Jeg blev ringet op af min psykolog som hjalp mig med at forberede mig på min mands død i 2012. Jeg har ikke talt med hende siden og det hun havde på sinde var, om jeg kunne tage en gut på 11 år i en form for terapi, han skulle være her i 3 timer om dagen i 2 uger, han ville blive bragt og hentet af sine forældre og vi aftalte at han skulle komme kl. 0700 og blive hentet kl. 1000.

Jeg spurgte naturligvis omkring hvorfor han skulle komme og hvorfor til mig, og hun fortalte at han nogle problemer mht. opførsel i forbindelse med aggression, hvor han ikke kunne styre sig, når han blev vred. Jeg sagde at det var information nok og at jeg selv ville finde ud ad resten, når han var her. Grunden til at hun spurgte mig var, at hun vidste at jeg havde arbejdet som pædagog-medhjælper i DK på et fritidshjem i Søllerød, da jeg var ung, havde overtaget min mands 4 børn da jeg var 26 somre gammel og de 6-8-10 og 12 år gamle, derfor har jeg en del erfaring med unger i den alder. Ydermere ville det være godt for drengen at tale engelsk eftersom han voksede op i New York, han taler flydende spansk, men fortrækker engelsk.

Ok, drengen kom en lørdag eftermiddag sådan at vi lige kunne sludre lidt sammen om, hvad han havde forstillet sig mht. sit ophold her, som skulle starte mandag. Det startede ud med, at han beklagede sig over at jeg røg og drak vin!!!! ”Lisa, ryger du??? hvilket jeg bekræftede, Lisa hvad er der i det glas, vin??? hvilket jeg bekræftede, hvortil ungen sagde ” ved du hvad, faktisk bryder jeg mig ikke om folk der ryger og drikker”…Snup den, lille Lise, tænkte jeg, sådan en lille flab men jeg kiggede bare på ham og sagde, “ok, jeg vil ikke ryge, når du ser på det, er det ok med dig???” Han nikkede, nådigt!!!

Ok, nu vidste jeg hvorfra ”vinden blæste” og at jeg skulle være opmærksom på hver en lille ting han gjorde og sagde, drengen er hyper og derfor havde han problemer med sin omverden, fordi han ikke når at tænke før han taler for det hele skal bare gå SÅ hurtigt, og det var sku lige før jeg ikke kunne følge med i hans tankegang og tale. Nu er det sådan at jeg er udstyret med en tålmodighed mht. børn og hunde/dyr og jeg fik rigeligt brug for denne evne, og da ideen med hans ophold her var at udvikle empati/følelser for andre, bla. hans klassekammerater, så startede vi med hundene, hvor jeg har 9 i huset og 2 af hannerne er angste og derfor kunne bide. Jeg introducerede ham til de 7 hvilket gik godt og sagde til ham ” Nu kommer der to hanner, man kan sige at de er ligesom dig, angste og ved ikke rigtigt, hvad de skal stille op og derfor bliver de aggressive for at beskytte sig, men i virkeligheden er de ok og søde hunde, når du først lærer dem at kende, MEN du skal love mig at opføre dig som jeg siger, ikke noget med at finde på noget selv, kun bruge dæmpende signaler som jeg har forklaret dig brugen af”. Det gik ud over al forventning og dyrene og han blev ”pot og pande”.

Med sine 11 år tog han sit arbejde her alvorligt forstået på den måde, at han virkelig ønskede at gøre sin indsats med et arbejde han brød sig om, hunde-arbejde med alt hvad det indebærer. Der skal gøres rent i deres bure, samle prutter op, fodre, lege med dem der vil, et par af de rolige blev vasket etc. Han troppede op hver morgen med gummi-støvler og nogle plastikhandsker, der var ti numre for store til hans lille hånd, han og jeg klippede negle, rensede ører alt imens han ævlede ”stolper op og vægge ned”, og hvor jeg måtte sige til ham ”Fredderik, nu koncentrerer vi os om hvad vi laver lige nu og bagefter finder vi på noget andet, med alt dit ævleri tager det for lang tid for dyrene, som ikke synes det er rart at få klippet negle etc. her på bordet”

At finde på noget andet er ikke nemt med en hyper-dreng, hvor det hele bare ikke kan gå hurtigt nok. En dag hvor jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle sætte ham til at gøre, foreslog jeg at han måske kunne hjælpe med at rive græs sammen, hvortil ungen svarede ” Lisa, det er ikke fordi jeg ikke vil gøre det, MEN det er jo altså ikke derfor jeg er her, jeg er her for hunde-arbejde”og jah, hvad skal man svare på det udover at give drengen ret??

Han var jo her for at se hvordan det er med dyr, at de har følelser både fysisk som mentalt ligesom mennesker. Jeg forklarede ham omkring dyre-beskyttelse, dyr af enhver art og en dag kom Tipper og Nille hjem med et dyr de havde slået ihjel, en væsel tror jeg det hedder på dansk. Jeg sagde til ham at vi skulle jo begrave dyret på behørig vis og forslog, at han gravede graven hvilket han gjorde, jeg kom med et lille klæde som vi bruger det her, han puttede jord på og jeg sagde ”hvad synes du, egentligt skulle vi bede en lille bøn” men det sagde han nej til. Ok, jeg gik over i huset og lidt efter kom han løbende (en hyper-dreng går ikke!!) og sagde ” Lisa, kom og se hvad jeg har gjort” . Jeg gik over og så at han havde lavet et lille kors af noget træ han havde fundet og sat sammen med noget snor. Jeg gav ham et knus og sagde at jeg syntes at det var en fin tanke, og at jeg var sikker på at det lille dyr nu havde det godt.

