Tættere på TOLFA

, , , ,

TOLFA-med-tekstEn af de organisationer, som vi tidligere har haft frivillige hos, er Tree Of Life For Animals – også kaldet TOLFA.

TOLFA ligger i den nordlige del af Indien, og huser i dag både et dyrehospital og et rescue-center, hvor alle indkomne gadehunde bliver behandlet for evt. skader. TOLFA stopper dog ikke der, for TOLFA har fokus på sterilisation og rabies, så gadehundene kommer også et Animal Birth Control-program under deres ophold hos TOLFA.

Viden om rabies ligger TOLFA meget på sinde, da 95% af dødsfaldene i Indien kan relateres til bid fra rabies-inficerede gadehunde. Derfor arbejder TOLFA for at udbedre kendskabet om rabies blandt skolebørn, som lærer om rabies, hvordan man undgår at blive bidt og hvordan man behandler evt. bid, så risikoen for rabies mindskes.

Fakta om TOLFAs arbejde indtil videre:

  • Deres dyreambulance har hjulpet mere end 25,000 syge og tilskadekomne gadedyr.
  • De har – på en human måde – nedbragt bestanden af gadehunde ved at have neutraliseret mere end 18,500 gadehunde.
  • De har hjulpet til med at redde både menneske- og dyreliv ved at vaccinerer over 22,000 gadehunde mod rabies og ved at lære mere end 4,000 skolebørn om rabies og dyrevelfærd.
  • De er en værdsat del af lokalområdet blandet andet ved at tilbyde gratis dyrlægehjælp til mere end 50,000 dyr som arbejder på gårde m.v.

tolfa-271116-1TOLFAs frivillige kommer også ud i de mere øde områder, hvor gadehundene lever. Derude findes også gadehunde, som har brug for deres hjælp, som f.eks. denne hund, som havde brækket en ben.

Andre dyr kommer til TOLFA med skader fra at være blevet ramt af en bil, skader som på grund af manglende behandling er fulde af maddiker, tumorer som skal fjernes eller skab. TOLFAs klienter er ikke kun gadehunde, men kan også være katte, heste, æsler eller andre dyr.

Dyrenes SOS har haft frillige afsted for at hjælpe TOLFA i deres arbejde – læs Nynne og Rikkes beretning her.

Billeder og inspiration til dette indlæg er hentet på TOLFAs hjemmeside.

Med venlig hilsen
Lonni Marquart

Medlem af bestyrelsen

/af

Lidt om hundene og orkanen i Costa Rica

, , , ,

Kære allesammen.

costa-rica-271116Jeg sender jer lige et billede herfra hvor vi venter på hurricane OTTO, hvor tågen vælter ind men vi har kun lidt vind og regn, ikke som de har det i den nordlige del af landet. Landet som sådan er jo omringet af bjerge og kæder og det beskytter os hvor vi bor, her ude på Herrens mark…nogle fordele skal man jo have !!!.

Costa Rica er normalt ikke et land, hvor hurricanes rumsterer, til gengæld har vi fornøjelse af vulkaner i udbrud og jordskælv. Huset her blev bygget for 16 år siden og virkelig godt bygget med beton og jern, fundament optil 1.80 m i højde og 60 cm. bredt overalt hvor der er en mur så jeg er ligeglad med hvad der måtte komme fra naturens side og det samme gælder for de installationer hvor jeg har hundene, de er fuldstændig sikre hvor de er.

Jeg er glad for at fortælle at jeg netop har set, at der er taget hånd om dyrene i de udsatte områder, mange mennesker har fået lov til at tage deres dyr med sig til div. shelters, skoler, forsamlingshuse, kirker etc. Vi taler om hunde, katte, kaniner, papegøjer etc. desværre var det ikke tilfældet i Panama hvor en masse hunde er døde fordi de stod bundet og druknede!!! De er vist ikke så langt fremme som os her, hvor husdyr lidt efter lidt, betragtes som familie-medlemmer men det har dæleme også taget en rum tid for at åbne øjnene på folket her, jeg har indtil videre brugt 23 år på dette, men der er lang vej igen….. Hvad er det man siger ” hvad der er gået godt, kommer ikke slet tilbage” og som jeg har beskrevet før, de hunde og katte der kommer til vores kastrationer nu om stunder ser godt ud, velnærede, god pels og vi kan se, at folk er begyndt at passe på deres dyr, det er jo dejligt.

