Kære læsere.

For 2,5 måned siden skrev jeg, det jeg troede, ville være min sidste beretning fra Grenada. Jeg tog dog fejl. Nu er jeg nemlig tilbage på min ønskeø, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde mig fra den.

Til dem der ikke ved hvem jeg er, og hvad jeg laver, kommer her en lille opsummering:

Jeg hedder Kristine, er 27 år gammel og jeg blev færdiguddannet dyrlæge i 2014. I 2 år arbejdede  jeg som Videnskabelig Assistent på Københavns Universitet, inden jeg i september sidste år rejste til Grenada i Caribien med en backpack på ryggen og en envejsbillet i hånden.

Jeg skulle arbejde som frivillig dyrlæge hos GSPCA (Grenada Society for the Prevention of Cruelty to Animals) Animal Shelter i 3 måneder. Bagefter ville jeg rejse rundt med min backpack, og se hvad livet ellers ville bringe. Jeg havde ingen planer, hverken om hvor jeg ville rejse hen, eller hvornår jeg ville tage hjem til Danmark.

De første 3 måneder i Grenada var intet mindre end fantastiske. Jeg lærte utrolig meget – både rent fagligt og personligt. Jeg blev rigtig glad for det praktiske arbejde med dyr, mine kollegaer og en gruppe af mennesker, som blev mine gode venner. Grenada blev mit andet hjem. Derfor var det også meget hårdt og trist, da jeg d. 5. januar sagde farvel til den smukke ø med de skønne mennesker. Nye eventyr ventede dog, og i 2 måneder backpackede jeg gennem Caribien. Først med mine forældre, derefter på egen hånd og til sidst rejste jeg med min bror rundt i Cuba. Jeg mødte så mange søde mennesker undervejs, og jeg har på intet tidspunkt følt mig alene.

På et tidspunkt nåede jeg dog et punkt, hvor jeg var mættet. Mættet af oplevelser, nye indtryk, nye mennesker og det at være på farten hele tiden og leve i en backpack. Jeg havde brug for at slå mig ned et sted, pakke min backpack ud, have muligheden for at lukke en dør til mig eget værelse og faktisk være alene. Jeg trængte til en form for normal hverdag, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvor denne hverdag skulle finde sted. Selvfølgelig skulle jeg tilbage til den ø, som jeg blev forelsket i fra første solnedgang. Derfor skrev jeg til GSPCA, der heldigvis gerne ville have mig tilbage som frivillig dyrlæge på klinikken. Så nu er jeg altså tilbage, og det samme er mine beretninger til Dyrenes SOS. I de næste 5 uger vil jeg med løbende mellemrum fortælle om mit arbejde og livet i det caribiske. Jeg har endnu ikke købt en hjemrejsebillet, så mit liv efter midten af april er endnu engang uvist, men jeg kan med vished sige, at det bliver spændende, udfordrende og sjovt. Sådan er det nemlig her i Caribien.

Jeg har nu arbejdet 1,5 uge på klinikken, og er ved at falde tilbage i rutinen. De første dage krævede lidt tilvænning. Jeg har ikke arbejdet i 2 måneder, og derudover er der sket en del forandringer på klinikken. Nye frivillige, nye dyr og diverse nye tiltag er kommet hertil. Heldigvis har det været let at komme tilbage. Mine kollegaer er stadig ligeså søde, hvalpene er ligeså nuttede, kennelen er ligeså fyldt med dyr, casene er ligeså spændende og dyreejerne er ligeså specielle, som da jeg arbejdede her sidst. Kun få af de dyr som var her dengang, er her endnu. Det er et godt tegn, for det betyder, at resten er blevet adopteret, og nu har en familie at bo hos.

Desværre har vi rigtig mange cases med dyr, som har ejere, men hvor ejerne ikke kan eller vil tage sig af dem. På en uge har vi fået 4 nye hvalpe, der enten er blevet sat ude foran klinikken efter lukketid, eller er blevet leveret til os med budskabet om, at hvis vi ikke tog hvalpen til os, ville ejeren lade den dø en naturlig død. Derfor har vi været nødsaget til at tage flere dyr ind, som vi slet ikke har plads til. Heldigvis er der så utrolig mange hjælpsomme mennesker på øen, som gerne vil træde til som fosterfamilier. Det kan enten være i længere perioder, til dyrene bliver adopteret, eller blot for weekenden. Disse familier er uundværlige, da vi på den måde får plads til flere dyr, og får mere tid til at tage os af de syge dyr.

De syge dyr har har i den sidste 1,5 uge hovedsageligt bestået af HBC’er (“hit by cars”), altså hunde der er blevet påkørt, og hunde med traumatiske skader. Derfor er jeg ved at blive en haj til at lave forbindinger og til at administrere store, åbne sår. Nogen gange skal man lige synke en ekstra gang, når man ser de skader dyrene kommer ind med her. Det er ikke for sarte sjæle. Det der altid overrasker mig er, hvor stærke dyrene her er, og hvor meget de kan tåle at blive udsat for. Vi har cases, som i Danmark nok hurtigt ville ende i aflivning, fordi dyret højst sandsynlig ikke ville kunne klare omfanget af sine skader, men som her i Caribien får endnu en chance. Vi går aldrig på kompromis med dyrenes velfærd og lader dem aldrig unødigt lide. Vi har en “no euthanasia policy” (en ikke-aflivningspolitik), men det gælder kun sunde og raske dyr.

En anderledes case som jeg er meget spændt på hvordan ender, er vores patient Mookie. Mookie er en 4 måneder gammel hvalp, der pludselig blev lam fra de bagerste ryghvirvler og ned. Han har ejere, som har givet os 3 uger til at få ham til at komme sig. 3 uger er dog ikke nok, men efter blot et par uger er der åbenbart sket store forandringer. Med hydroterapi (vandterapi), daglig fysioterapi og akupunktur er det lykkedes mine kollager at få ham til at bruge sine bagben en lille smule, og alle er optimistiske over Mookies fremtid. Han har bare brug for tid, og hvis ejerne ikke giver ham/os det, vil vi tage ham til os. Han har stjålet alles hjerter her.

Min yndlingsarbejdsopgave er helt klart operationer. De fleste operationer her er sterilisationer og kastrationer, og i ny og næ dukker der amputationer op. Jeg får lov til alt, og bliver bare kastet ud i operationer, jeg aldrig før har foretaget. Det er fedt, udfordrende og lidt skræmmende, men heldigvis har jeg erfarne kollegaer, der altid er der til at hjælpe mig. Som sidsteårsdyrlægestuderende får man også lov til en del, så GSPCA er, efter min mening, det perfekte sted at komme i praktik. De har en del ressourcer, og har samme diagnostiske og terapeutiske muligheder, som en klinik hjemme i Danmark. Derfor vil jeg opfordre alle, både studerende og færdiguddannede, til at tage hertil. Jeg er i hvertfald blevet meget glad for livet her, som giver mig hverdage, og weekender, fuld af nye udfordringer, spændende opgaver, sol og varme, daglige svømmetur i det caribiske hav, de smukkeste solnedgange, fyraftensdrinks på stranden og et næsten konstant smil på læben. Mit caribiske eventyr er slet ikke slut endnu.

Kristine