Costa Rica – 9. juni 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Til Dyrenes SOS og alle støttemedlemmer kan jeg meddele at jeg har modtaget en donation på USD 1370.00, mange, mange TAK for den og en helt speciel TAK til den, som har doneret USD 400.00 til at få hunde og katte kastreret hos indianerne hvor tanken er at give de første 30 dyr operationen gratis til de mest fattige, og til resten for halv pris d.v.s.2500 colones som svarer til USD 5.00 som stadig er en god pris. Mange tak, jeg har i dag taget kontakt til indianerne og vil informere om, hvornår vi laver en klinik hos dem, de vil være meget taknemmelige, det kan jeg love!

Apropos kastrationer, så kan jeg fortælle at min søde franske veninde, Patricia, havde klinik i går i en lille by, Palmichal og hvor 107 dyr blev kastreret!!! Palmichal, hører til “mit område” men jeg har aldrig kunne få en kontakt, der men det kunne hun via en, der kender en, der kender en anden, så det var helt fint. 3 dyrlæger opererede og de sluttede kl. 23.00, derefter gjorde de rent, kørte hjem og kom i seng kl. 1 om morgenen. Hun ringede fortvivlet til mig 5 gange i går og skulle have telefon numre på diverse dyrlæger der arbejder i kampagner, for den ene hun havde, kunne ikke klare så mange. Det sjove er, at hun fik fat på en dyrlæge som jeg lavede min første klinik med for hele 17 år siden og han kunne sandelig godt huske mig, nok fordi jeg lavede danske frikadeller med flødestuvede kartofler til frokost!!!!! Jeg kan huske at der kom hele 14 dyr, hvilket jeg dengang syntes, var helt vildt mange. Patricia har fra SASY fået donationer, som jeg har øremærket til kastrationer, og hun lavede det helt vildt billigt, 1000 colones, noget i retningen af USD 2.50 for hvert dyr, derfor kom der så mange og vi har aftalt, at næste gang skal det være lidt dyrere, til gengæld betaler jeg for restbeløbet, for nu er hun løbet tør for penge, jeg har stadig en del fordi jeg “husholder lidt”, pengene skal jo helst kunne holde til hele året.

Ruth, min veninde i Puriscal og hendes lille gruppe af damer, er ved at forberede en runde der i nærmeste fremtid, de har nu lavet en 5-6 klinikker og kan selv, jeg behøver ikke engang at være der, kun giver hun mit telefonnummer. til specifikke spørgsmål omkring dyrene og hvis der er specielle omstændigheder m.h.t. betaling, f.eks. at en person har taget en tæve til sig med 7 hvalpe fra gaden og selvfølgelig hjælper jeg denne person. Ruth tager 5500 colones, hvilket folk finder billigt men det er fordi det er en større by hvor folk har arbejde og kan betale i modsætning til landbefolkningen der har mad, men ingen kontanter. Ruth ringede i går og fortalte glad, at hun havde fået kontakt med en gartner der ordner parken, hvor de fleste hunde bliver sat på gaden. Jeg var i “cowboy-byen” som min svoger kalder Puriscal, fordi man der, stadig, kan se folk handle ind til hest, med macheten hægende ved siden og hunden der render i rumpen på “far”…han binder hesten og hunnie sidder pænt og venter hvis den da ikke går med ind i forretningen !!!!! Da jeg var der, så jeg en lille tæve som løb rundt, jeg gav den noget af min kylling, nogle fritter og bønner og så fik jeg øje på denne gartner og gik op for at snakke lidt. Der var 3 venlige mænd som stolte fortalte at de tre tæver der var der, sandelig var opereret, (det vidste jeg godt, jeg har betalt for dem) at de passede dem med foder og minsandten om ikke denne gartner går rundt og afsætter hunde og katte til folk!!! Virkelig dejligt……så de får en ny chance.

Mvh.

Lise

/af

Costa Rica – 1. juni 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Så er det tid til at sende jer lidt nyheder igen, herfra regnvåde Costa Rica, i øjeblikket skulle man være i lille Danevang!!!! Men det er måske meget godt at jeg er her, for kors hvor folk ringer med alt muligt, hver dag noget nyt og en del bliver henvist til de to dyrlæger, hvor jeg hjælper med regningen, og ofte bliver det hele betalt af mig med jeres donationer, TAK for dem…..

Kastrationsrunden i Puriscal gik fint men denne gang med lidt mindre dyr, 55 hunde og katte. Heldigvis fik gruppen der, med Ruth i spidsen, indfanget 5 gadehunde , alle tæver som går frit på gaden og bliver fodret af venlige mennesker. I Puriscal er der en park og det er der, de fleste hunde bliver “sat ud” til deres egen skæbne, praktisk taget altid tæver som enten er gravide eller i løbetid, mange kender jo slet ikke til biler og blive derfor påkørt, det er bare så synd, så synd. I parken er der tre gartnere der kigger efter hundene der, 4 har de taget til sig, alle opereret og i går lykkedes det en af dem at få fanget en ny tæve der er sat på gaden fordi hun er i løbetid, med en hale af hanhunde de vil prøve lykken!!! Ruth tog den til dyrlægen for at blive opereret og han åbnede hende også, men kunne ikke sterilisere hende fordi hun havde infektion og fibrosis så det hele lignede et edderkoppespind. Dyrlægen ringede til mig for at få et OK på at give hende nogle vanvittigt dyre indsprøjtninger, to stk. koster over USD60.00 og hunden er endnu ikke opereret men hvad skal jeg gøre, bortset fra at få hende aflivet, men det er imod mine principper, ALLE skal have en ny chance til livet.

Det er der sandelig også mange der har fået i de sidste 14 dage, hvor folk har kimet mig ned med forladte hunde og katte og om jeg ikke kunne hente dem. Det kan jeg ikke, jeg har nu 32 hunde for lille BETSY, som har en størrelse af en lille cocker, fik 4 kæmpe hvalpe, hvor den ene ikke klarede den, fordi den døde i forbindelse med fødslen, trist, men for mig en hund mindre til at få afsat og godt nok, fordi de hvalpe er så store og suger alt ud af tæven så måske var det alligevel godt, at det kun blev til tre hanner, hun ville næppe have haft mælk til 4. De har lige fået øjne og nu er det lidt sjovere at se dem, den ene er sågar begyndt at gø, når jeg kommer og det med knap 13 dage, han skal nok blive god til at passe på!!!!

Her et par “solskins-historier”, som sikkert vil glæde jer, i hvert fald glæder de mig. En kone ringede, Rosa, og fortalte at der var blevet smidt to tæver på gaden og den ene var blevet påkørt og var død. nu var hun bange for at den anden skulle lide samme skæbne og ville at jeg hentede tæven, som ovenikøbet var fyldt med skab. Samtidig ringede en mand, Cæsar, der gerne ville have en hund og jeg sludrede frem og tilbage og foreslog ham denne tæve plus at jeg ville give ham USD20.00 om måneden plus mad og medicin og når den har det lidt bedre, ville den blive steriliseret. Denne mand er nu blevet “foster-family” med penge fra Dyrenes SOS og et par dage efter, ringede han og fortalte at han havde taget en anden tæve fra gaden så nu havde han to. Alle tiders, så har vi to væk fra gaden. Fanny, en indianer pige ringede om en kat der var sat på gaden, meget bange og som hun fodrede. Hun kan ikke have den, har allerede 3 katte og tre hunde og denne lille hanmis har et hul i siden som skal behandles. Jeg sagde at hun skulle kontakte dyrlægen i Tarbacia som kommer en del hos indianerne og at jeg ville betale for missen plus at jeg vil kastrere den næste gang vi har en runde hos dem. Det var hun helt med på, nu skal den bare fanges først, kan hun ikke, tager jeg derop, jeg har en god hånd til katte. Så ringede LLenori, også indianer, om en lille tæve der var smidt hos hende og med tre hvalpe. Tæven var meget bange og det var svært at få fat i hende men det lykkedes at få hende, men da hun gik tilbage efter hvalpene, var to af dem døde af kulde, de lå i et lille hul i skoven som tæven havde lavet som rede, men en fik hun da reddet og jeg gav hende foder og kalkpiller plus nogle vitamindråber. Hende har jeg også aftalt med, at jeg tager udgiften til sterilisering af begge når den lille er stor nok, ca. 3 måneder. LLenori passer dem begge og så ser vi videre, heldigvis er de af lille størrelse, så er de nemmere at få afsat. Så ringede Angela, en lidt ældre indianerkvinde, som har det problem, at alle smider hunde og katte hos hende. Først samlede hun to op, jeg gav foder etc., de var meget bange så hendes mand var så sød at fodre dem hver dag efter at have gået ca. en halv time og dem fik hun afsat til en familie. Efter et par dage, ringede hun igen og nu var der et par hvalpe plus to killinger og hvad hun skulle gøre??? Jeg sendte Marito af sted med USD 20.00, foder til hund og kat og de er nu hos hende til de kan blive steriliseret , Angela er virkelig en lille “engel”, Hertil kommer alt “det løse” hvor jeg ikke engang ved hvem der ringer!!!! Hunde der ikke vil spise ( som regel er det mangel på ormemiddel, 80pct sådan cirka) og dem råder jeg så til at købe det der skal til, hunde med skab får samme råd etc. etc. Så ringede Melania, hun bor i indianerområdet og tager hunde til sig som hun ser på gaden. Hun har vist nok 7, og en af dem hun har taget til sig, et labradormix, var blevet syg. Den halsede helt vildt, og kunne ikke rejse sig. Jeg stillede en masse spørgsmål men kunne umiddelbart ikke finde ud af, hvad den fejlede. Det var sent aften og da jeg ikke havde nogen til at se efter min mand, Uwe, der jo har parkinssons, kunne jeg ikke komme selv men sendte dyrlægen fra Tabarcia. Ham kunne hun ikke få fat i, men fortalte at nu kom der blod ud af næsen på hunden og så vidste jeg at den havde fået Erhligia, en blødersygdom,overført af tæger. Dyrlægen kom dagen efter og stillede samme diagnose og jeg sendte hende doxiciclina og nogle piller til at stoppe indre blødninger. Kuren er dyr for den varer 28 dage men hun kunne betale halvdelen selv, så det var jo fint nok.

