Dyrlæge Søren Nielsen besøgte i januar 2013 sin katteklinik i Maldiverne, og med støtte fra Dyrenes SOS på kr. 5.000,- og mange andre, lykkedes det ham at hjælpe Maldivernes katte.
[divider]
“Rapport over mit besøg hos min kattepraksis i Maldiverne.” af dyrlæge Søren Nielsen
Efter en lang flyvetur med mellemlanding i Wien ankom jeg til lufthavnsøen Hulule lørdag d. 11. januar ved middagstid.
Toldeftersynet af min store kuffert indeholdende instrumenter og den indkøbte og donerede medicin gik glat, selv om den indeholdt mere medicin end jeg havde fået tilladelse til at indføre. Tolderen, der betjente røntgenanlægget, hvorigennem kufferten gled, var et øjeblik uopmærksom. Jeg fik senere at vide, at han var en god ven af Mona – min assistents – kæreste og var blevet informeret om min ankomst og bedt om at vende det blinde øje til.
Mona og min søn, Ulrik, der er ansat som pilot og flight operation manager på Maldivian Air Taxi og bor fast på den ø, som er forbundet med lufthavnsøen kørte os til sin lejlighed, hvor jeg blev installeret og kunne bo under mit ophold. Om aftenen tog vi færgen til Male´, hovedøen, hvor Mona bor og spiste på en restaurant, hvor vi planlagde slaget gang for de næste dage.
Næste dag tog jeg med færgen over til Mona, der bor meget centralt i Male´ bag politiets hovedkvarter og i en lille sidegade til gaden, hvor præsidentens palads ligger. Mona bor sammen med sin mor i et hus, hvor der afskærmet af en mur er en gårdsplads med store træer og anden bevoksning – noget helt unikt i en by, der ellers er fyldt med store bygninger, højhuse og meget lidt bevoksning og kun er ca. 200 hektar i areal, hvor der bor 100.000 mennesker.
På gårdspladsen er der opstillet en række åbne trådbure, hvor Monas 15 katte bor, men ellers har et dejligt liv med at kravle rundt i træerne og lege med hinanden. De er alle steriliseret/kastreredt af forskellige besøgende dyrlæger, der har arbejdet med Mona i de senere år, og de ser både velnærede og velplejede ud. Udover kattene har Mona fordelt på gårdspladsen i baljer og skåle, ca. 70 skildpadder, som hun ”opdrætter” og sætter ud i havet, når de har opnået en vis størrelse, så de ikke bliver ofre for rovfisk. I huset er der i forbindelse med gårdspladsen et opholdslokale, der blev benyttet til venteværelse og operationsstue, hvor vi brugte Monas strygebræt til operationsbord, opstillet ved en niche ud til en anden lille, åben gårdsplads, så der var tilstrækkelig lyst.
Vi brugte den resterende del af formiddagen til at pakke kufferten med indhold af instrumenter og medicin ud og fik det placeret på hylder og borde lige til at bruge. Kruuse havde jo doneret et dejligt sæt instrumenter og et passende kogekar, og det blev gjort klar til den første patient.
Mona, der jo i byen er kendt for at tage sig af syge katte, havde tilsagt patienter til resten af de næste dages arbejde, og vi begyndte med at sterilisere et par hunkatte. Den ene drillede lidt, for det viste sig, at den havde livmoderbetændelse – men kun i den ene gren af livmoderen.(Livmoderen hos katte og hunde har to grene og er nærmest facon som et Y) Den første halvdel jeg fiskede ud var normal, den næste, jeg fik fat i var en tarm- troede jeg – og først efter nogen tids roden rundt og udvidelse af såret, så jeg, at det ikke var tarm, men en udspilet livmoder-gren. Heldigvis holdt bedøvelsen til sidste knude var anbragt.
Resten af dagen gik med at behandle patienter og at aflive et par håbløse tilfælde, der ikke kunne opereres, og kastere en enkelt hankat.
Den næste dag havde Mona også tilsagt nogle kliniske tilfælde, som virkelig trængte til behandling. Det ene tilfælde var den kuppede præsident Nasheeds hustrus 19 år gamle kat, som havde en grim hudsvulst, der dækkede en stor del af den ene side af kroppen. Man havde forsøgt behandling med antibiotika foreskrevet at en Sri Lankansk dyrlæge, som var ansat som administrator i Landbrugsministeriet, men som vist var specialist i fjerkræ. Omfanget og varigheden af hudlidelsen var så stor, at jeg tilrådede, at katten blev aflivet, hvilket ”First Lady” Laila var enig med mig i, hvorpå jeg aflivede katten. Jeg har oplevet, da jeg arbejdede i Ægypten, at muslimer ikke vil aflive syge dyr, da det er Allahs vilje, at de skal dø af sig selv. Heldigvis oplevede jeg ikke noget sådant her, selv om Islam er statsreligion og der sker en tiltagende radikalisering.