Jeg er noget trist i øjeblikket fordi jeg har måttet gå den tunge vej og bede dyrlæger om at komme her og aflive to af mine gamle tæver. Betsy, som var min tro hjælper med angste hvalpe og som bare altid vidste at bruge dæmpende signaler, lagde sig ned og stak en forpote ud som den lille kunne snuse til og lidt efter lidt  fik angsten på plads hos hvalpen og fik bygget dens selvtillid op. Hun var husets ”herre” her i huset, hvor jeg nu har 7 og min een-øjede Winnie har taget pladsen over og holder styr på resten af flokken. Betsy havde et stort problem med nyrerne (viste blod- og urinprøve ), spiste lidt her og der men jeg kunne se at selv med medicin, ville det være en stakket frist for hende. Jeg kokkererede efter alle kunstens regler og lidt røg der da ned her og der men til sidst ville hun bare ikke spise. Det er min grund til at aflive når et dyr holder op med at spise og at der ikke er en umiddelbar grund, feks. orm, infektion, feber, dårlig mave etc. Betsy har jeg beskrevet om på siden år tilbage hvor jeg hentede hende ved indianer-skolen her i nærheden. Hun var gravid og fik sine 4 hvalpe her som senere blev adopteret af gode familier.

Jenny, som blev aflivet for to dage siden, havde været hos vet. Laura fordi hun bare ikke ville spise. Hun blev undersøgt for erhligia, denne sygdom som bliver overført af tæger men prøven var negativ. Hun havde meget dårlige tænder og et par stykker blev trukket ud. Jeg kokkererede blød mad til hende, hakket råt kød, suppe etc. og lige lidt hjalp det. Hun var svag og kiggede bare på mig med de øjne der siger ” vil du ikke godt hjælpe mig til fred ???”, hvilket jeg gjorde og aflivningen tog ca 2 min. hun døde faktisk allerede ved den beroligende indsprøjtning. Jenny hentede jeg sammen med hendes søster Panda for ca. 13 år siden, Panda blev adopteret af en god veninde, Panda blev blind, fik andre problemer og blev aflivet for nogle år siden, men havde dog muligheden for at have et hjem…..det fik Jenny aldrig men var glad og tilfreds sammen med flokken i re-habben og med os andre.

Inden jeg slutter kan jeg lige fortælle en god nyhed og det er at de to hunde jeg beskrev i sidste rapport har det strålende hos deres nye familier , begge blev adopteret på under 2 timer og nu har jeg 2 tæver som er klar til at blive adopteret, dog vil jeg vente til efter jul og nytår hvor alt er ”kaos” her i landet med fest og farver men desværre også fyrværkeri som de jo ikke er vant til, ej heller larm af biler etc. kun musik og tale fordi jeg har installeret en radio i rehabben…..

Jeg tror jeg vil benytte lejligheden idag og ønske jer alle en god jul, ved godt at jeg er noget tidligt ude men bedre tidligt end sent eller aldrig !!! jeg siger rigtig mange TAK for jeres donationer til mit arbejde her og som I kan se, så nytter det alt sammen noget, når de sidste kastrations-runder er overstået kommer der en ny rapport over hvor mange vi har kastreret i årets løb.

En hundepote herfra Costa Rica……
Lise

/af

Når verden kun med nød og næppe stadig står, er det godt, at dyrene i det mindste trives.

, , , ,

Kære læsere.

Så er jeg nået halvvejs i mit ophold her på Grenada –  i hvertfald den planlagt del, som foreløbig er 3 måneders arbejde på GSPCA. Som sagt har jeg købt en envejsbillet til hertil, så jeg ved ikke, hvad der skal ske, når jeg om 1,5 måned hopper ind i det nye år. Jeg tager tingene, som de kommer, og lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at skulle hjem til Danmark igen. Det tror jeg, er et godt tegn.

Min sidste beretning om “de forsømte hunde” var måske ikke den mest opmuntrende og livsbekræftende. Derfor, og fordi det er november i Danmark og Trump vandt valget, vil jeg i denne uge forsøge at samle op på tidligere patienter, hvis historier er end lykkeligt. Jeg tror, at vi alle har brug for at genfinde vores livsglæde.