Sidste solskinshistorie kommer her. I ved jo at vi lever livet farligt i Costa Rica med giftige frøer og giftige slanger og Gud hjælpe mig, om jeg ikke forleden dag så en inde i vores have, dvs. den lå på gangen hvor jeg fodrer Whisky. Da han fik foderet, var slangen der ikke, kom altså indenfor et par minutter og da jeg så den, parat til at angribe, fik jeg i en hulens fart Whisky og hans skål med ind i huset og lukkede døren. Slangen lå helt stille, men i s-form så den har kraft til at rejse sig og bide, den gloede på mig og jeg på den!!!!. Jeg ringede til Marito som kom med en ven og de slog den ihjel, trist, men det går altså ikke med dem. Så ringede en ung fyr, Danilo, også oppe fra indianerne. Hans to hunde var blevet bidt af samme type slange og den eneste dyrlæge der har antiofidico, altså serum, var ikke til at få fat i, jeg har købt denne enormt dyre serum og har den i køleskabet, men det skal gives via vene og i drop for ikke at få en allergisk reaktion , og det har jeg ikke og kan i øvrigt heller ikke lægge et drop. Jeg anede ikke mine levende råd, nul dyrlæge, og overvejede om jeg selv skulle tage op til indianerne og give serum intramuskulært men tænkte også, det er jo dyrlægearbejde men i en snæver vending, kunne jeg jo klare det, mit problem var, at hvis hundene døde af serum, så kunne jeg få en anklage på halsen, jeg er jo ikke dyrlæge, så jeg ringede og ringede til dyrlægen i Puriscal og til sidst fik jeg ham til at komme ud til dyrene i en taxi og de blev reddet lige på stregen. Det bliver en dyr historie, sikkert en USD50.00 eller mere, og Danilo kan kun betale USD 10.00 men han var så glad, så glad og så er det jo det hele værd…….specielt da hundene nu har det godt.

Såååå, kære hundevenner, det er vist alt for i dag…..en hundehilsen fra Lise i regnvåde Costa Rica, og endnu engang tak for hjælpen til dyr og mennesker her, 1000 tak.

Mvh.

Lise

/af

Costa Rica – 15. maj 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære læsere.

Siden jeg skrev sidst, er der sket en del på hundefronten i Costa Rica og desværre ikke alt sammen godt, alt efter hvordan man ser på det.

Jeg har nu 29 hunde (9 mine egne) og mens jeg skriver kan det være at der kommer flere til!!!! jeg blev ringet op af Saety som før har hjulpet mig med at fostre hunde og hun fortalte at der gik en gravid tæve oppe ved indianer- skolen og alle kyste den væk med det resultat at den var meget bange og ikke til at komme i nærheden af. I Costa Rica får skolebørnene i de små klasser varmt mad en gang om dagen og kogekonen gav den lidt at spise, men hun kunne heller ikke få fat i den. Jeg fik så den gode ide, at udsætte en dusør på 10000.00 colones, ca. 20USD til den der kunne få fat i den , binde den og ringe til mig og SAA lykkedes det!!!!!…og nu er hun her, BETSY, har vi kaldt hende og rigtigt nok, hun var noget skræmt men heller ikke mere end at jeg bondede med hende på 5 min. , jeg snakkede blødt med hende, lagde min ene hånd under hendes kæbe og strøg over hovedet med den anden og så lukkede hun øjnene og syntes at det her var dejligt, en hund der er skræmt ville ikke drømme om at lukke øjnene af angst for “hvad kan de ske hvis jeg ikke ser”. Hun er ved Gud ikke køn men meget charmerende, hun “griner” når jeg går over til hende, har noget husky i sig med et blåt øje og et brunt, ellers er hun sort med brune aftegninger. Hun er så supergravid at jeg ikke ville operere hende, det ville betyde at hvalpene skulle aflives og da de jo nu er “færdige” til at komme ud, så tager jeg det med. Jeg håber på at der ikke kommer så mange, men som hun ser ud, er der mange eller de er store. Jeg er ikke glad for at have hvalpe fordi jeg ikke har mulighed for at opdrage dem, vænne dem til alt det de senere skal sættes ud for, biler, vaskemaskine, normalt larm eller støj der er i et hus, mine hvalpe er socialiseret med andre hunde og andre mennesker men der mangler det andet..og det fører mig over til det næste emne, hvor netop det der gik galt!!!!

En lidt ældre kvinde, Sonia, ringede til mig og ville gerne adoptere en hvalp, hvilket jeg ikke havde. Jeg har tidligere fortalt om DUKE og NELA, som jeg bragte ned til Sonia. Sonia bor et sted der er meget trafikeret i den 3. største by i nærheden af lufthavnen og der var virkelig støj fra biler, naboer etc. og jeg forklarede at de skulle tage det hele stille og roligt, ikke for meget aktivitet men kæl og kys og efter nogle dage, kunne de tage dem på gåtur i snor. De første 5 dage gik alt fint, de var rolige og ville gerne have kontakt men så gik det galt!! NELA bed hendes vandledning over, samt bed hul i el-ledningen, sammen gravede de alle hendes roser op og forsøgte at gå “i krig” med hendes flotte potteplanter og Sonia ringede og græd i telefonen fordi hun bare ikke kunne tage mere. Hundene nægtede at gå tur fordi de var bange for støj og biler og jeg ved ikke hvad. Jeg var ked af det, dels på hendes vegne men mest på hundenes, for da jeg hentede dem, var de om muligt mere skræmte end da jeg afleverede dem og hvad så jeg???? Sonia havde fået en ny hvalp, en Rottweiler han på 3 måneder og det første jeg sagde var, “du har for lidt plads til sådan en stor hund når den bliver voksen” men det mente hun ikke!!! Sonia ringer til mig når hunden er voksen og giver problemer, skal vi vædde??? Well, DUKE og NELA var glade for at være hjemme hos “mor” igen, DUKE kom sig efter en dags tid, NELA var stadig skræmt og ville ikke ud på gåtur til floden før efter et par dage. Normalt tager adrenalin en tre dages tid til at forsvinde fra blodet og nu er de fuldstændig som de var før, jeg lukkede dem ud sammen med de andre, som de jo kender, og der blev snuset og undersøgt og så fandt DUKE en bold og ville lege bold med mig. Moralen i historien er, at dette må ikke ske igen, hvalpe skal ud af huset så hurtigt som muligt og at hvis en person har en ide om hvad de gerne vil adoptere, så skal jeg ikke overbevise dem om noget andet bare fordi jeg gerne vil, at hundene får det “rigtige”hjem, undskyld DUKE og NELA, jeg passer bedre på næste gang!!! Det gode her er, at hun sagde jeg skulle hente dem, andre ville have sat dem på gaden!!

MAXI, som jeg hentede på gaden i påsken, har det dejligt, siger hans nye mor, Rosa. Da jeg ringede forleden aften, lå han sammenkrøllet foran TV og sov dejligt. hun er en af de få hvor hundene må komme indenfor, hun ville gerne have en til men nu passer jeg på, hun har to små hvalpe og tre må være nok, som jeg sagde til hende. Rosa betaler jeg hundemad til, hun er alene og kan lige akkurat betale for maden til sin familie. MAXI vil jeg besøge og se om han har det godt.

Fernando ringede en lørdag aften for at sige at han blev nødt til at give mig NICK tilbage, en husky, som han har haft i over et år. ikke nok med at NICK kom tilbage, så havde han altså også lige EVA, en ung tæve som jeg aldrig havde set. Problemet var, at han skulle skilles og da hundene befandt sig på konens farm, så var der ikke nogen til at passe dem, idet hun befinder sig i Miami og at hans ”caretaker” tog af sted til Nord Costa Rica og det søndag morgen. Jeg flippede ud, blev vred over at få så kort varsel til at få hundene placeret men enden på det blev, at jeg naturligvis hentede dem begge og nu er de her. Begge har det godt, er velnærede og er blevet passet fint, det skal Fernando dog alligevel ha’….

Det sidste “skud på stammen” er LENNY, en lille hanhvalp som løb rundt på vejen og ingen kunne få fat i. Han kom ned til Yadiras hus, (hun hjælper til her med hus og hunde) og LENNY blev bundet og senere hentet af Marito. LENNY har skab, som jeg behandler ham for nu, en ualmindelig sød lille hvalp på ca. 4 -5 måneder, han er ved at skifte tænder, desværre for de blivende er brune og dårlige, så jeg giver ham ekstra kalk og må se hvad dyrlægen kan gøre, måske det retter sig lidt når alle tænder kommer ud men jeg tror at skaden er for stor. LENNY minder lidt om LONNI, derfor hedder han sådan, ligeså dejlig som hun er. Lenny har jeg i en stor transportboks i gæstehuset, han kan ikke blive sat sammen med andre inden hans skab er ordnet, det tager vel en 10 dages tid til vi ser at nye hår kommer frem, han blive lukket ud mange gange om dagen til tissetår og kæl og han futter rundt, smider sig i græsset, ruller og er bare en dejlig lille hvalp som jeg regner med, vil være nem at afsætte fordi han er lille.

Folk ringer og regerer i øjeblikket, om jeg ikke kan hente hunde her og der, det er helt vildt, en dobermantæve med 8 hvalpe, en anden med 5, en mand der har to vil bygge til og har så ikke plads til to hunde, boxermix etc. jeg er ved at opgive ind i mellem men jeg kan jo ikke klare mere end det jeg gør og takket være Dyrlæger Uden Grænser og støttemedlemmer, så kan jeg dog i det mindste sørge for at dyrene får foder og bliver opereret, TAK til alle der hjælper med det.

Her til slut, vil jeg lige fortælle om en smart hund, PLUTO. !!! sidste weekend, trak det over og det begyndte at regne lidt. PLUTOS elskede dyne, min gamle, lå halvvejs ude at hundehuset og jeg troede ikke mine egne øjne da jeg så at han stod op og begyndte med tænderne at trække dynen ind i huset så den ikke blev våd!!!!! Det lykkedes, han lagde sig på den og sov!!! – HVIS DET IKKE ER SMART???

