Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen

Allerførst, RIGTIG MANGE TAK til alle, for en donation på ca. USD2000.00 som jeg vil indsætte på “gadedyrenes venner” kontoen, på fredag. Det er en mægtig hjælp i disse tider hvor der er mange dyr på gaden, eller rettere, gadehunde i diverse byer bla. Puriscal og nu også mange i en anden, større by, i nærheden, Ciudad Colon.

Til jeres info, ser vi ikke så mange i øjeblikket der render fortvivlede rundt på landevejen, da altid noget, for år tilbage var det stort problem og staklerne, såvel hanner som tæver, lavede “reder” i det høje græs, hvor de lå i sol og regn og de gravide tæver fik deres unger i et hul, hvor hvalpene, selvfølgelig, druknede. En af de sidste jeg”fik leveret” her, var NINA, det var hende, der var ved at blive ædt op af fluelarver og hvor jeg blev nødt til at aflive hendes bror fordi han ikke ville sutte og hvor LISSY var fostermor, da hun jo lå med hvalpe og acepterede den lille ny, det var i oktober sidste år. NINA overlevede, er en dejlig sort, mellemstor tæve på omkring 9-10 måneder, kastreret, vaccineret osv.

I Puriscal fodrer Natalia sammen med andre de omkring 13-14 hunde der bor i parken og rundt omkring, kun een af tæverne, en ny, er ikke kastreret, men det bliver den een af dagene og jeg betaler for det med jeres donation, ligeså får de hundefoder herfra. Nu må vi se hvordan det går videre der, for Natalia er højgravid og føder indenfor 14 dage, jeg beder til, at barnet er OK for hun havde toxoplasmosis i de første måneder og det er normalt meget, meget uheldigt for ikke at sige, fatalt, for boernene kommer til verden, deforme, både kropsligt men også mentalt. Uwe og jeg har en datter i Spanien og hun havde også toxoplasmosis og drengen, Max, er så retarderet at kun 3 pct af hjernen fungerer, han kan vise glæde og vrede, men det er også alt!!!

I den anden by, Ciudad Colon, er der en, der arbejder som os/jeg og hun er meget aktiv med dyrene der, men problemet der, er, at hun har fået konstateret kræft, i brystet tror jeg nok, og ingen kan få fat på hende, hun tager ikke telefonen og er fuldstændig ude af den, hvilket man jo godt kan forstå. Men vi bliver nødt til at gøre eet eller andet, for der er rigtig mange hunde på gaden der og vi skal jo vide, hvem der skal fodres og af hvem??? Luz Marina har meddelt Patricia, at hun intet vil have med hunde at gøre i øjeblikket, men kun koncentrere sig om at blive rask, helt forståeligt, for det er meget, meget stressende mentalt, det her arbejde med dyrene, fordi der er så mange og det stressende kommer op, når ikke alle kan hjælpes og man står der og skal vælge… “du bliver hjulpet, men ikke dig”!!! Det er hjerteskærende men , heldigvis, ikke noget jeg har prøvet så tit, fordi jeg jo her har re-habben og dogrun og “hundehuset” ( som egentligt skulle være hundefrit!!) plus masser af plads, det har de andre ikke, bortset fra Patricia, til gengæld er hun ved at nå de 100 hunde og er ved at fortvivle, det tror jeg!!!! Jeg ville gå op i limningen……

Apropos Patricia, så havde hun også kastration den 31. juli 2010, “lånte mine to vets, Blas og Olman” der troppede op med alt der hører til as assitenter osv. kun for at der kom 52 “forkølede dyr” og hun havde regnet med omkring 150 for der hun var, er der rigtigt mange hunde. For mit vedkommende gik det ikke meget bedre, jeg havde regnet med en 70-80 dyr i Morado, det var der, vi sidste gang opererede 75 dyr og havde 24 på venteliste. Dem ringede jeg alle til, havde fået fat i en anden, hurtig dyrlæge, og hun kom en time før tid, var allerede igang med at operere, da Laura og jeg dukkede op, en time før det hele skulle løbe af stabelen. Nåh, ikke en hund at se i miles omkreds og jeg sagde til Laura, “det var sku da idag, ikke???” hvorpå hun grinede og sagde “se der, Lisa, der er da mindst 5″……Nå, det blev til mere end 5, 22 dyr blev opereret, men det er meget, meget lang tid siden, der har været så få og vi har forklaringen på det!!! For det første har vi lige haft “Mors dag” den 14. juli 2010 og det er dyrt for alle, for Mor ønsker sig dyre ting og det bliver betalt af over måneder, så der er ingen penge. For det andet, troede jeg, at dem der får løn, ville få den om fredagen, hvor vi havde runden om lørdagen, men der tog jeg fejl for de blev betalt om mandagen efter….så sådan kan man gå “galt i byen”, men det sker ikke igen!!! I aftes annullerede jeg hos Ruth og Blas, den 18. september 2010 for den 14. september 2010 har vi nationaldag, og der skal forældre købe uniformer til optog etc., så der vil der ikke være penge til dyrene, i stedet har vi checket 2. oktober 2010 og der skulle det kunne gå……det fortæller jeg om….

