Kære læsere.

Der er simpelthen sket det, at jeg har sprunget 1 uges beretning over. Det er såmænd ikke fordi, jeg ikke har lavet noget – tværtimod. Det er fordi, jeg har haft for meget at se til. Jeg har været stresset – på den gode og rare måde.

De sidste to uger har jeg nemlig haft besøg hjemmefra af min gode veninde, så når jeg ikke har arbejdet, har jeg været sammen med hende. Vi har også været på forlænget weekend til Carriacou (øen nord for Grenada) og været på øhop i øgruppen The Tobago Keys, hvor vi bl.a. har snorklet med skildpadder og barracudaer.

En af fordelene ved at bo her på Grenada er, at man på ingen tid kan komme nye steder hen, skulle man, af mærkværdige årsager, have lyst til at komme lidt væk fra øen. Det er både hurtigt, let og billigt, og så er det jo bare fedt, at det ikke ligefrem er grimme steder, man kan tage til.

Udover min lille “ferie”, er der også sket det, at jeg er blevet ét år ældre. 27 somre har jeg nu oplevet. Det skulle selvfølgelig fejres med sunset cruise, rum punch og BBQ på stranden med mine nye venner. I alt dukkede over 35 mennesker op, hvilket jeg blev meget overvældet over og utrolig glad af. Tænk at jeg på under 2 måneder har lært så mange mennesker at kende, og at de vil kendes ved mig. Jeg føler mig meget heldig og forkælet af at have så mange, som jeg nu kan kalde mine venner. Det er også et meget godt eksempel på, hvor let det er at møde mennesker her. Alle er simpelthen så søde og imødekommende, så det er nærmest umuligt at føle sig ensom. Sådan er det i hvertfald for mig.

Rent arbejdsmæssigt har den sidste uge været ret hektisk. I min sidste beretning fortalte jeg, at vi næsten ingen hvalpe havde tilbage, da vi havde fået de fleste bortadopteret. Jeg skrev dog, at der nok skulle komme flere hvalpe på et tidspunkt, og man må sige, at jeg i den grad fik ret.

Først kom de 9 hvalpe tilbage, som jeg har skrevet om i min fjerde beretning. Deres mor, Luna, var blevet påkørt af en bil, og kom ind til os, da hendes sår efter ulykken ikke ville hele. Da hvalpene på det tidspunkt kun var 2 uger gamle, var de indlagte sammen med deres mor, mens vi behandlede hende. I de dage kom en forældreløs hvalp også til os. Luna tog straks hvalpen til sig som sin egen, så hendes kuld gik pludselig fra 8 til 9 hvalpe. Luna og hvalpene har ingen ejer, så de har boet hos en plejefamilie. Familien kan dog ikke længere tage sig af de 10 hunde, så nu er de altså tilbage i vores varetægt. Alle har det godt, vokser og bliver frækkere og frækkere fra hver dag der går. Vi har på én uge allerede fået adopteret 3 af hvalpene, og det bliver nok ikke svært, at få afsat de resterende – billederne taler vist for sig selv.

Udover disse hvalpe har vi også fået 4 hvalpe tilbage, som var en del af det hvalpeboom, jeg skrev om i min femte beretning. Også de har været i pleje hos personer, som ikke længere kan passe dem. Nu er det vores opgave at finde dem deres “forever home”.

Endelig blev der i torsdags fundet 5 hvalpe i vejkanten, uden deres mor. De lider alle af skab, er underernærede og skræmte. Når de får det bedre, bliver de sat sammen med vores 13 (!!!) andre hvalpe, men indtil videre skal de være isoleret. Det er hyggeligt, at have en masse dejlige hvalpe at nusse med i pauserne, men det er også hårdt arbejde. Især for vores kennelarbejdere, der skal gøre rent efter de små kræ, når de hver nat har haft hvalpefest i deres kennel.

Tilsidst kan jeg berette, at Jeffrey, hunden som havde været bundet fast i venstre bagben, endelig har fået benet amputeret – og jeg var såmænd dyrlægen, der udførte operationen. Det var min første amputation, så det var en ret stor og betydningsfuld opgave for mig. Emma, en af de andre, mere erfarne dyrlæger her, stod ved siden af, hvis jeg skulle have brug for assistance, men det blev aldrig nødvendigt. Efter jeg havde fjernet benet, skulle Jeffrey også kastreres. Så udover at føle mig lidt sej, så følte jeg mig også som verdens ondeste person, sådan at fjerne den stakkels fyrs ene ben og begge nosser på samme tid. Han virker dog til at have tilgivet mig, for han hopper rundt på sine tre ben med sin tomme pung, gladere end nogensinde. Som min veninde sagde: det er nok alligevel ikke fordi, han kommer til at score særlig mange damer med kun 3 ben, så han tager det nok ikke så tungt, at du også fjernede hans mandlighed. Vise ord fra en statskundskaber.

Nu er jeg den sidste dansker på øen, men jeg føler mig ikke på nogen måde alene. Jeg er fortsat meget glad, får fortsat nye bekendtskaber og føler, at jeg vokser hver dag med mit arbejde. Måske kun micrometer, men det gør heller ikke noget – jeg er så pokkers høj i forvejen.

Glædelig 1. & 2. søndag i advent. I må gerne sende lidt julestemning i denne retning til næste uges beretning.

Med venlig hilsen
Kristine