I min tredje beretning fortalte jeg om Pepper og hendes to hvalpe, Freddy og Fiona, som vi fandt under nogle træbrædder i et hus, hvor en fattig mand og hans kone boede. Vi havde meget svært ved at overtale manden til at overdrage hunden og hvalpene til os, men det lykkedes, og siden da har de boet på GSPCA. De er nu alle tre blevet adopteret til en familie i USA, der bor på en kæmpe gård, hvor hundene kan løbe frit rundt og lære at hyrde får. Det tegner sig altså til at blive et langt bedre hundeliv, end det de havde her under de grenadiske træbrædder.

grenada-201116-1Samme uge indeholdte min beretning et billede af to voldsomt underernærede hunde med svære hudproblemer. Hundene, Febero og Poppy, viste sig at have hårsækmider, og selvom deres tilstand var utrolig dårlig, var de begge ejet. grenada-2011-16-2Vi har den sidste måned haft dem hos os, behandlet dem og givet dem ordentlig næring. Før- og efterbillederne viser tydeligt, hvilken effekt det har haft. Vi står nu med to helt nye, glade hunde, fulde af energi og med masser af pels. Poppy har fået sig en plejemor. og skal snart til USA for at blive adopteret. Febero leder stadig efter sit “forever home”, som de kalder det her.

grenada-2011-16-3For 3 uger siden lagde jeg et billede op af hunden Harper. Også han led af hudproblemer, der viste sig at være skab. Igen synes jeg, at før- og efterbillederne taler for sig selv. grenada-2011-16-4Nu skal Harper bare have en familie, som kan tage sig ordentlig af ham, som han fortjener.

Endelig er der de to cases fra sidste uges “de forsømte hunde” tema. Om dem kan jeg berette, at Spotty (hunden med hageorm, som måtte gennemgå blodtransfusion) er kommet sig fuldstændig, og at en af de dyrlægestuderende, som har undervisning her hver eftermiddag, har forelsket sig i hende, og har nu adopteret hende. grenada-2011-16-5Jeffrey, hunden med det omsnørede ben, har stadig ikke fået benet amputeret, da hans almentilstand skal forbedres, men han er blevet en helt anden hund. grenada-2011-16-6For bare en uge siden kunne man ikke nærme sig ham, da han var så bange for mennesker. Nu styrter han rundt på sine tre fungerende ben, logrer med halen og opsøger alle, der passerer ham. Vi glæder os til at finde et godt hjem til ham, som kan fastholde hans genvundne tillid til mennesker.

Uge 7 har været ret stille. Konsultationer har der været få af, og mange af dem har “bare” været almindelige sundhedsundersøgelser, vaccinationer mm. Vi har heller ikke haft frygteligt mange operationer/neutralisationer, da mange af de dyr vi har bestilt tid til, simpelthen aldrig er dukket op. Det er også en del af livet som dyrlæge her, som man må tage med. TIG! Derfor er det godt engang imellem lige at huske sig selv på, at gemme sin vestlige, strukturerede tilgang til ting væk, og i stedet pakke sin tålmodighed, den helt bagerst i hjernen, ud. Så bliver dagene lang bedre. Og så hjælper det altså også altid med et dyp i det caribiske hav efter arbejde – det kan redde selv den mest frustrerende dag og uge. Jeg er i hvertfald klar til næste uges udfordringer…

Mvh.

Kristine

/af

Grenadas forsømte hunde.

, , , ,

Kære læsere.

Uge 6. En uge der for én gangs skyld ikke har stået i hvalpenes tegn. Ikke fordi jeg helst vil være foruden dem (de er jo så pokkers søde), men fordi det har haft den betydning, at vi har kunnet koncentrere os mere om vores øvrige patienter, i stedet for at gå og bekymre os om pladsmangel og bruge tid på, at lede efter pleje- og adoptionsfamilier. Alle raske hvalpe er faktisk blevet sendt afsted – enten til USA eller til plejefamilier i Grenada. Har dog hørt rygter om, at der snart kommer rigtig mange hvalpe, så fortvivl ej: Der skal nok komme mange flere hvalpebilleder!