Dyrene her, er ok lige bortset fra gamle FLICKA og gamle WHISKEY, jeg påtaenker at aflive FLICKA i morgen alt efter om hun vil spise kylling, som jeg er ved at koge til hende i øjeblikket. Hun er så tynd så tynd og jeg har checket hende for erligia for hun ligner een med det, men det har hun så altså ikke. Hun kan stadig rejse sig og gå, slingrer lidt i valsen, men det er jo klart, når hun bliver 14 år til februar 2011, det er gammelt for en Schæferhund….Jeg så forleden dag, da jeg lige checkede hende, at hun havde lidt pus i vulva, så jeg satte hende på antibiotika for som jeg siger, det er i orden at hun skal dø, men sku ikke pga. en infektion!!!

Whiskey vil bare være hos “mor”, han har måske en 5 pct syn i dagslys, ellers bruger han næsen og ser jeg, han er forvirret, så kærtegner jeg ham lige, så han kan få min fært igen, jeg “slæber” fusserne hen over gulvet, så er det nemmere for ham. Lille SISSI har forvredet et bagben for nogle måneder siden og måske kunne en operation hjælpe, siger vet. Mariano, som kom og undersøgte hende da det skete, men jeg er ikke meget for at lægge en overvægtig hund på ca 15-16 år i anestesi og som ovenikøbet er allergisk over for antibiotika, indsprøjtet, så jeg holder smerterne nede med analgesico og så får hun gigtmidler plus noget anti-inflamatorio og så må vi se videre derfra. Jah, der er nok at se til med så gamle hunde, men de har alle haft et godt liv hos os og en dag er det slut, sådan er det jo.

Jeg har haft held med at få to hunde bortadopteret til gode familier, dem der står som nr. 1 på min skala. Lucky Boy gik til Maritos onkel, King, og har det godt der, han var den der var sværest at få fat i, lå i vejkanten i flere måneder indtil jeg hentede ham. Dem der følger med på siden, vil kunne huske, at jeg hentede en lille ruhåret hvalp der gik på gaden, fordi hun simpelthen var for lille til den megen trafik. Hun blev døbt SUSY og hun er nu hos en god veninde, som bare er så glad for hende, hende har jeg lige vaccineret og hun blev opereret i San Antonio, så hun er klar til et nyt liv med “hjemmets varme” som jeg jo ikke kan give til alle. Når jeg, een eller anden dag, har mindre her, tænker jeg på at tage de ældste af dem fra dogrun og re-hab hertil huset, så kan de nyde deres otium her, PLUTO er for gammel til at få et nyt hjem, så ham har jeg “adopteret”. Boxeren, DEXTER, med Bulldoghoved og som har en dårlig forpote og står bundet i gæstehuset, vil jeg nok få problemer med at få afgivet, han er virkelig så grim at kun en mor kan holde af ham, og da jeg jo er “hundemor”, jah så holder jeg af ham, han elsker mig som jeg ham!!!. Det var ham jeg hentede hos vet. Alfaro, hvor han var i en transportkasse hele dagen og havde været det i et halvt år fordi de ikke turde give ham til nogen da han åbenbart var aggressiv, det rene vrøvl, han vil bare ikke give sit legetøj fra sig frivilligt. Men det har jeg arbejdet på, jeg kan tage hans mad fra ham, hvis jeg ville, det vil jeg ikke, mad er en ret enhver hund eller andet dyr har men jeg bytter med ham, leger han med sit tæppe fex. så får han en godbid, hvis jeg må få tæppet og nu er vi nået så vidt, at jeg kan tage tæppet eller andet UDEN “bytteret”, han står som sagt bundet i en tynd snor, som han bare kan bide over hvis han vil, men ind i mellem er han løs og det eneste han vil, er at lege med mig og lægge sine poter omkring min talje (naah jah, talje er måske så meget sagt!!!!::::)

Mit “smertensbarn” SAVE WILLY” vil ikke have noget som helst med andre at gøre, kun Laura vil han tage en godbid fra, men i hundehuset. Han elsker kun een i øjeblikket, og det er mig. Når jeg går over til ham, han går løs i indhegningen bag gæstehuset, så hyler han som en stukken gris og står på to poter for at få kærlighed, hvilket han så får, ham tror jeg sågar at jeg kan give en indsprøjtning, hvis det skulle være. Jesus, hvor har det taget lang tid med ham og måske kommer det til at vare længere for han skal kastreres, det var han ikke da han blev afleveret, men jeg vil gøre det her og ikke tage ham på biltur og alt muligt andet nyt, der kan gøre ham forskrækket, så vet. Mariano kommer her, er aftalen, derefter ser vi om dem der kom med ham, har en løsning for ham, hvis ikke må jeg vel tage ham, helst ikke, men når jeg ser ham i de brune, dejlige store øjne, så smelter jeg…..

