Dharamsala-projektet i Nordindien
Et samarbejde mellem Tibet Charity, Nordkystens Dyrehospital og Dyrlæger uden Grænser
Foreningen Dyrlæger uden Grænser og Nordkystens Dyrehospital i Helsingør er gået sammen om at støtte gadehunde og –katte arbejdet i Dharamsala i Nordindien, som er et stort eksilområde for tibetanske flygtninge. Her bor også H.H. Dalai Lama, som er den åndelige leder for alle tibetanere.
Siden 1999 har vi støttet arbejdet med gadedyr i dette område. Dette har blandt andet betydet, at der ikke er nogen dødsfald blandt tibetanere på grund af rabies mere. Derudover er der blevet bygget et moderne dyrehospital, som er det bedste i det nordlige Indien, og dette betyder, at der kan gøres et kæmpearbejde for alle hunde og katte i et stort område.
Vi har valgt at støtte 2 tibetanere, således at vi betaler deres løn. Arbejdsløsheden og fattigdommen hos tibetanere i Indien er meget stor, så udover at det hjælper gadedyrene i området, så hjælper det også 2 tibetanere til en meningsfyldt tilværelse.
Vi håber, at du vil være med til at støtte dette vigtige arbejde ved at give en donation, således at vi fortsat kan betale deres løn. Og for at du kan se, hvilke personer, som du er med til at hjælpe, så vil vi præsentere dem herunder.
Mr. Tenzin Thinley
Tenzin blev født i Nepal i 1990, men bor nu i Dharamsala sammen med sin kone. Tenzin har taget en uddannelse som mekaniker, men kunne ikke finde arbejde som dette.
Han er meget glad for dyr, og han har gennem længere tid fodret ca. 30 hunde hver dag frivilligt i sit område. Nu har han så fået mulighed for at arbejde for Tibet Charity på dyrehospitalet, hvor han hjælper dyrlægen som klinikassistent.
Mr. Dolma Bhum
Dolma blev født i Tibet i 1971 i en fattig fårehyrde familie. Som ung protesterede han mod det kinesiske styre og blev fængslet og tortureret gennem længere tid.
Som mange andre tibetanere flygtede han fra Tibet i 1995, da han frygtede for sit liv, og kom til Dharamsala, hvor han arbejdede på restauranter for en meget lav løn. Han har aldrig fået taget en uddannelse og bor alene i Dharamsala uden kontakt til sin familie eller venner i Tibet.
Dolma har et stort hjerte for dyr og har altid hjulpet syge og sultne hunde og katte i området, hvor han bor. Han hjælper også hyppigt ældre tibetanere frivilligt.
Vi er meget glade for, at vi har mulighed for at give Dolma et fast og meningsfuldt arbejde som dyreassistent og hundefanger hos Tibet Charity, som han er meget lykkelig for.