Alt for denne gang, jeg vil lige gå over og se hvor mange hunde jeg NU har……en forårhilsen til alle fra mig her i varmen, vi har 36 grader og alle er ved at omkomme…også mig…. Knus Lise

/af

Costa Rica – 19. april 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære dyrevenner

Det har været en god uge for mig og 4 hunde. Maxi fik et nyt hjem i onsdags, og damen der fik ham fortalte, at der om morgenen lå en Schæferlignende tæve foran hendes dør og som havde et grimt sår på skulderen, jah så hentede vi den og fik den syet sammen hos dyrlægen i Puriscal . Damen som hedder Rosa sagde, at hun ville beholde den, det er en temmelig gammel tæve og måske gravid selvom jeg ikke tror det, dyrlægen mente at han kunne føle “noget” men det betyder at jeg skal på en “dagsrejse” til dyrlægen i San jose for at få lavet en scanning og er den kun “lidt gravid” bliver hvalpene fjernet. Maxi har det pragtfuldt, de er meget, meget glade for ham og lige så snart vi har klinik i nærheden, blive han hentet til operation, jeg kunne ikke nå det denne gang og hun blev ved med at plage om at få hunden fordi hun bor ensomt og gerne ville have ham til at passe på. Det lader til, at han ikke rigtigt har forstået, at han skal gø når der kommer nogen, han hilser glad og venligt på alle, også en tyveknægt hvis en sådan skulle dukke op!!!Nåh, med tiden finder han vel ud af det, ellers må jeg finde en “figurant” til at opføre sig underligt og truende, og så kan ejeren give ham godbid for hvert gø. Her var han en god vagthund , gøede som de andre og var dermed støttet af dem.

En anden dame, Sonia, ringede for et stykke tid siden og ville have en eller to hvalpe, hvilket jeg ikke havde. Vi snakkede frem og tilbage f.eks hvorfor det skulle være hvalpe og ikke voksne hunde. Det var fordi hun selv gerne ville forme dem efter hendes behov, som hun havde gjort med den chow chow hun netop selvsamme dag havde fået dyrlægen til at aflive, en gammel han med nyreproblemer. Jeg trøstede så godt jeg kunne og sagde, at hun skulle ringe igen efter et par dage for jeg mente at jeg havde en løsning i form af to hunde. jeg tænkte på DUKE og NELA, de sidste to af min “nytårsgave” som jeg fik 1. januar 2007…en mor med 8 hvalpe, ca 1 måned gamle dengang!!! Sonia ringede så igen og jeg fortalte om dem og hun var interesseret , jeg afleverede dem igår, en times kørsel herfra og de var død-skræmte, klart de kender kun til et liv i rehabben og aner intet om hvad det vil sige at bo i et hus. Jeg blev hos dem en times tid, gik rundt med dem i haven hvor de skal bo, hun gav dem noget at spise og hendes 20 årige søn aede og snakkede med dem og lidt efter lidt, forsvandt skrækken og da jeg ringede i aftes, var de helt ok, de havde leget bold og kælet og nu lå de og sov ovenpå “den store dag” med så mange nye indtryk. De skal nok få det fint der og så kan hun gå i krig med opdragelse af dem, det er meget hurtigere end med små hvalpe, de jo glemmer hvad de har lært efter 5 min. det gør voksne hunde ikke og det var mit argument for at hun kunne prøve med dem.

Nogle gange er det “for godt til at være sandt”, det skete med LONNI som jeg tog tilbage igen og nu er hun her foreløbig. Den familie som hentede hende var meget begejstret for hende, hun er også specielt sød men hun har et problem…hun stikker af hvis hun kan se sit snit til det. Hver gang de åbnede døren til gaden, smuttede hun med og havde det noget så skøgt ved at løbe rundt over det hele men de var bange for at hun skulle blive kørt over idet de bor på en befærdet vej og 4 gange på en uge, måtte de få nogle skolebørn til at fange hende, mod betaling forståes!! Det var ikke holdbart i lægden og så ringede de og sagde at de ville bringe hende tilbage til mig igen, hvilket de gjorde, andre ville bare sætte hende på gaden og få sig en anden hund. Lonni stikker også af her, når Marito tager de forskellige på gåtur til floden, men her gør det ikke så meget, vi har ingen biler hvor vi bor, så når hun er færdig med at snuse rundt og lave ulykker, så kommer hun igen. Forleden tog det dog noget tid og Marito tog ud for at finde hende…hun lå og sov noget så dejligt på gæstehusets terrasse.

Alt for nu, jeg ville egentligt vaske nogle hunde med loppeshampoo men nu er det blevet overskyet og så bliver det for koldt selvom vi har 26 graders varme. ha en god weekend, vi mailes ved…knus Lise

/af

Costa Rica – 3. april 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen.

Nu er det tid til at skrive lidt om hvad jeg har lavet i den sidste tid og det er ved Gud, en del !!!

I Costa Rica, ved denne årstid, hvor vi går fra tørkeperiode til regnperiode, er der mange syge dyr og mennesker og jeg skulle hilse og sige, at de over 500 personer der har mit nummer, har benyttet det flittigt men det er ok sådan, nu ringer de da i det mindste i stedet for, som før, bare at lade hunden ligge og dø af noget der kan kureres.

En kone ringede til mig for en 20 dages tid siden og spurgte, om jeg ikke kunne komme og se til hendes tæve. Hun fortalte at der “kom noget sort med hår på, som lå i en pose” ud fra vagina!!!! Tæven så ud som om den var død, reagerede ikke på noget som helst etc. Jeg måtte forklare hende, at det der kom ud var hvalpe, men at der åbenbart var komplikationer og derfor skulle hun opsøge den dyrlæge i Puriscal , der kunne tage sig af det. Det hun skulle gør nu var, at rive posen af hvalpene hvorefter hun sagde at DET kunne hun altså ikke gøre, det var for ulækkert, men jeg insisterede. Hun sagde at hun ikke havde transport muligheder og ingen penge, så jeg sendte Marito afsted for at hente hunden, ringede til dyrlægen og forklarede at Marito var på vej. Tæven var totalt underernæret, skind og ben og var ved at gå i koma men dyrlægen ordnede situationen , gav drop og en af hvalpene var i live, de to andre døde. Ideen var at jeg skulle tage tæve og hvalp. Hvalpen skulle sondefodres, men det er ikke noget problem, jeg har sonder men jeg har ikke plads og spurgte dyrlægen om han ikke kunne hjælpe og tage tæven bare en dag til med drop hvilket han gjorde. Dagen efter ringede jeg for at se, hvor vi skulle hente de to ,men da var hvalpen død, årsag kendes ikke, men tæven var stabil så Marito hentede den og den kom hjem igen med medicin, vitaminpiller og hvalpetoerfoder plus ormemiddel. prisen hos dyrlægen var 22000.00 colones (5000.00 colones er ca. USD 10.00) og de penge havde Audrey ikke, så jeg spurgte: ”hvor meget kan du betale?” og hun sagde ”12000”, så ok, jeg betalte resten. Ved sidste kastration kom hun med tæven og den blev opereret, den så ok ud og hele den lille familie var bare så glade for at jeg havde hjulpet dem. Hendes lille pige på 8 år kom hen og gav mig et stort knus og sagde, at det vel nok var godt at hendes lille hund var blevet reddet og det var jo sødt!!!

En anden dame ringede til mig og spurgte om jeg ikke kunne komme og tilse hendes hund der så ud som om den var blevet forgiftet. Den havde ikke skum om munden som er normalt, og hun vidste ikke hvor længe hunden havde haft det sådan eftersom hun havde været på påskeferie, og en ung mand havde passet hunden. Jeg sagde at hunden skulle i drop og have atropin, og hun skulle tage den til dyrlægen hvilket hun ikke kunne, eftersom hun ikke havde transport!! OK, jeg skulle alligevel til Puriscal, ringede til dyrlægen for at høre om han var der, og så hentede jeg hunden. Hun så godt nok sølle ud, var helt apatisk, kastede op etc. hos dyrlægen kom hun i drop og fik atropin og andre stimulanter men hun reagerede ikke på behandling men gik i krampe. I dette tilfælde giver man noget der “blokerer hjerne” og hunden bliver stille, ja ser nærmest død ud men da virkningen holdt op, gik hun i krampe igen. Denne gang kunne tæven ikke reddes og den led, hylede og skreg og jeg sagde at dyrlægen skulle ringe til konen og få tilladelse til at aflive den lille, hvilket hun gav. Der hvor jeg hentede den lille har de begravet hende, ud til vejen og med en bougainvilla ovenpå, jeg ved at de var så triste over at have mistet hende og derfor betaler jeg dyrlægen, det bliver vel en 15000.00 colones, dyrlægerne behandler mig godt!!!

Jeg har ca. 5 forskellige opkald om alverdens ting hver dag og noget kan klares på telefonen, f.eks. er der en del hunde der ikke vil spise, og der anbefaler jeg først at give ormemidler, virker det ikke dagen efter, så skal de ringe igen hvilket de fleste ikke gør fordi det nemlig lige akkurat var mangel af det. Her i landet skal man give ormemiddel ca hver 2. måned, jeg selv giver mine hver måned, vi har masser af lopper og de giver orm, vi har jo ikke frost etc. der afliver lopper, aeg , larver og her i tørkeperioden, er jorden tør og det er lige noget for lopper. Masser af de opkald jeg har fået, har jeg videregivet til dyrlægen i Tabarcia som laver mange sygebesøg og altid er villig til at hjælpe mig eller rettere dem. Det er alt fra overkørte katte og hunde, slangebid, frøforgiftninger, rotteforgiftninger etc. alt sammen dyrlæge ting som jeg ikke kan klare idet dyrene skal lægges i drop og det kan jeg ikke. Hos dyrlægen har jeg sikkert en kæmperegning, jeg har heldigvis glemt de fleste tilfælde men bliver “reminded” når jeg skal betale ham, for indianerne har ingen penge til deres dyr, de har knap nok til sig selv og landbefolkningen har mad men ingen kontanter så det gå sku fint.