Jeg har talt med hans mor og hun siger at det går fint med drengen, han klarer sig fint i skolen mht. karakterer (det tror jeg, ungen er super-intelligent), og at han tager situationerne med ro som de kommer også, når hans skolekammerater provokerer ham, alt i alt en god oplevelse for os alle sammen, han er en dejlig ung ”mand” som jeg sagde til ham “Du er helt ok, men skal lære at kontrollere dig for at have det godt med din omverden, ligesom de to hanner her, Chip og Dale, som minder om dig….”

Foxy, en hanhund jeg hentede fra gaden for mange år siden i den mest ynkelige forfatning, var sund og rask, glad og legende, jah i det hele taget en glad hund og ville have levet mange år endnu, hvis det ikke var fordi at min hushjælp glemte at lukke ham ind i soveburet en aften efter fodring. Mine hunde her er frie om dagen og spiser og sover i deres bure om natten af hensyn til giftige frøer og slanger. Jeg hørte godt at der var en del gøen ovre i re-habben en aften, men ikke noget unormalt.

Næste morgen kommer min care-taker og siger at Foxy lå død i enden af deres indhegning hvilket jeg ikke kunne forstå fordi alle sover i deres bure. Jeg undersøgte Foxy over hele kroppen, han havde ikke skum om munden, hvilket betyder at det ikke var frø-forgiftning, han var ikke ophovnet på kroppen som normalt sker efter slangebid og hvorfra hunden bløder.

Men han havde et lille sår i mundvigen, hvorfra det havde blødt meget lidt. Jeg kiggede efter 2 huller som normalt er de to hugtænder som slangen ”kaster ud eller strækker frem” når den bider, men kunne ikke se dem i mundvigen, hvor han have blødt. Da han allerede var blevet stiv, kunne jeg ikke åbne munden for at se hans tunge, det mærkelige var, at han ikke var ophovnet overhovedet fordi et slangebid, også hos mennesker, giver ophævning, blod og området er sort.

Jeg ringede rundt til diverse dyrlæger, og vi blev enige om at det var et slangebid med en gift så stærk, at hunden dør på stedet og slet ikke når at hæve sig, altså kunne det være en koral-slange, som er den mest giftige og der er ikke nogen modgift imod den. Jeg har slange-serum i mit køleskab men det hjælper ikke mod koral-gift ej heller sø-slanger, denne modgift findes ikke derfor kalder man et koral-slange-bid ”5 minutter slange” fordi man har ca. 5 minutter til at skrive sit testamente!!!!

Præventivt, gik vi 3 personer ud i området for at se om vi kunne hitte denne slange, minutiøst gik vi over det hele men fandt den ikke , den lever sikkert på den anden side af hegnet og jeg håber den bliver der….

Fra Dyrenes SOS er jeg blevet bedt om at sende lidt nyheder herfra Costa Rica i ”små bidder”, ikke de lange beretninger som normalt og det passer mig fint, idet jeg har fået installeret internet som fungerer hele tiden og ikke som det gamle, hvor jeg skulle stå op mellem 12 midnat og 0400 morgen for at sende og modtage mails…..Nu kan jeg sågar sende jer billeder fra div. kastrationer og andre ting som kunne have jeres interesse.

Min gamle tæve, Barsina, som jeg har berettet om på siden, måtte jeg aflive omkring 15. august 14. Hun led af mega-esofago, som hun har haft siden hun var hvalp og derfor aldrig kunne blive adopteret så derfor beholdt jeg hende. Hun har haft denne sygdom, som bliver overført af tæger, erligia, hele 3 gange, naturligvis behandlet for den, men denne sygdom kommer næsten altid igen. Sygdommen går på indre organer, lever, nyrer etc. og uden behandling dør hunden – eller mennesket – af indre blødninger. Mega-esofago betyder at hunden spiser, men maden ophobes i spiserøret, derefter kaster den op fordi maden ikke går i maven og spiser hunden ikke opkastet igen. Jah så bliver den jo underernæret og dør af det.

Jeg har kokkeret ALT muligt for hende, alle mulige ”retter” hvor jeg ville se hvad hun kunne lide og ikke kastede op, men hun blev mere og mere tynd og jeg vidste at nu måtte jeg snart tage den tunge vej og få en dyrlæge til at komme her og aflive hende, spørgsmålet var…hvornår??? En morgen lå hun i sit hundebur og ville ikke rejse sig, trak vejret med stor besvær og jeg vidste at nu var det nu.

Problemet var at det var en søndag i forbindelse med en lang weekend, så diverse dyrlæger var ikke på arbejde, men jeg ringede rundt som vanvittig og fandt til sidst een som kunne komme og give hende den sidste hjælpende hånd. Dyrlægen var en ung og delvis uerfaren, tog en helvedes lang tid, brugte de ”gamle” metoder og han fortalte vidt og bredt om alt hans arbejde mht. kastrationer etc. som han deltog i som studerende. “Alletiders” sagde jeg til ham “men rub dig lidt, hunden lider og du kan fortælle alt det du ved og har gjort senere, nu drejer det sig om hunden”. Efter en 40 minutter fik han hende aflivet, noget som vet. Laura og vet. Cludio bruger en 10 min. på, fordi de bruger en anden anestesi og ser jeg ham igen, vil jeg foreslå at han tager et lille visit til Laura og hører hende ad hvordan det gøres rigtigt og frem for alt hurtigt. Barsina ligger begravet på min ”dyre-kirkegård” hvor der ligger hunde, katte, slanger, vilde dyr etc.