Derfor er vores ABC-program så vigtigt!
Få mere at vide om ABC-programmet og rabies
Rabies og ABC
Rabies er en sygdom, der skyldes en virus. Det er desuden en såkaldt zoonose, dvs. en sygdom, der kan smitte mellem dyr og mennesker. Rabies kan blive overført blandt andet med spyt – som for eksempel ved hundebid. Det er en fatal sygdom, og hvis man ikke – både som hund og som menneske – straks kommer i behandling, er der meget stor risiko for, at det ender med et dødsfald. Hvert år dør cirka 59.000 mennesker af rabies, og 99% af disse dødsfald skyldes hundebid. Det er værst i lande, hvor befolkningen ikke altid har råd til eller mulighed for at få ordentlig lægehjælp hurtigt – især i Afrika og Asien. Der er flere projekter, der arbejder på at nedsætte dødeligheden på grund af rabies ved at hjælpe mennesker med vaccine, lægehjælp og så videre, men man kan faktisk også angribe problemet fra en anden vinkel og i stedet for hjælpe hundene.
World Health Organization (WHO) anbefaler, at såkaldte ABC-programmer indgår i en samlet indsats mod rabies. ABC står for Animal Birth Control, dvs. man skal sørge for, at især gadehunde ikke formerer sig ukontrolleret. Dette lille skriv vil komme nærmere ind på, hvordan det kan hjælpe.
Vaccination
Det primære fokus for rabieskontrol er massevaccinationer af hunde i områder med rabies – både gadehunde og ”almindelige” hunde med ejere. Undersøgelser har vist, at for at kontrollere rabies i et område, skal minimum 70% af hundene i området være vaccineret.
Hvis nye hvalpe fødes eller nye hunde flytter til et område, skal disse selvfølgelig også vaccineres, så man holder procenten høj nok til, at det er effektivt.
Mange af gadehundene er i hænder meget sjældent, så mange projekter vaccinerer også samtidig mod hundesyge (canine distemper) og behandler hundene for parasitter såsom lopper og/eller indvoldsorm.
Neutralisation
Neutralisation af gadehunde kan først og fremmest øge velfærden hos tæverne, da det er hårdt for kroppen at føde og sørge for mælk til kuld efter kuld af hvalpe. Desuden er det langt fra alle hvalpene, der overlever, og dermed sørger neutralisationen også for, at der ikke er hvalpe, der lider unødigt.
Neutralisation kan dog også hjælpe til med at kontrollere rabies – og hvordan fungerer det så? Når man har vaccineret alle (eller minimum 70%) gadehunde i et område, sænker det antallet af rabiestilfælde hos både hunde og mennesker markant. Hvis man samtidig neutraliserer hundene, vil der komme færre hvalpe og senere færre ”teenage-hunde” til at slås mod de ældre hunde om for eksempel mad. Derfor vil de ældre hunde leve længere, og antallet af hunde, der er vaccineret mod rabies, vil derfor blive oppe
over de nødvendige 70% i længere tid. Når der fødes færre hvalpe, og hver enkelt hund derfor lever længere, siger man, at der er lavere ”turn-over” – altså udskiftning – i populationen, og det er en positiv ting. Man kan også godt forestille sig, at det ville være et kæmpe arbejde at vaccinere alle nye hvalpe!
Men skal man så neutralisere hanhundene eller tæverne? Rent teknisk er det et mere simpelt indgreb at neutralisere en hanhund, men det har vist sig at være mere effektivt at neutralisere tæverne i en population, hvis man vil have lavere turn-over.
Det er egentlig også ret logisk; man kan for sjovs skyld forestille sig, at man har en flok med 10 tæver og 10 hanhunde. Hvis man ikke neutraliserer nogle som helst af hundene, er der 10 kuld hvalpe i næste omgang. Hvis man får neutraliseret 7 tæver, er der 10 fertile hanhunde og kun 3 fertile tæver, det vil sige 3 kuld hundehvalpe næste gang. Hvis man derimod får neutraliseret 7 hanhunde, er der 3 fertile hanhunde og 10 fertile tæver, det vil sige 10 kuld hundehvalpe næste gang – hvilket betyder, at ens neutralisationer af hanhundene har været spildt arbejde!
Man skal huske, at der skal være et system, hvorved man kan se, hvilke hunhunde, der er neutraliserede – det ville være synd at åbne en tæve op mere end én gang, hvis det ikke er nødvendigt.
Der findes andre måder at neutralisere tæver på end kirurgisk. En anden metode, mange kender til eller har hørt om, er en sprøjte med hormoner (progestiner), som sørger for, at tæven ikke er fertil i cirka 5-6 måneder. Rent tidsmæssigt kunne det være smart at bruge den i stedet for, da det er hurtigere end at neutralisere kirurgisk, men der er desværre risiko for en række bivirkninger, som nogle gange forekommer. En af disse bivirkninger er livmoderbetændelse (pyometra). Det er langt fra alle tæver, der vil udvikle livmoderbetændelse efter en hormonsprøjte, men da disse hunde ikke har en ejer, som kan holde øje med tævens velbefindende og tage den til dyrlægen, hvis den bliver syg, er der altså en risiko for, at tæverne lider, uden der er nogen, der opdager det. Og når hele formålet er at fremme dyrevelfærd, er det ikke en risiko, man er villig til at tage!
ABC-programmer
ABC-programmer i kombination med rabiesvaccine er den eneste metode, der har god videnskabelig evidens for at være effektiv.
Nogle af de undersøgelser, der findes, har blandt andet vist at…
Rapporter fra områder med ABC-programmer fortæller om endnu flere positive ting, men indtil videre
er det kun de ovenstående punkter, der er blevet videnskabeligt undersøgt og bevist.
Hvad kan der gøres?
Alt i alt giver det mest mening at neutralisere tæverne i et område kirurgisk. Dette kræver uddannede og erfarne dyrlæger, da man ellers kan ende med, at der render tæver rundt med sting, der strammer, eller andre mere alvorlige tilstande som følge af en uprofessionel operation.
Foreningen Dyrlæger Uden Grænser støtter flere projekter, der neutraliserer og rabiesvaccinerer gadehunde (og selvfølgelig behandler hundene for andre skader eller sygdomme, når de alligevel har dem inde). Disse projekter har veluddannede dyrlæger, der ved, hvad de laver.
Ved at melde sig ind i foreningen, støtter man på den måde projekter, hvor pengene bliver brugt på en ordentlig måde. Ud over det, er det en stor hjælp, hvis der skabes opmærksomhed om sagen, for eksempel ved at dele Facebook-opslag – så det er altid meget velkomment!
Kilder
Af dyrlæge Anne Gallagher vom Braucke