Som om det ikke var nok, så laver jeg jo en del kastrationer og nu prøver jeg at gøre det anderledes. Det vil sige, at jeg prøver at få folk lidt mere involveret dels i kampagnen, finde et sted at holde klinikken og i øvrigt klare sig selv med min hjælp, men at jeg ikke fysisk behøver at være der. En gruppe kvinder i Puriscal har netop afholdt en kastrations-klinik sammen med min unge veninde, Laura, som står for det pengemæssige. Jeg kom med alt det de skulle bruge, mit groomingbord, børster og kamme, loppemidler, store sorte plastikposer til det der blive opereret væk, forlængerledninger, en lille støvsuger til hundehår efter at de er blevet barberet ved indsnittet, vat og øresæbe til rensning af disse, cremer til sår eller svamp i huden, karton og vinylduge til at lægge dyrene på til opvågning, så de ligger varmt og rent, køkkenrulle etc. og sidst men ikke mindst, læsestof til folket, så mens de venter, kan de blive lidt klogere!!! Der står alt om hvordan de skal passe deres dyr i al almindelighed og specielt efter operation. Denne klinik var en stor succes, der kom 85 dyr og en 5-6 tæver fra gaden blev hentet og opereret. Det var lidt dyrt for mig, jeg skylder dyrlægen 70000.00 colones som han lige må vente lidt med til jeg har nogle donationer men han siger at det er ok, han ved jo at han får dem når jeg har dem. Denne klinik var den 16. marts 2008…

En dame ringede og spurgte hvornår jeg havde den næsteste, fordi hun ikke kunne komme til den i Puriscal. jeg spurgte hvor hun boede og det var i en lille by her i nærheden, og så sagde jeg til hende “vi kan sagtens lave en i din by, du skal bare finde lokalet og så arrangerer jeg dyrlaegen” !!! Hun ringede 5 min senere, havde lokalet og jeg fik dyrlægen. Det var den 31.marts 2008, og der kom 71dyr deriblandt mange gadehunde som venlige folk fodrer men de bor på gaden. Alene det, at de fodrer og passer dyrene er jo fint nok, så jeg gav operationen til dem gratis samt ormemidler til dagen efter, der var vel en 14 tæver og et par hunmisser og derfor dyrt, der skylder jeg dyrlægen 105000.00 colones men det var godt at få disse tæver med, dels var de gravide eller i løbetid og hvis man beregner et kuld fra hver på gennemsnitlig 6 hvalpe, ca halvdelen tæver som går i løbetid efter ca 6 – 7 måneder , så kan I jo se hvad dette betyder for hundebestanden når dette sker hver halve år!!!

Til denne klinik var jeg der selv, jeg tog af sted kl 8 om morgenen og kom hjem kl. 17, dødtræt og helt hæs af at snakke og regere. Jeg satte det hele i gang, jeg havde to hjælpere Laura og Eugenia, dyrlægerne laver deres og vi laver vores. jeg havde denne gang masser af materiale/læsestof og til ungerne en malebog jeg har lavet baseret på dansk kennelklubs program “barn og hund”. jeg meddelte folket at i dag skulle vi gøre det anderledes, at hver i sær skulle groome deres egne dyr og Eugenia var der til at hjælpe med det. Laura kasserede først og derefter hjalp hun Eugenia og alle var mere end villige til at lære. Jeg selv tog en gruppe børn, en 20 stykker og dem der kunne læse, skulle læse op fra malebogen og så diskuterede vi teksten f.eks. alt det man ikke skal gøre for derved at undgå at blive bidt, ikke klappe en hund man ikke kender, aldrig stirre en hund direkte i øjnene etc. Jeg involverer ungerne med små sketches kan man sige, f.eks ikke stirre, gør jeg sådan at jeg tager en dreng, den mest frække i gruppen, siger til ham at nu er du hund og jeg er dig!!! Der sker dig ikke noget, og han står op og jeg går hen mod ham, stirrende i hans øjne og ender op helt tæt på. Så spørger jeg ham: ”hvordan føler du dig, er du bange?”, og svaret er altid “ja, jeg har det ikke godt”. OK siger jeg så, nu gør vi det igen, bare på en anden måde!! jeg går igen hen mod ham, men denne gang standser jeg lidt op, går i bue og kigger ikke på ham, jeg ender op på samme måde som før , helt tæt på ham og spørger om han er bange?? ”Nej”, siger han, ”jeg har det godt!!!” Denne dreng var en lille frækkert, 12 år og lige den alder hvor drenge driller alt og alle inkl. hunde, men efter denne “session” var han helt rolig og ikke så fjollet. jeg spurgte gruppen om der var nogle de kendte der drillede hunde og Gud hjælpe mig om ikke den 12aariges to små brødre sagde, at det gjorde han!!!! hvorpå jeg sendte ham et strengt blik og sagde at fra nu af, holder du op med det hvilket han lovede!!!Det gør han nu næppe, men jeg har sået et lille frø!! I malebogen lærer de også, at man ikke skal tage mad og legetøj fra en hund og næste gang vil jeg købe slikpinde, give en til hvert barn, bede dem om at holde den op i luften og derefter samler jeg dem ind igen og putter dem i en pose!!!!. Jeg er så ufin at glæde mig til at se deres øjne når jeg tager den igen og putter den væk!!!! og så vil jeg høre om hvordan de syntes det var, at have noget for derefter ikke at have det og derefter får de naturligvis slikkepinden igen. Når vi har gennemgået malebogen og teksten som også er på engelsk, så farvelægger de med tush som jeg har købt billigt, og disse kan de tage med hjem og snakke og fortalle om det de har lært til de andre søskende, nogle i gang med at lære engelsk, forældrene hører det og den gamle bedstemor også, og mit håb er, at de fatter hvad det er det handler om.

Jah, kære hundevenner, det var det jeg ville berette om idag. ha det godt allesammen, nu kommer sommeren snart til jer og vi venter på regnen, vi har 30 graders varme, lidt overskyet og forhåbentlig kommer der en skvæt vand til dyr og planter….. Knus Lise

/af

Costa Rica – 2. april 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære Alle sammen

Tro endelig ikke, at jeg har glemt jer, men jeg har haft og har problemer med min computer, teknikeren har været her flere gange og fandt til sidst ud af, at der var støj på telefonledningen, hvilket blev repareret men åbenbart ikke godt nok, for jeg kan stadig ikke bruge den ledning til putteren. Ergo må de komme igen…jeg er bare SÅ træt af det men måske er der håb forude for til min fødselsdag hvor jeg blev 50 somre, skillingede min mand, Uwe og vennerne sammen til en labtop og efter sigende skulle der komme et tårn op i nærheden og så skulle jeg kunne have noget der hedder “wireless” (I ved hvordan jeg er med de der tekniske ting!!!!)

Jeg er frygtelig bagud med praktisk taget alt, jeg har bare haft så travlt med dyrene over det hele, folk ringer og regerer med syge dyr og til mange af dem, må jeg sende en dyrlæge da det er noget jeg ikke kan klare selv, han har vel været ude og tilse en 10 hunde, jeg har allerede lost track!!!, så der har jeg nok en fed regning liggende, well normalt behandler han mig pænt så vi må se.

Jeg skriver kort i dag fordi jeg er frygtelig nervøs for at have fået en epidemi af en eller anden slags og som er dødelig. I onsdags måtte jeg ind med Chip der havde dårlig mave med blod i afføring og han var meget trist. han kom i drop og blev behandlet med antibiotika og andet men responderede ikke på behandling og døde i går eftermiddags hos dyrlægen. jeg talte med Claudio, og han sagde, at jeg skulle passe meget på og holde øje med de andre dyr, for han kunne ikke sige hvad Chip var død af, men han blev pludselig ved middagstid helt gul og det tyder på lever problemer, hans tis var også helt, helt gult da jeg besøgte ham i forgårs for at se, om jeg kunne få hans humør lidt op at stå. Jeg havde min egen lille Whisky med, 14 år gammel foxterrier fordi han ikke ville spise og desværre havde jeg dem sammen dvs. whisky var på gulvet og Chip i mit skød, men de snusede til hinanden. Begge har spist nogle bugs som vi har udbrud af i øjeblikket og disse bugs har dels et germen, dels modhager på benene som gør at de ligesom sætter sig fast i hals, mave og tarm og destruerer slimhinden. Nu kommer det værste…her til morgen kommer Marito og siger at Nela afleverede noget afføring med blod i!!!! Ved du hvad det kan betyde?? at alle hunde kan være inficeret da alle har spist disse bugs MEN det kan også være noget andet ifølge min dyrlæge, og det er at disse vildhunde vi har i området, coyotes, har en speciel mutation af hepatitis og 10 af hundene går jo tur hver dag til floden og de har måske snuset til afføring eller urin fra disse coyotes, blevet inficeret og går det helt galt, så har de også inficeret de andre hunde de går sammen med. Det er noget nær frygteligt , jeg er så bange for at alle har fået “noget” og det kun er et spørgsmaal om tid. Uwe er i Puriscal hos lægen der og når han og Marito kommer hjem, tager Marito og jeg til dyrlægen i San Jose, og så må han se hvad der er i vejen med Nela og hendes bror Duke, som jeg også tager med, de sover i samme bur. Jeg er så bange så derfor beder jeg Marito om at køre mig, jeg er alt for nervøs selv.

Jeg er smuttet igen, wish me luck, det har jeg sandelig brug for…knus Lise

/af

VI MED HUND-messe 2007

,

En succes uden lige……..

Folk stod i kø for at komme ind til Danmarks største “hundehus” i Brøndby Hallen i weekenden 12. – 14. oktober 2007. Mange lagde deres besøg forbi Dyrenes SOS stand, og vi fik også lejlighed til at hilse på mange af vores trofaste medlemmer.

Vi fik delt over 2000 brochurer ud og børnene fik balloner, hvilket vakte stor begejstring. Mange havde valgt at tage deres hund med på messen, og de fik selvfølgelig et orange eller grønt tørklæder om halsen så de kunne reklamere lidt for vores sag. Ja, der var vist ingen der var i tvivl om hvilken stand de orange T-shirts, orange balloner og halstørklæder kom fra :o)) Selv vagten sagde, at det vist var en rigtig god ide med vores balloner, idet de kunne se glæden i børnenes øjne.

Vores banner vakte også stor opsigt, for folk stoppede op for at kigge på de mange billeder vi havde hængt op og skulle lige hen og få en snak om vores arbejde for gadedyrene i udlandet.

Vi takker alle vores frivillige der bemandede standen i weekenden og var med til at sprede vores budskab. Messen var alt i alt en kæmpe succes, og vi håber at vi bliver inviteret igen til næste år. Tak til “Vi Med Hund” fordi vi fik lejlighed til at deltage i denne fantastiske messe.