En anden patient, som voldte problemer, var en tynd, mager kat, hvor det ene bagben var opfyldt af en blød, væskefyldt hævelse, som strakte sig fra hoften og hele vejen ned ad låret til hasespidsen. Jeg formodede at det var en byld, men da jeg åbnede den, viste det sig, at det var en cyste med ca. 200 ml indhold. Jeg lagde et dræn fra top til hasespids og håbede det bedste. Dagen efter havde den fjernet drænet og der havde dannet et nyt indhold. Et nyt dræn blev lagt og syet omhyggeligt fast. Alligevel har Mona efter min hjemrejse skrevet, at den også havde fjernet det nye dræn, så ejeren havde bedt om at få katten aflivet, hvilket hun så havde efterkommet.
Et helt barokt tilfælde var en mager kat, der blev præsenteret med et ca. 8 cm langt, hævet, endetarmsfremfald, fuld af sår. Da jeg spurgte, hvornår man havde opdaget fremfaldet, var svaret: november!. Jeg sagde, at det kunne være umuligt at redde katten, men ville gøre forsøget. Jeg bedøvede katten, og bad Mona om noget smør til at smøre på prolapsen (fremfaldet) for at den kunne glide lettere ind. Det var næsten som at sætte livet ind på en ko der har skudt livet ud. Forsigtigt og tålmodigt lykkedes det mig at massere tarmen ind igen, mens Mona holdt den i bagbenene med armene lænet hen over strygebrættet. Jeg holdt så tarmen på plads med fingeren dybt begravet i katten og tænkte på det absurde i at stå her under Ækvator med fingeren i røven på en kat! Jeg ville så sætte en tråd rundt om anus, fuldstændig som snoren i en skraldepose, og bad om en kuglepen, jeg kunne erstatte min finger med og sætte tråden i og stramme den om kuglepennen, efterladende en passende gennemgang for afsætning af afføring. Det lykkedes, og jeg så patienten dagen før jeg rejste hjem, hvor vi havde tilsagt alle opererede katte til kontrol. Mona har nu fjernet alle tråde efter vore operationer og patienterne har det alle godt.
Desværre blev det ikke til så mange steriliseringer som ønsket, Det skyldtes, at tiden var knap og Mona havde ikke haft mulighed for indfangning af vilde katte, som færdes omkring affaldsdynger, der findes rundt omkring på øen, før de transporteres ud til en ø, hvor man prøver at løse det enorme affaldsproblem, der nødvendigvis opstår, når koncentrationen af indbyggere er så stor. Men man er klar over problemet, og prøver efter bedste evne at finde løsninger på det. Vilde katte samles omkring affaldsbunkerne om natten, men kan kun indfanges med fælder, som ikke findes. Til gengæld fik vi så gjort nogle syge katte raske.
Fremtiden for en løsning af katteproblemet blev diskuteret også med ”First Lady” madam Laila, som er en stor katteelsker. Mona og jeg forsøgte at indhente oplysninger om lejemål at et lokale til en permanent klinik, hvorfra der også kunne sælges kattefoder. Vi stødte imidlertid på to problemer. På grund af den tætte bebyggelse er grundpriser og lejemål så høje, at det er urealistisk at forvente, at den løsning kan finansieres, ligesom en permanent bemanding nok vil være vanskelig at forvente. Salg af kattefoder vil støde på den store vanskelighed, at der hurtigt går kornmider i produkterne og gøre dem kassable og usælgelige. Vi besluttede os derfor, at hvis dyrlæger har lyst til en indsats, så må det ske ved husbesøg til syge katte og til privatkatte, der ønskes neutraliserede – altså tilbage til ”køkkenbordskirurgi”, som vi ældre dyrlæger udøvede i vor veterinære barndom – bare kan anbefales et strygebræt i stedet for køkkenbordet.
Der blev ikke taget honorar for de udførte behandlinger, da min aftale med Landbrugsministeriet ikke tillader det.
Med venlig hilsen
Søren Nielsen Dyrlæge
Dyrenes SOS har støttet dette projekt med kr. 5000,00.
Dyrlæger uden Grænser 
https://foreningendyrenessos.dk/before/shop/