Da vi var i Dharamsala i 2001 og havde hundeprojekt, kunne man ikke undgå at komme i kontakt med den lokale ”hundemor”.

En ældre tibetansk dame, krumrygget, rynket og med få fungerende tænder, havde i sit fattige hjem ca. 40 hunde, som hun passede dag og nat. Langt det meste af hendes dag gik med at gå rundt til handlende og private i bjergområdet for at samle lidt mad ind til alle hundene.

I forvejen er tibetanerne i området nogle af verdens mest fattige mennesker, samtidig med at sygdomme som tuberkulose og andre infektionssygdomme er meget udbredte. Arbejdsløsheden er stor, og derfor er menneskene i området meget afhængige af hjælp og donationer udefra.

Og vores ”hundemor” var ingen undtagelse. Men selvom hun ingenting havde, så gav hun stadig alt til sine hunde og var fantastisk lykkelig over, at hun kunne hjælpe sine hunde.

Selvfølgelig var hun en fast gæst hos os, mens vi var der. Når vi havde hendes hunde til behandling og operation, så fulgte hun dem ængsteligt under hele proceduren. Ofte gestikulerede hun vildt og talte hurtigt til os på tibetansk, når der var noget, som hun var nervøs for. Vi forstod jo ikke meget af hendes tale, men vi havde da nogle tibetanske hjælpere, som kunne oversætte til engelsk.

Efter operationerne sad hun med hundene på skødet og kærtegnede dem, til de var vågne. Derefter gik hun hjem med dem, en gåtur på ca. 1 time på bjergveje, før hun var hjemme igen.

Sidste gang, at jeg så hende, var på mit besøg for 7 år siden, hvor jeg fik at vide, at hun havde så meget gigt i hænderne, at hun havde svært ved at samle alt maden sammen til hundene. Derfor havde lokalbefolkningen slået sig sammen om at hjælpe hende, og leverede maden direkte til hende.

Jeg ved ikke, om hun stadig lever, men mennesker som hende burde have lov at leve evigt. Og hvis ikke, så blive ophøjet til Buddha stadiet efter sin død.

Mvh.

Mogens