I forbindelse med vores stand på Vi med hund messen 2007 har vi trukket lod blandet de medlemmer, som meldte sig ind i Dyrenes SOS på standen:

Vinder af gavekort til fotoserie hos Tosafoto:
Aleksandra Ernst

Vinder af gavekort til hundemassage på Københavns Dyrehospital:
Eva Frigioni

Vinder af et års abonnement på Hundesitter:
Christina Basbøll

Derudover afholdt vi en konkurrence, hvor alle kunne deltage – konkurrencens spørgsmål var:

Hvor mange gadehunde kan du hjælpe
om året for 30,- om måneden?

Svar: 14 gadehunde

Vinder af 1 stk Dyrenes SOS t-shirt:
Bodil Anthony
Wickie Zebith
Pia Willumsen Berg

Vinder af 1 stk Dyrenes SOS tørklæde:
Oscar Ewald Sandberg
Kaja Bisgaard

Vinder af 1 stk bamse:
Kristine Waage
Nicholas Pedersen

Rigtig hjertelig tillykke til vinderne, som allerede er kontaktet.

På foreningens vegne

Bestyrelsen :0)

/af

Hundens dag i Otterup ved Fyn – September 2007.

, ,

Hundens dag i Otterup ved Fyn – September 2007.

 

Anita fra www.kæledyremagasinet.dk var initiativtager til en super skøn Hundens Dag i Otterup på Fyn søndag d. 2. september 2007. Mange mennesker mødte op med deres dejlige hunde og Anita havde planlagt en god rute fra sportspladsen på omkring 5 km. Meteorologerne havde lovet regnvejr, men vi var så heldige at vejret var med os hele dagen. Det var kun til sidst, da arrangementet var slut, at det begyndte at støvregne.

Anita havde fået Royal Canin til at sponsere 5 kr. pr. ben der mødte op og deltog i arrangementet, og der blev uddelt flotte præmier til de 3 der havde fået flest deltagende ben med til arrangementet. Det blev til i alt 262 ben, hvilket jo må siges at være flot.

Hele Anitas søde familie havde startet dagen med at sætte telte og agilitybaner op på pladsen, så alt var klart da vi ankom. Anita havde fået deres lokale bager til at sponsere de dejligste chokolade muffins, som simpelthen smagte så englene sang.

Da vi kom tilbage fik alle serveret kaffe, øl eller vand samt kage. Vi fik besøg af en tysker som havde medbragt sine to dejlige hunde, og han lavede en lille agility opvisning. Alle var meget velkomne til at afprøve agilitybanen og det var lige noget hundene kunne lide :o)

www.tosafoto.dk, som er vores trofaste støtter, var også mødt op med hele deres professionelle udstyr og de tog nogle super flotte billeder af både hunde og børn. Susanne og Torben er nogle fantastiske mennesker, og man kan mærke på dem at de brænder for det de laver. De kan få de fleste hund til at slappe af og sidde og kigge interesseret på kameraet som om de aldrig havde bestilt andet :o)) De fik som sædvanligt nogle super flotte billeder i ”kassen”. Susannes mor fyldte 70 år denne dag, og alligevel var de mødt op for at støtte vores forening, hvilket jo må siges at være rigtig flot. Da de havde pakket hele deres telt og udstyr sammen om aften, så drog de af sted til fødselsdag.

Anita mener selv at det var den føste hundemarch på Fyn, og da der var så stor interesse fra hundeejere, er det Anitas plan at det skal være en tilbagevendende begivenhed hvert år i september måned. Anita vil blive tilføjet på hjemmesiden under frivillige, og vi glæder os allerede til næste år, når ture atter går til Otterup.

Vi vil hermed gerne sende en stor TAK til Anita og hele hendes søde familie for at afholde dette fantastiske arrangement til fordel for Dyrenes SOS. Vi vil ligeledes takke Tosafoto for altid at stille op til vores arrangementer og støtte vores forening, samt til Royal Canin som også har været meget søde til at støtte os økonomisk ved flere lejligheder.

På foreningens vegne
Helene og Trine

/af

Street cats in Barcelona – august 2007

, , , , , ,

By Veterinarian Mogens Østergaard Hansen

In August 2007, vet Mogens Hansen from Dyreklinikken Holger Danske was in Spain as a volunteer to help a project for street cats. During the five days he spent in the clinic, 85 cats and 22 dogs were sterilized and marked. This is his story:

Through my work with street dogs in India and Thailand, I am in the committee for the newly founded organization Animal SOS. The goal of this organization is to support projects for street animals (primarily dogs, cats and hoofed mammals) in the world both practically and economically. At the annual general meeting we were asked if it was possible to help an organization close to Barcelona in Spain that had a serious problem with street cats. At first I was not interested because I had already planed a new project in Thailand in October/November 2007 but after some consideration, I managed to change my schedule so I could go to Spain for a week.

In August, we went South with equipment and medicine and after two days in a car we were happy when we arrived in Barcelona. We were going to a small town near the coast called Castelldefels. Here we met up with Jose Louis, an elderly man who did not speak English (not a lot of Spaniards speak English, but he spoke German instead (which I did not speak). Luckily he knew some French with which we could communicate.

We went to the clinic that consisted of three rooms with strip lights, some tables and a toilet and nothing else! No refrigerator, no equipment and no medicine. The vets who had been there before us had also brought their own equipment but they could really use the most basic things in the clinic. But we just had to get started.

Through my many projects in India and Thailand (see descriptions of these projects here) I was used to work under the strangest conditions by now, so this was close to luxury. We took out our equipment and the first day I examined basically all the cats (22), which they had expected would last two days. So I looked forward to the next day being a bit more relaxed.

But that was not going to happen. They had been out catching cats all night which meant that a large number of cats were waiting for us. Besides that, the rumor of a fast and effective vet from Denmark had been spread so there were also a couple of dogs from a local animals’ home. And it was supposed to be a cat project! But never mind we took the dogs also.

The days continued like this with lots of cats and dogs and in the end of the fifth day, the final numbers showed we had operated on 85 cats and 22 dogs. Everyone had made a great effort and was happy.

The last day Anna and I were out looking at animals’ homes and this was a great experience. We had heard so much about “evil” Spaniards who have bull fighting and hang their hunting dogs when they are not effective anymore. But then we arrived at the animals’ home where a lot of young Spanish volunteers who work with the animals in 35 degrees and without pay.

We saw most of the dogs and the majority of them were cute and very affectionate. Like in most places in the world, the dogs in Spain start out as family dogs but end up in the streets. People buy a puppy but when it gets bigger, it is not as cute anymore. Maybe you want a new puppy or you have to visit your family somewhere else in Spain so you let the dog out somewhere away from your house and then you have a street dog.

The cooperation with the local volunteers was good but it is thought-provoking that both local and state government show so little interest in helping. There should be decent facilities and equipment and the volunteers should get paid. Today they use a large amount of their own money to help animals in need!

Anna and I also had time to experience Barcelona where we stayed in a hotel close to the main street La Rambla that always buzzes with life.

We were offered private accommodation close to Castelldefels but we chose the hotel to be close to downtown Barcelona when we did not have to work.

But the last day we were invited to Jose Louis and his wife’s house to have Paella and Sangria together with the other helpers and we were offered to stay with the woman who first had offered us accommodation.

We had planed to drive back to Denmark but it became late and the atmosphere was friendly so we decided to take her offer. After seeing her house we decided that we could stay there next time. It was a giant house with our own section with living room, bedroom and bathroom on a mountainside. It also had a big swimming pool with a view over the Mediterranean and a big terrace above the pool. It was like a Hollywood movie.

The next project is in Thailand and so far we are tree vets and nice nurses from Denmark, Sweden and Norway more about that later.[divider]

/af

Hundemarch i Vejle – 14. januar 2007.

, ,

Hundemarch i Vejle – 14. januar 2007.

Til trods for trafikkaos, samt lukning af Storebæltsbroen over middag, var hundemarchen atter en stor succes. Omkring 100 mennesker var mødt op med deres vidunderlige hunde, hvilket var så dejligt og livsbekræftende at være tilskuer til.

Vi, som jo kom fra Sjælland, slap med over broen omkring kl. 11.00 inden den blev lukket. Det var meget heldigt, idet vi skulle deltage i årets første hundemarch i Vejle kl. 13.00. Da vi ankom til Vejle, var de første allerede ankommet til hundemarchen, og vi gik derfor straks i gang med at sætte vores medbragte telt op. Vi var så heldige, at vi kunne sætte det op i læ af nogle høje træer.

Kirsten fra www.ammestuen.dk stod denne gang for hundemarchen. Kirsten er en fantastisk ildsjæl der har gjort et helt fantastisk stykke arbejde for at få denne hundemarch op ad stå. For det første havde Kirsten været rundt hos rigtig mange virksomheder i Vejle og fået sponseret over 100 flotte gaver til dagen. Hun havde også bagt næsten 200 boller, som hun, med god støtte for naboer og venner, solgte. Desuden blev der blev solgt kaffe, te og sodavand. Der blev afholdt amerikansk lotteri og alle lodderne (700 stk) blev hurtigt udsolgt :o)

DCH var også mødt op – trods vejret og et indbrud i deres klubhus – til en lille opvisning med deres dygtige hunde. Desuden var Kirstens dyrlæger fra Vindinggård dyreklinik .- Lars og Bente – tilstede og stod for uddeling af diplomer til alle der fuldførte hundemarchen. Kirsten havde lagt en rigtig god rute på omkring en times tid. Da folk kom tilbage efter turen, blev der købt masser af kaffe, te, boller og sodavand og folk kunne afhente deres flotte gaver fra lotteriet. Der var så mange gaver og de fleste fik derfra med gaver i favnen. Hele overskuddet gik ubeskåret til Dyrenes SOS. Resultatet var rigtig flot, idet der kom hele 3.453 kr. ind :o))

Vi vil gerne sige tak til Kirsten fra ammestuen for en helt fantastisk dejlig dag. Hundemarchen var rigtig godt planlagt. Dejligt at der findes sådan nogle ildsjæle som Kirsten, hun er med til at gøre en forskel for gadedyrene i udlandet samt her i Danmark, hvor hun hvert år redder mange moderløse hvalpe. Hun er og bliver en fantastik person. Kirsten vi er meget taknemmelige for din støtte og hjælp til Dyrenes SOS, og vi er stolte over, at du har engageret dig i vores forening!!!!!!!

