Costa Rica – 29. juli 2008

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

I lørdags havde jeg kastrationsrunde hos indianerne med 52 dyr, hvilket må siges at være et fint resultat, når man betænker at området er besøgt så mange gange at populationen af dyr, nu er totalt kontrolleret. Jeg var glad for at se, at dyrene så godt ud, velnærede med fin pels etc. Jeg tog ingen billeder for der var et hold kamarafolk der optog film og billeder til et projekt man har lavet under Mckee program i Costa Rica. projektet går ud på at man, i øjeblikket på to hoteller nordpå, har et “pet hotel” hvor folk opholder sig med dyr der bliver fodret af folk på hotellet, steriliseret og efterset af dyrlæger. I øjeblikket har man det kun med katte der er sat på gaden, de går frit rundt omkring hotellet og besøgende kan “adoptere en kat” i den tid de er på hotellet, derefter kan man roligt rejse hjem for dyrene bliver passet af personalet, ikke som vi kende det fra Spanien og andre feriemål, hvor man fodrer og så rejser man hjem. I Danmark har man jo også problemet med “sommerhus-katte”!!! Disse to Irlændere som optog film, syntes det var meget spændende at se hvordan sådan en kastrations-klinik foregik, lavede et mini interview med mig, hvordan jeg lavede kampagnen etc. men primært handlede det om katte og de var helt nervøse om hvorvidt der ville komme katte hvor de kunne filme selve operationen. Da jeg så dem stå med hele udstyret, kamara etc. gik jeg ud til indianerne og sagde til dem, at de ville blive filmet og hvis de ikke ønskede at være med på film, skulle de sige nej. Jeg forklarede filmmanden at indianere er “skruet” anderledes sammen end andre og at de skulle bede om lov først, hvilket de gjorde, og ingen sagde nej til det. For år tilbage, før min tid her, kom der hos dem et fotohold fra Canada der kun ville fotografere børn og indianerne blev vældig vrede og bange, fordi de troede at disse billeder ville gå på internet og at deres børn ville blive “hugget” til sex eller organdoner, men denne gang tog de det roligt fordi ALT blev fotograferet eller rettere filmet og fordi jeg havde “advaret” dem først. For mig var det en anstrengende dag, mine to hjælpere kunne ikke komme så da jeg jo skulle gøre “deres” arbejde også, vise hvordan man groomer et dyr, klipper negle, undervise ungerne i, hvordan de undgår at blive bidt, hente og bringe dyr fra operationsbordet, svare på tusindvis af spørgsmål og fortælle hvordan de skal passe dyret efter operationen og sidst men ikke mindst, holde øje med de opererede dyr under opvågning af anæstesien og give OK til hvornår de kan tage deres dyr med hjem. Jeg stod op 5.30 (jeg har jo 34 dyr her også) og kom hjem kl. 1600, fuldstændig mast, hæs og ville bare have et glas vin til at falde ned på…….

Denne kastration blev finansieret af en donor fra Danmark med USD400.00, helt fantastisk, for det betød at de folk der ikke kunne betale de 2500.00 colones havde en mulighed for at komme med gratis. Jeg blev lidt bekymret, for aftenen før ringede præsidenten af deres uddannelseskomite og fortalte at hele gruppen havde besøgt de mest fattige og tilbudt gratis kastration men de kunne kun finde 13 dyr, for de dyr de fattigste havde, var allerede kastreret. Derfor gjorde vi det sådan, at dem der kom først op til 30 dyr, fik det gratis og resten betalte de 2500.00 colones pr. dyr men jeg gjorde det lidt billigere for dem, hvis de havde mere end et dyr med sig, en lille dreng stod og fedtede med sine 1000.00 colones som hans mor havde givet ham og ham tog jeg selvfølgelig med.

Regnskabet ser noglenlunde sådan ud…. 52 dyr fordelt således…..24 tæver, 12 hanhunde, 12 damemisser, og 4 hankatte.

Dyrlægen fik en check over 220000.00 colones, 40000.00 i kontanter, jeg betalte komiteen 5000.00 for lys og vand og 5000.00 til rengøring før og efter samt fotokopier til malebogen og tusch for 6000.00 colones ialt 276000.00 colones, ca USD 550.00, dyrlægen tager USD10.00 pr dyr men han har advaret mig, næste gang bliver det dyrere. Fra vores nationale animal protection organisation havde jeg fået ormemidler der var udløbet i maj, men som stadig virker, og dem uddelte jeg gratis.

Her til slut, vil jeg gerne benytte lejligheden til endnu engang at sige MANGE, MANGE TAK til den danske donor. Klinikken stod i hendes navn og komiteen har skrevet en lille takkeskrivelse til hende som jeg vil sende pr. fax eller brev.

Mange hilsener til alle…. Lise