Jah, ellers er der alt det normale med folk der ringer og vil have jeg henter hunde her og der, men det gør jeg ikke. Som sædvanligt tilbyder jeg hjælp i form af mad og kastration, og så må de selv se videre. Marito og jeg var på “hvalpejagt” forleden dag, de to hvalpe der blev afleveret til den sidste kastration og som Mery ville tage sig af. Det viser sig, at vi fandt een hos en, som hed Olga, og hun indvilligede i, at have hvalpen til jeg har fået den vaccineret og kastreret, men derefter vil hun ikke have den, hvilket er ok, det giver mig lidt tid og i mellemtiden, giver jeg hende foder og ormemiddel. Den havde det bare SÅ dejligt der kunne jeg se, en glad lille størrelse. Derfra tog vi til Mery, men den hvalp ville absolut INTET have med mig at gøre, med eller uden dæmpende signaler, som egentligt altid virker. Men problemet var, at den var i haven og jeg udenfor med porten, som var lukket med kæde, men så længe den bliver der, så ved vi da i det mindste, hvor den er og at den bliver fodret, indtil vi ser, hvad der skal stilles op med den lille.

Alt for idag, min gode husbond vil gerne have lidt opmærksomhed, han ligger jo nu invalid i sengen hele dagen og kigger fjernsyn, han har nu nået det stade, at han ikke kan vende sig selv, ej heller hovedet, så når vi taler med ham, må vi stå foran ham, så han i det mindste kan se hvem han taler med. Jeg har fået “en ny mand i huset” (nej, altså ikke sådan….!!!) Kenneth, hedder han og er sygeplejer og kommer 2 timer om tirsdagen, 6 timer hhv. torsdag, fredag, lørdag og søndag, men resten af tiden passer jeg min mand selv. Det er hårdt, men det kan ikke være anderledes, jeg er ind i mellem ved at opgive ævred, men der er ikke andre muligheder for jeg har lovet ham at ham at han ikke kommer på hjem, han er helt sikkert en klar kandidat til et plejehjem, måske endda et sygehus, men det vi har her, er noget så skrækkeligt, når de gamle på alderdomshjem og skal vaskes, så foregår det med en haveslange!!!! Og på rad og række, og så får de lige et sprøjt i rumpen… Det skal min mand ikke udsættes for, så han bliver her og jeg må se, hvordan jeg klarer mig selv. Vil tage kontakt til en psykolog, og se om hun kan hjælpe mig lidt på vej, for jeg er meget ked og bange for fremtiden, sidder her alene på “Herrens mark”, nul naboer, i et fremmed land, langt fra familie og venner. MEN det har vi jo selv valgt, så nu nytter det jo ikke at brokke sig sig over noget selv-valgt, KUN at det altsammen jo ville have set anderledes ud, som vi regnede med, hvis han ville være en “normal” 72 årig med de skavanker, der nu engang kommer, men da ikke at blive totalt invalid, og også med begyndende problemer mentalt. Men sådan er det med Parkinssons, der er ikke meget at gøre og han kan ikke tåle den medicin, som andre kan bruge, så sådan er det. Jeg er ved at opgive ævred ind i mellem, men “hænger i”, andet kan jeg jo ikke.

Dog er jeg ved at prøve at sælge huset, men DET bliver svært, hvis jeg skal have det for det, som det er værd og selvom mindre, er det stadig svært, for huset er kæmpe, 18 x 18 meter plus terrasse plus gæstehus plus der, hvor dyrene er. Det kan konverteres til hus lige der, har de korrekte mål, og så ligger det hele på 52000 m2 eller 5 hektarer, og det ville måske ikke være et problem før, men nu, i disse krisetider??? Nåh, her siger man at Gud ikke lægger større byrder på ens skuldre end man kan bære, det vil jeg håbe passer, for jeg kan lidt endnu, men kan mærke at sådan her går det ikke, ved bare ikke lige rigtigt hvad jeg skal stille op, men det finder jeg vel ud ad og tiden vil vise, hvor det hele ender…… Nåh, får vi solgt, så damper vi alle af, Uwe, jeg og naturligvis alle hundene. Problemet vil være at få en der vil leje ud til os med 30 hunde???

Alt for nu…igen mange TAK for jeres støtte, en speciel tak til Inger, jeg er meget taknemmelig på dyrenes og egne vegne og I kan se jeg har brug for den….. uden ville det da gå helt galt for jeg er ikke længere istand til at deltage selv, som vi gjorde før.

Et hundehilsen herfra…
knus
Lise