Tak til sponsorerne af de mange gaver:

Mosquito cykler, Vindinggård, Vejle
Total Radio og tv, Vindinggård, Vejle
Tholo hunde artikler, Ebeltoft
Special foder, Sjællandsgade, Vejle
Tufra Dyrehandel, Vejle
Michael’s køreskole, Kolding
Garn og Design, Vestergade, Vejle
Superbest, Åcentret, Vejle
Frisør Klip Inn, Vejle
KC-Superbest, Vindinggård, Vejle
Mølholm Vin – Kolonial, Vejle
Silvan, Vejle
Petcare, Thistrup Vejle
Trælast, Vejle
Lene’s Hundesalon, Vejle
Kennel Tears of Joy (Engelske Cocker Spaniels)
Eukanuba hunde- og kattefoder
Jysk, Vejle
Charly’s Pub, Vejle
Winnie Sørensen, Vejle
August Hansen, Vestergade, Vejle
Børge Madsen Cykler, Vejle
Hos Hanne, Vejle
Tendens, Nørregade, Vejle
Vesterport Blomster, Vejle
Buddy Legetøj, Vejle
BR Legetøj, Vejle
Vejle Støvsuger Central
Frisør Henrik Stjernholm, Vejle
Blomsterhuset, Vejle
Handelsbanken, Vejle
Idea Skum, Vejle
Vejle Tæpper
Sportsmaster, Vejle
Hundesvømmehallen Bredal
Senge Xperten, Vejle
Bauhaus, Vejle
KW Hunde- og katte artikler
Hviids Vinstue Fredericiagade, Vejle
Birthe Friis, Hobro
Royal Canin Hunde- og kattefoder
Jan Nielsen
Bredy’s Bar, Vinggård
Wter Blue/Hitch Cock – opdrætter af engelske cocker spaniels
Vinding Tømerer Forretning
Gitte og Flemming Sneftrup
Midform A/S, Middelfart

/af

Stand i ZooZity – 10. december 2006

,

 

Stand i ZooZity – 10. december 2006

zoozity9.jpg

Det var en fantastisk dejlig dag vi havde i ZooZity, hvor mange var mødt op med deres hunde for at få sig en snak om vores forening og vores arbejde for gadedyrene i udlandet. Det var en spændende oplevelse at stå midt i ZooZity en søndag, og tale med så mange interessante mennesker og hilse på deres hunde. Mange havde vi jo skrevet med, men aldrig mødt, så det var dejligt at få sat ”ansigter” på :o) Vi fik delt vores flotte brochurer ud og en del giroindbetalingskort. Folk har også været søde til at donere penge til Dyrenes SOS, hvilket vi jo er meget taknemmelige over.

zoozity4.jpg zoozity5.jpg zoozity6.jpg
zoozity1.jpg zoozity2.jpg zoozity3.jpg

Tosafoto var også mødt op, og mange benyttede sig af deres tilbud om at få taget billeder af deres søde hunde og dejlige børn med nissehuer.

zoozity7.jpg zoozity8.jpg zoozity10.jpg

Vi har tænkt os at gentage denne succes igen, idet deres butikschef sagde at vi var meget velkomne igen – dette tilbud vil vi selvfølgelig benytte os af!!

/af

Stand i ZooZity – 10. december 2006

,

Det var en fantastisk dejlig dag vi havde i ZooZity, hvor mange var mødt op med deres hunde for at få sig en snak om vores forening og vores arbejde for gadedyrene i udlandet. Det var en spændende oplevelse at stå midt i ZooZity en søndag, og tale med så mange interessante mennesker og hilse på deres hunde. Mange havde vi jo skrevet med, men aldrig mødt, så det var dejligt at få sat ”ansigter” på :o) Vi fik delt vores flotte brochurer ud og en del giroindbetalingskort. Folk har også været søde til at donere penge til Dyrenes SOS, hvilket vi jo er meget taknemmelige over.

Tosafoto var også mødt op, og mange benyttede sig af deres tilbud om at få taget billeder af deres søde hunde og dejlige børn med nissehuer.

Vi har tænkt os at gentage denne succes igen, idet deres butikschef sagde at vi var meget velkomne igen – dette tilbud vil vi selvfølgelig benytte os af!!

/af

Gadehunde i verden

,

Af Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen

Gadehunde er et meget stort problem i store dele af verden. I Europa skal man ikke længere væk end Spanien og Italien, før der er gadehunde, og det er et stort problem i Grækenland og Tyrkiet, hvor mange nordeuropæere gør et stort arbejde for disse hunde. Også i Asien er der et stort problem, men hvordan yder man den bedste indsats for at afhjælpe gadehundeproblemerne?I mange områder over hele verden, senest i forbindelse med forberedelserne til olympiaden i Grækenland, er der blevet brugt gift og elektricitet til aflivning af gadehunde. Men det har vist sig, at når man afliver hundene på denne inhumane måde, opstår der et tomt biologisk rum, som lynhurtigt bliver fyldt ud af mange nye hvalpe, og at man faktisk ender med en meget større population af hunde.

Den rigtige løsning har vist sig at udføre såkaldte ABC programmer, hvor man foretager neutralisering, mærkning samt rabiesvaccination af ca. 70 % af hundepopulationen i området. Hvis man samtidig kan få reguleret mængden af madaffald i området og få lokalbefolkningen til at ”adoptere” hundene, så vil dette nok være det optimale. Denne adoptionspolitik er man startet på i Bangkok i en organisation, som hedder Soi Dog Rescue (soi er det thailandske ord for gade). De andre positive effekter af et sådant projekt er en meget bedre tilstand for de hunde, som er tilbage, og så er der ikke langt til målet for en kontrolleret og sund hundepopulation.

Der er flere områder i Indien, hvor der foretages ABC projekter. Disse projekter er startet af organisationerne Blue Cross i Chennai (tidl. Madras) og af HIS (Help in suffering) i Jaipur.

Chennai havde man siden 1860 slået hunde ihjel, først med gift og senere med elektricitet. På trods af at antallet af disse inhumane aflivninger steg og steg fra 100 i 1860 til 30.000 i 1995, så øgedes antallet af hunde, hundebid og rabiestilfælde hos mennesker. Einstein har engang sagt: ”Dumhed er at gentage den samme fejl gang på gang i forventning om et andet resultat”. Så i 1995 fik man så endelig overbevist myndighederne i Chennai om at forsøge ABC projekt i området. Dette projekt har nu kørt siden 1995, og man har fået neutraliseret og rabiesvaccineret 20.000 hunde. Og hvilket resultat er der så kommet ud af dette? Antallet af rabiestilfælde i området er gået fra 120 tilfælde i 1995 til 16 i 2002.

I Jaipur er der siden starten i 1995 opereret 27.000 hunde, og også her er antallet af hundebid og rabiestilfælde faldet drastisk.

Der er nu flere steder i Indien, hvor disse projekter bliver støttet af både statslige og private organisationer. Desværre har man flere steder været meget utålmodige og gået i gang med aflivninger igen. Og hyppigt har man så aflivet de hunde, som med stort møje og besvær er blevet opereret, da de typisk også har været de nemmeste at få fat i.

Gadehunde i Thailand
Gadehunde er et meget stort problem i Thailand, ligesom i alle lande over hele verden, dog undtaget ganske få vestlige lande, heriblandt Danmark. Alle, som vi talte med i Thailand, var meget overrasket over, at vi ingen gadehunde har i Danmark. Om det overhovedet kunne lade sig gøre? Ja, de troede faktisk, at vi var fulde af løgn!

Men gadehundeproblemet i Thailand er af en lidt anden oprindelse end i mange andre lande. En stor del af Thailands gadehunde-problem bunder i den buddhistiske tankegang, hvor det ikke er tilladt at aflive hundene. Og da mange thailændere faktisk er meget glade for hunde, i hvert fald så længe at de er små og nuttede, så er det almindeligt at anskaffe sig en lille hvalp.

Den køber man typisk på et af de utallige gademarkeder eller i en af de mange dyrehandlere, hvor hundene er til udstilling i vinduerne. Men da der ikke er tradition for at opdrage hundene i Thailand, bliver ejeren hurtigt træt af hunden, når den bliver voksen og besværlig, og enten afleverer man den til et kloster, hvor munkene så skal tage sig af den, eller man sætter den på gaden i et andet område end det, man selv bor i. Der er gjort forsøg på at begrænse dette problem. Selveste Kong Bhumipol, Thailands højtelskede og respekterede konge, har adopteret gadehunde og efterfølgende trænet dem og skrevet en bog om dette for at påminde det thailandske folk om deres ansvar for disse hunde. Medierne og mange private organisationer prøver ligeledes at få folk til at adoptere gadehunde, men foreløbigt med kun ringe effekt.

I en del områder bliver der stadig lagt mad med gift ud, typisk stryknin, hvor hundene dør under store pinsler. Hvordan hænger det nu sammen med den buddhistiske tankegang, hvor man ikke må aflive hundene? Deres forklaring er, at hundene jo vælger selv at spise det foder, som giften er i, derfor kan man sammenligne det med ”selvmord”. En lidt pudsig tankegang, lidt den samme, som da jeg spurgte en tibetansk munk, hvorfor de kunne spise kød, når de ikke måtte slå dyrene ihjel. ”Det er ikke os, der slagter dyrene”, var svaret.

I Bangkok er der startet en statslig sterilisationskampagne, hvor et meget stort antal hunde er blevet steriliseret og vaccineret. Problemet er bare, at kvantiteten ikke fejler noget, men kvaliteten er elendig. Efter operationerne er der intet opsyn med hundene. Stadig bedøvede bliver de smidt ind i store bure med meget lidt mad og vand og uden opsyn i de 7 dage, som der går, før de bliver sluppet løs igen. Mange af hundene dør af væskemangel, blødninger og infektioner, ligesom en del også dør af kvælning, fordi de bliver smidt ind ovenpå hinanden. Der er en del private personer, både thailændere og expats (udlændinge bosat i Thailand), som er taget rundt til disse ”hundelejre” og forsøger at hjælpe, men det er en næsten umulig opgave. Derfor er der flere hundeor-ganisationer, som er startet, nærmest som en protest overfor dette statslige massesterilisations projekt. Og en af disse organisationer er Soi Dog Rescue, som er startet af expats (vesterlændinge bosat i Thailand). En anden organisation er Dogchance, som er startet af en rig thailandsk kvinde.