grenada-141116-500-4Denne uge har stået i “de forsømte hundes” tegn. Ikke just opmuntrende at læse om, det ved jeg, men desværre er det uundgåeligt at berette om, da det fylder en stor del af arbejdet som dyrlæge her. Jeg har i denne uge tre forsømte hunde, som jeg kort vil fortælle om. Den første er hunden Spotty. Spotty kom tirsdag ind til sterilisation. Jeg skulle foretage den kliniske undersøgelse for at være sikker på, at Spotty var sund og rask nok til, at kunne blive opereret. Det stod dog hurtigt klart, at det var hun overhovedet ikke. Hun var meget tynd, men havde en stor udspilet mave. Hendes slimhinder var kridhvide og tørre, hendes hæmatokrittal (volumen af røde blodceller) var under 5 (normalværdien er over 40), hun var dehydreret og hendes puls var meget forhøjet. Ikke ligefrem en kandidat til at blive lagt i anæstesi til operation. Derfor aflyste vi operationen, og i stedet tog vi flere prøver fra hende for at finde ud af, hvad hun fejlede.

grenada-141116-500-2Det viste sig, at hun var meget hurtig at diagnosticere. Hendes afføring var nemlig fyldt med hageorm! Ikke noget for sarte sjæle. Det er klart, at hun manglede blod med sådan en ormebyrde. Den eneste løsning i denne situation var akut blodtransfusion. Det er dog ikke noget, som vi normalt udfører her, da vi ikke har donorblod liggende, og alle vores blodtransfusionsposer er for gamle. Men Sharon, hende der styrer GSPCA, ville have, at vi skulle forsøge at gøre alt for at redde Spotty. Derfor valgte Sharon sin egen hund som bloddonor. Fra ham tappede vi 50 ml blod, blandede det med heparin for at undgå, at blodet koagulerede, og tilsidst overførte vi blodet til Spotty i en periode over 4 timer. Spotty overlevede, men hendes tilstand var kristisk i de efterfølgende par dage. Sharon har haft Spotty hjemme hos sig hele weekenden, og i dag, mandag, trådte en fuldstændig forandret hund ind ad døren. Hun kunne selv gå, hendes hale logrede og hun virkede i det hele taget til at have meget mere energi end i sidste uge. Nu skal hun bare blive helt rask, og så skal vi finde en sød adoptionsfamilie til hende. Hun skal ikke tilbage til den familie, hun kom fra – det har hun ikke fortjent.

grenada-141116-500-3Ugens anden forsømte hund, kom ind dagen efter Spotty. Han hedder Jeffrey. Vi fik et opkald fra en bekymret person, der havde set Jeffrey rende rundt på gaden i flere måneder. Jeffrey havde det tydeligvis ikke godt, og var bange for mennesker. Da vi fandt ham, og fangede ham, blev vi alle meget overraskede over hans tilstand. Tydeligvis havde han været bundet fast i venstre bagben i længere tid, før han så er sluppet fri. Hans ben var nemlig voldsomt hævet under det der lignede et “indsnøringsmærke”. Jeffrey var skræmt fra vid og sans, og var meget svær at undersøge. Vi fik ham dog sederet, så vi kunne tage et røntgenbillede af hans ben, og det stod klart, at hans ben måtte amputeres.

grenada-141116-500-1Han har dog både hjerte/lungeorm og flåtbidsfeber, så før vi kan foretage operationen, skal hans almen tilstand forbedres. Vi har brugt meget tid på, at få ham til at føle sig tryg her og det er faktisk lykkedes, at komme tæt på ham, fodre ham og nu er halen også begyndt at logre, når man tager kontakt til ham. Vi er alle, inklusiv de lokale der har set Jeffrey, meget chokeret over, at nogle mennesker kan behandle andre levende individer på den måde. Det er jo rent ondskab. Vi har derfor også givet offentligheden en ordentlig opsang på vores Facebookside for at gøre opmærksom på, at det bare ikke er i orden at holde dyr på den måde. Nu må vi se, om det har effekt.

Den sidste hund jeg vil berette om, er en der kom ind torsdag med fuldstændig filtret og snasket pels fyldt med lopper. Forskellige steder på ryggen havde hunden sår, som var opstået, da ejeren havde forsøgt at klippe hunden. Altså var der her tale om en ejer, der rent faktisk havde forsøgt at hjælpe sin hund (dog lidt for sent), men som bare havde fejlet i forsøget. Vi begyndte at trimme hunden med en barbermaskine, og pludselig piblede det frem med små hvide dyr – maddiker! Verdens klammeste dyr, hvis man spørger mig. Føj! De var både i sårene, i små gange, som de havde lavet mellem hundens tæer og så myldrede de ud af hundens ører. Jeg brugte flere timer på at fjerne dem med pincet og så ellers trimme hunden fuldstændig. Ejeren blev tydeligvis påvirket og ked af det, da han fandt ud af, hvor slem hundens tilstand var. Han havde jo bare forsøgt at hjælpe sin hund ved at klippe den. Derfor fik han også hunden med hjem igen, men med en grundig instruks om hvordan han skulle pleje sin hund.