Starten på vores thailandske projekt
Jeg var i marts 2004 på et hundeprojekt i Bodhgaya i det østlige Indien, og efter næsten 3 uger på linsesuppe, ris og vand på et vestligt buddhistisk hjælpecenter i dette område følte jeg, at tiden var inde til lidt forandring. Så da jeg mødte et par fra Thailand, som lige var på besøg på centeret, og som fortalte, at man kunne komme til Bangkok for 900,-, tog jeg en rask beslutning. Mit hundearbejde i området var færdigt, og jeg havde lige 4 dage, inden jeg skulle hjem, og hvad kunne være mere lækkert end thailandsk mad og nogle kolde thailandske øl som afslutning?

Så næste dag var jeg på vej til Calcutta med toget for at tage flyet til Bangkok, og det skulle faktisk vise sig at være startskuddet til det næste hundeprojekt. For på en irsk pub på Sukhumvit Road i Bangkok så jeg henover et skummende glas Guinness øl en reklame for Soi Dog Rescue. Dette vakte min nysgerrighed, og jeg tog en seddel med hjem med deres hjemmeside.

I Danmark kontaktede jeg organisationen, som viste sig primært at bestå af udlændinge bosat i Bangkok. Mange gadehundeorganisationer over hele verden bliver startet af udlændinge, som ønsker at gøre livet bedre for hundene. Og Soi Dog Rescue er ingen undtagelse.

Efter en indledende mail fra mig kom der meget hurtigt en positiv mail retur, om at de ville da være utrolig glade for lidt dyrlægehjælp til deres hundearbejde dernede. ”De” viste sig at være 5 utroligt energiske kvinder af engelsk og amerikansk oprindelse, og deres kontaktkvinde var Sheridan, i daglig tale Sherry, som jeg så mailede med gennem det næste stykke tid. Vi fandt frem til, at jeg kunne komme derned i slutningen af regntiden, hvilket var i oktober/november måned.

Tropperne samles
I løbet af sommeren 2004 blev min artikel fra turen i Bodhgaya i Indien trykt i Dansk Veterinær Tidsskrift, dyrlægernes fagblad, og her var der en opfordring til dyrlæger og veterinærsygeplejersker til at deltage i fremtidige ture. Og efter denne opfordring var det lige før, at min lille mailboks-postmand var træt af at slæbe alle de mails ind i min indbakke. Men til min undren var alle henvendelserne fra dyrlægestuderende eller rimeligt nyuddannede dyrlæger, ikke en eneste var fra erfarne dyrlæger. Hvad er der blevet af den gamle 70’er indstilling til omverdenen?

Men der var så mange henvendelser, at der faktisk var alt for mange personer til Thailandsprojektet. Da der var kommet en opfordring fra Bodhgaya i Indien vedr. hjælp til et stort sterilisationsprojekt i februar 2005, blev det besluttet at lave 2 ”teams”, et indisk og et thailandsk. Det indiske hold kom op på 10 personer og har været af sted i februar 2005. Her blev der holdt et møde i sommeren 2004, hvor jeg orienterede om forholdene i området og selve det praktiske arbejde, hvorefter det var meningen, at gruppen skulle klare sig selv, da jeg ikke havde mulighed for at tage med på det projekt. Det thailandske team kom op på 9 personer med afrejse i oktober 2004, og det er dette projekt, som jeg her vil skrive om.

I starten var det meningen, at jeg skulle have været af sted alene, men da Harpa, som er veterinærsygeplejerske på vores klinik, hørte om projektet, så fik jeg ikke en rolig stund, før jeg havde lovet hende, at hun godt kunne tage med. Og så ville hendes veninde Malene fra Fakse Dyreklinik også med, og så var der jo lige nogle henvendelser via mail, ja og så var vi lige pludselig 9 personer (+ 1 kone og 1 barn).

Tiden frem til afrejsen gik med planlægning af rejsen, indsamling af udstyr og sponsorater og en række mails mellem Danmark og Bangkok vedr. de praktiske forberedelser.

Første møde med Soi Dog Rescue
Efter en dejlig dykkerferie med ungerne tog jeg videre til Bangkok, og jeg havde fået følgeskab af Henrik, som er grafiker/webdesigner, og som jeg gennem flere år har lavet magasinet ”Alt om din hund og kats sundhed” sammen med. Udover at skulle stå for oprettelse af en hjemmeside om vores projekter så var det også hans opgave at tage film og billeder dernede.

I den pulserende storby Bangkok mødtes vi med personerne fra Soi Dog Rescue på ”The Dubliners”, den selv samme irske pub, hvor jeg første gang havde set reklamen for deres organisation. De var alle sammen ægtefæller til vesterlændinge (englændere, amerikanere og australier), som var udstationeret i Thailand for deres firmaer. Og så en enkelt kvinde fra Tyrkiet, som stod for arbejdet med gadehunde i Istanbul og var på besøg i Thailand.

De havde arrangeret 5 forskellige områder, som vi skulle arbejde i, således at vi skulle være samme sted 2 gange med en uges mellemrum. Dette var af hensyn til, at de opererede hunde kunne passes i en uge, inden de fik fjernet deres suturer. En kæmpe fordel for os, vi fik jo ligesom set mere af Bangkok på denne måde.

De fleste af områderne var i tilknytning til buddhistiske munkeklostre, hvor der var et stort problem med gadehunde, idet thaierne tit afleverer hunde til disse klostre, en tradition, som går langt tilbage. Og det er ikke kun hunde, som bliver afleveret på klostrene, vi besøgte et kloster tæt på Myanmars grænse, hvor munkene er blevet kendt for at modtage tigerunger, som er blevet efterladt, efter deres mor er blevet skudt af krybskytter. Og der var en lang række af andre dyr, som folk afleverede til klostrene, men det var hundene, som vi skulle koncentrere os om. Over et skummende glas Guinness hørte vi om deres forberedelser, hvilket var imponerende, når man tænker på, at de fleste ingen erfaring havde med denne slags projekter. Udover at få tilladelserne til at gennemføre projekterne i disse områder havde de arrangeret store bure til at holde hundene i en uge, købt medicin og en række andre ting ind, lavet arbejdsplaner for os og dem selv, arrangeret frokost til alle dagene, hjulpet med indkvartering til os (til en meget rimelig pris!) samt hundredvis af andre små og store ting, som altid dukker op i projekter som disse.

Først var vi 2 dyrlæger……
Fuld af optimisme gik vi så i gang dagen efter. ”Vi” var så Christian, en nyuddannet dyrlæge, som havde været i praksis i kort tid samt undertegnede. Christian havde sammen med sin kone og barn holdt 14 dages ferie på en lille ø, Koh Chang, sydøst for Bangkok og var derfor mødt op i Bangkok et par dage, før den store gruppe kom. Vi skulle denne første dag arbejde for organisationen Dogchance, som jeg omtalte i starten af artiklen. Den er startet af en thailandsk kvinde ved navn Pym, som er stinkende rig og har et kæmpe hus med have i midten af Bangkok, som hun deler med 150 gadehunde!

Derudover har hun en landejendom, hvor der yderligere er 450 hunde. Som enlig kvinde bruger hun al sin tid på at passe og pleje alle disse hunde, selvom hun har et utal af tjenestefolk til det daglige arbejde. Og med hjælp af thailandske dyrlæger har hun til dato fået opereret omkring 3000 hunde. Dyrlægerne får et beløb på omkring 80,- kr for hver opereret hund, et væsentligt lavere beløb end de normale takster, men denne indstilling til at hjælpe alle levende væsener er helt typisk for buddhistiske områder.

Og i dag skulle vi arbejde sammen med en thailandsk dyrlæge, som hed Pok. Der skal lige nævnes her, at alle thailændere har et meget langt navn, som kan være nærmest umuligt at udtale, men dette bliver ikke brugt i daglig tale. Thailændere ynder at gøre tingene så enkle som muligt, også i deres sprog, så alle thailændere får korte ”kælenavne”, der så bliver brugt i det daglige liv.

Pok arbejder normalt med registrering af rabiestilfælde, altså et kontorarbejde, men har også et bierhverv med at sterilisere og kastrere gadehunde for forskellige organisationer. Til dato har han opereret 3000 hunde, hvilket må siges at være et meget højt antal, da han kun er 35 år. Og det skulle vise sig, at han udover at være en utrolig behagelig og afslappet fyr, også var rimeligt fiks på fingrene. Gennem dette lille hul foretog han operationerne på ingen tid. Så Christian og mig havde en lidt hård start, hvor Christian lige skulle ind i hele operationsteknikken og prøve de forskellige komplikationer, der kan opstå. Dette medførte små spydige kommentarer fra vores kære hundedame Pym, som undrede sig over, om vi var gået i stå ved vores bord. Men da dagen var gået, havde Christian og mig tilsammen da nået samme antal hunde som Pok, og gennem de følgende 2 uger opnåede vores gruppe en stor respekt for det arbejde, som vi udførte, og især vores måde at organisere tingene på.

….men nu er gruppen samlet!
Og efter 2 dage, hvor Christian efterhånden var kommet godt ind i det hele, så fik vi vores gruppe herned.

Der var stor glæde, da hele gruppen nu var samlet, for nu kunne vi få organiseret tingene på vores måde. Christian og jeg havde indrettet os efter den thailandske måde at arbejde på, men det er bedre og mere effektivt at arbejde efter sit eget system.

Vi kom meget hurtigt ind i en god rytme, hvor alle fandt deres rolle, og efterhånden mindede det hele om et godt koreograferet skuespil, hvor alle roller var besat. Selvfølgelig bar det i starten præg af, at de fleste ikke havde prøvet denne måde at arbejde på før, og at de ikke havde den store erfaring med operation. Operationshullerne var lidt store, hvilket jeg jo måtte kommentere med, at de kun skulle sterilisere hunden, ikke lave hjernekirurgi og fjerne analkirtler gennem samme hul! En bemærkning, som medførte en del stramme smil og spydige svar, men en kraftig reducering i hullernes størrelse gennem dagene. Og mens vi havde det varmt med sterilisationerne, så svedte Harpa og Malene med at gøre hundene klar til os. De skulle lægge venekateter, bedøve, tømme blære, barbere og desinficere alle hundene, inden at vi kunne gå i gang med operationen. Og efter operationen stod de meget energiske folk fra Soi Dog Rescue klar til at rense såret, øretatovere, give antibiotika, parasitmiddel og vaccination. Men når vi så var færdige efter dagens arbejde og havde pakket vores ting sammen, så havde disse folk meget mere arbejde. De skulle køre alle tingene til næste sted, rengøre alle instrumenterne og sterilisere dem, checke alle de opererede hunde hver dag og indfange hunde sammen med hjælpere fra området. Så gennem dagene kunne vi fornemme en snigende træthed indfinde sig hos disse energiske personer. En træthed, som mod enden af projektet gik over i en decideret udmattelse og nærmest kollaps på grund af mangel på søvn og hvile. Til slut lignede de nærmest de hunde, som vi havde til opvågning efter operationerne.

Men vi klarede alle de hunde (+en del katte på klostrene), som der var planlagt uden de store problemer. Dog var der et sted, hvor der var 4 hunde, der døde for os uden påviselig årsag. Det var samme dag, samme sted, og de 3 af dem døde inden opvågningen. De fik standard bedøvelse, der var ingen unormal blødning, og de virkede sunde og raske. Så svaret svæver i vinden.

Alle de syge hunde
Når hunde lever som gadehunde, er det klart, at der er helt andre sygdomsproblemer end vores ”indendørs” hunde i Danmark. Der er meget større smitterisiko med parasitter, bakterier og virusinfektioner, og der er meget større risiko for skader (bid, påkørsel). Når dertil lægges, at der ikke er opsyn med disse gadehunde, samt at man ikke afliver hunde, ja så var der mange syge hunde på gaderne, som i Danmark ville være blevet aflivet lang tid inden. At en hund mangler et ben, er meget normalt i den tredje verden. Men vi så hunde, der manglede begge forben eller begge bagben. Hunden, som manglede begge forben, havde faktisk tilpasset sig så meget, at den mere bevægede sig som en kænguru. Den levede ude på landet på Pym’s ejendom, hvor hun havde de 450 hunde. Her så vi også ca. 30 hunde, som var blevet påkørt og lammet i bagkroppen. De slæbte bagkroppen efter sig og fik dagligt skiftet forbindinger på bagbenene for ikke at slide huden af. Der var også mange hunde i behandling for en kræftform, som overføres ved seksuel aktivitet. Disse hunde havde store blomkålsagtige kræftknuder i skeden hos tævehundene og bagved forhuden på hanhundene. Nogle havde spredninger til slimhinderne i øjnene eller munden, således at øjnene og munden var fuldstændigt dækket af dette væv. Der var hunde, hvis hud var nærmest et panser af fortykket hud og uden et hår på kroppen.

Men til forskel fra mange andre lande, så er der mange, der gør et stort arbejde i Thailand for disse hunde. Som f. eks. Pym, der tager alle disse syge hunde til sig og betaler dyrlægehjælp for dem. Operationer som amputationer af lemmer, mange benbrud, fjernelse af store kræftknuder, behandling for hudlidelser og meget andet…..hun kører dem til dyrlæge og sørger for den videre pleje for dem. På et tidspunkt fortalte hun, at operation af en dobbeltsidig lårbensknoglebrud kostede 4000 Bath inklusive alt!, hvilket svarer til ca. 400,-. Lettere rystet fortalte jeg hende, hvad en tilsvarende operation ville koste i Danmark, og lige pludselig var hun glad for ikke at have 600 hunde i Danmark.

Epilog
Når jeg ser tilbage på vores tur i Thailand, så må jeg sige, at det var en meget stor oplevelse. Entusiasmen og arbejdsglæden var fantastisk, og der var en god stemning hele vejen igennem. Også når tingene ikke lige gik efter bogen….og det sker tit på sådanne projekter. I starten var jeg naturligt nok ”læreren”, som stod stand by ved operationerne, hvis der manglede gode råd. Teknikken skulle jo lige læres, og rutinen skulle lige ind i kroppen. Men det er komplikationerne, som man lærer af. Her er det specielt blødningerne, som kunne volde problemer. I forvejen bløder disse dyr mere, muligvis på grund af parasitbelastningen, og dette medførte, at de unge dyrlæger fik et helt andet forhold til blødninger. Det skulle bløde en del, før vi tog det alvorligt, og det tog lige et par dage fro dem at vænne sig til. Men de lærte efterhånden at tackle alle problemerne, så de arbejdede fuldstændigt selvstændigt efter kort tid og støttede hinanden virkeligt godt.

Siden jeg kom hjem, har jeg holdt foredrag om gadehundeprojekterne på Landbohøjskolen for de veterinærstuderende, hvor der var et flot fremmøde med godt 100 personer. Der var en fantastisk interesse for projekterne, og der var mange studerende, der gerne ville med på tilsvarende projekter.

Jeg ser mange indlysende fordele ved, at der kommer nyuddannede dyrlæger eller dyrlægestuderende på sidste del med på disse projekter. Ud over de menneskelige fordele ved at arbejde sammen i en gruppe, hvor der kræves disciplin, tolerance, fleksibilitet og en masse andre positive egenskaber, så får man også på meget kort tid en masse kirurgisk erfaring. Faktisk kan man på 14 dage opnå samme mængde operationer, som man normalt bruger 2 år eller mere på hjemme på en gennemsnitlig dansk klinik. Derfor kan mange chefdyrlæger med fordel sende deres nye assistent af sted på en sådan tur for et beløb svarende til et 3 dages kursusophold i udlandet.

Som en start har firmaet Boehringer Ingelheim udlovet 10.000,- til en dyrlægestuderende til at deltage i et projekt i Indien eller Thailand. Der bliver udvalgt blandt de ansøgninger, som kommer ind, og der skal afleveres en lille rapport med billeder efter turen.

Men også veterinærsygeplejersker vil have stort udbytte af disse ture. Vi havde 2 veterinærsygeplejersker med, og de var nærmest uundværlige. De sørgede for al forberedelse og klargøring, ligesom de havde stor indsigt i og styr på vores udstyr. Også her kunne chefdyrlægerne have fordel af at sende deres VSP’er af sted. For øvrigt er chefdyrlægerne også velkomne til at deltage!

Tak

Vi vil gerne takke følgende firmaer for velvillig støtte til Thailandsprojektet:
Alm. Brand Dyreforsikring
Bayer
E Vet
Intervet
Kruuse
Leo Animal Health
Novartis
Orion
Royal Canin Danmark
Seva Rosco
Scan Vet
Scanimal Health
Schering Plough

Boehringer Ingelheim bidrager med støtte til en veterinærstuderende til et fremtidigt gadehundeprojekt.

Man kan læse mere om de 2 gadehundeorganisationer på:

Soi Dog’s hjemmeside

DogChance’s hjemmeside

/af

Hundemarchen i Fredericia d. 15.oktober 2006 var en STOR succes

,

Hundemarchen i Fredericia søndag d. 15.oktober 2006 var en STOR succes, og folk fra hele Danmark deltog med deres dejlige firbenede venner. Vejret var pragtfuldt, hvilket gjorde, at alle fik en dejlig oplevelse i skoven med deres elskede hunde.

Der var mødt i alt 396 mennesker op denne dejlige dag, og de var ledsaget af i alt 219 vovser. Alle racer og tænkelige gadekryds var repræsenteret denne dag, så det var virkelig en fornøjelse at se så mange forskellige hunde samlet på et sted.

Erritsø¸ Dyreklinik som jo stod for arrangementet, som blev afholdt i Hannerup Skov, havde virkelig gjort et godt stykke arbejde og havde været gode til at annoncere denne hundemarch mange steder, hvilket jo betød at rigtig mange mødte op. Vi vil derfor takke Erritsø¸ Dyreklinik for det flotte initiativ, vi fik alle en oplevelse som vi sent vil glemme. I er nogle fantastiske dygtige og meget engagerede piger, og det var tydeligt at mange mennesker og hunde var glade for at gense Jer til dette arrangement. Der var faktisk mange der spurgte, om ikke vi kunne gentage dette til næste år, så hvem ved, måske mødes vi igen :o)

Royal Canin var også mødt op, og havde udlovet 5 kr. pr. ben der deltog i hundemarchen (min. 4.000 kr.). Dette betyder, at de donerer 8.340,00 kr. til Dyrenes SOS/Dyrlæger uden Grænser, hvilket betyder meget for os, da vi så kan gøre en ekstra indsats for gadedyrene i Dharamsala i Indien. Vi takker derfor Rikke fra Royal Canin for sin deltagelse og for alle de fine godteposer der blev delt ud til hundene.

Tosafoto deltog også i arrangementet og de tilbød at tage billeder af hundene (et stk. foto for 25 kr. og 5 stk. for 100 kr.) Beløbet der kom ind – kr. 1825,- – vil også gå til Dyrenes SOS/Dyrlæger uden Grænser. Der var kø¸ ved deres telt og rigtig mange var interesseret i at få taget et flot billede af deres skønhed. Vi vil derfor også gerne takke Tosafoto har Jeres flotte indsats.

Kolding agility klub mødt op med deres dygtige hunde, og gav nogle fantastiske flotte opvisninger. Det er imponerende at se, hvor dygtige Jeres hunde er. Folk kunne også selv prøve med Jeres egne hunde, hvilke mange benyttede sig af, og til stor glæde for mange hunde.

Alt i alt var det bare en fantastisk dejlig dag, hvor vi fik talt med mange mennesker om vores nystiftet forening. Vi fik solgt en del af vores flotte tørklæder til hundene, så var en fornøjelse at se dem gå rundt og lave lidt reklame for vores forening. Der blev delt flødekarameller ud til børnene og hundene fik hundekiks. Vi håber at mange vil melde sig ind i foreningen og være med til at gøre en forskel for alle de stakkels gadedyr rundt omkring i verden.

På vegne af Dyrenes SOS/Dyrlæger uden Grænser
Lonni, Trine, Josefine og Helene

/af