Jeg er lige trådt ind i en ny uge, som forhåbentlig bliver begivenhedsrig, men de forsømte, mishandlede hunde må gerne udeblive. Verden må godt vise sig fra sin bedste side – også når det gælder det amerikanske valg, tak. Lad os se om verden stadig står i næste uge…

Med venlig hilsen

Kristine

/af

En lille beretning dedikeret til alle mødre og deres børn

, , , ,

Kære læsere.

grenada-051116-2I denne uge bliver min beretning nok noget kortere end de foregående. Det skyldes sådan set ikke, at der ikke er sket noget på GSPCA klinikken – tværtimod. Men det er vel sådan med de fleste jobs, at der i perioder vil komme gentagelser og gå rutine i den. Dagene er aldrig de samme her, men alligevel er der mange cases, der er de samme. De fleste drejer sig om patienter med hjerte/lungeorm, flåtbidsfeber, skab, brækkede lemmer og så patienter til neutralisering. Dem har vi også haft i denne uge. Selvom jeg er en person, der hurtig bliver træt af trivialitet, så har det i denne sammenhæng faktisk været meget rart. Den eneste måde for mig at lære på, er nemlig ved at gentage tingene – gerne 100 gange.

grenada-051116-5Én historie fra denne uge har dog været anderledes end alle de andre, så den slipper I ikke for. I sidste uge pralede jeg med hvor mange herreløse hvalpe, vi havde fået afsat. Så selvfølgelig måtte nemesis ramme. Onsdag modtog vi nemlig i alt 10 hvalpe og 1 killing, så pludselig havde vi 23 hvalpe og 16 killinger! De første 6 hvalpe vi modtog, var omkring 2 uger gamle. Deres mor var død af forgiftning, og nu kunne/ville ejeren ikke tage sig af hvalpene. De var alle meget små, tynde og skrøbelige, og den ene hvalp blev vi nødt til at aflive i løbet af dagen, da den var helt kold og svag, og ikke ville drikke mælk fra den sutteflaske, vi fodrede hvalpene med.

grenada-051116-3Vi var godt i gang med at tage os af de resterende 5 hvalpe, da en gruppe skolebørn kom ind på klinikken med fire ca. 4 uger gamle hvalpe, som de havde fundet i deres skolegård. Deres lærer ville have ladet hvalpene ligge, men de små piger havde altså en anden holdning. Vi var meget pressede – både på tid og på plads til alle disse nye individer. Heldigvis fandt vi hurtigt plejefamilier til de fleste af hvalpene. To af dem, de mindste og mest svage i kuldet på 2 uger, tog vi dog selv i pleje. Eller dvs. at det gjorde jeg. Som beboer over klinikken er det oftest mig, der står for pleje af indlagte patienter, og nu blev jeg altså også hundemor for en nat.

grenada-051116-6Jeg tog de to hvalpe med op på mit værelse, hvor de lå omsvøbt i et håndklæde i mit skød mens jeg forsøgte at få dem til at drikke mælk og sove. De skriftedes til at vågne og skrige, og det gik hurtigt op for mig, at det må være sådan det er, at have tvillinger. Det er saftsuseme hårdt arbejde! Heldigvis havde jeg vagtskifte med min kollega i løbet af natten, så jeg fik nogle timers søvn.

Næste morgen fik jeg så at vide, at den ene hvalp var død i løbet af natten, og den anden aflivede vi efter få timer. Altså var kuldet pludselig halveret. Heldigvis lever de sidste 3 hvalpe i bedste velgående hos deres respektive plejefamilier, så historien ender på en måde lykkeligt. Budskabet må dog være, at uden mødre er der kun 50% chance for, at vi klarer os igennem livet – så pas på dem. Tror i hvertfald lige, at jeg vil give min et kald over FaceTime. I andre må nøjes med endnu en beretning om 1 uge…

Med venlig hilsen

Kristine

/af