Costa Rica – 10. juli 2010

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen

Idag skriver vi 10. juli 1010 og jeg har haft en rigtig “slem” uge…..

Kastrationen den 3. jul 2010 gik ud over al forventning med 75 dyr der blev opereret og 24 på venteliste til slut august. Dyrlægen havde 4 hjælpere/assistenter med og Laura og jeg klarede vores arbejde, tatuering, check, klippe negle, snakke med folk etc. så vi var godt udkørte begge, det er mange dyr og hvis man betænker at vi bøjer os over hvert dyr en 10 gange hver, så kan I jo selv regne ud, at ben, ryg og arme var noget ømme dagen efter for ikke at tale om stemmen, Gud hvor var jeg hæs.

Nåh, jeg fik et par opkald om aftenen og gik i seng tidligt fordi vi ikke havde elektricitet. Næste morgen vågnede jeg op, kun for at finde ud ad, at vi stadig ikke havde el, ej heller vand og NUL telefon!!!!! Alletideres tænkte jeg, en søndag uden disse ting og naturligvis ingen der kommer og reparerer før mandag morgen og så havde jeg oven i købet dårlig mave og det uden vand!!!!

Jeg har en handy, men den var uden batteri og i øvrigt har den et meget lille signal, herude på Herrens mark, så der var ikke andet for end at vente til mandag og se videre. Det gjorde jeg så men det hjalp ikke en skid, stadig ingen el, ingen vand og ingen telefon og ved I hvad problemet var??? Hos en nabo stod en el-mast i flammer lørdag nat, el-folket kom sammen med brandmænd for at slukke ilden, hele vores landsby var uden strøm og telefon men i løbet af eftermiddagen fik vi el igen men ingen telefon. Det viste sig, at et selskab var kontrateret af el-værket og de flyttede rundt på alle ledninger og da ALLE små kort var brændt ud, så havde de ikke nok til alle og man måtte se at finde dem i nord-Costa Rica, det tager en 8 timer een vej!!!!

Nåh, kortene kom, blev installeret men forkert!!! Min nabo , Carlos, var godt og grundigt træt af, at være “min sekretær” for min linie gik til ham og han sagde “Kors hvor er der mange der ringer til Lisa og alt med hunde, overkørte, sat på gaden, foder etc”. Det gik der så en uge med og i går fik jeg min “egen linie” igen fordi jeg var hurtig og bad en telefon-mand om at komme her, hvilket han slet ikke må, men han var sød og hjalp mig. Det viste sig, at han er gammel telefon-installør og han reparerede to stik der var helt sorte pga. kortslutningen, gjorde “eet eller andet” og det hele fungerede fint, DOG røg faxen sig en tur, samt en telefon så nu vil jeg se, om el-selskabet vil erstatte disse to ting, det vil de nok ikke, men man kan jo prøve. Jeg var simpelthen så super-lykkelig at jeg gav gutten et KÆMPE KNUS og et godt SMÆK-KYS og tilbød ham en halv-tresser men det ville han ikke modtage, han syntes det var så dejligt at sludre med mig og få en kop kaffe så det var betaling nok, sagde han. Der kan I bare se……..”mutter” kan endnu…hi hi

Her kommer lidt up-date…

Den gamle han-hund “MECATE” eksisterer ikke mere, han blev forgiftet, siger familien, og spørgsmålet er, af hvem??? dem selv, fordi han spiste for meget og var for “dyr”, eller af en anden??? Det vil jeg aldrig kunne finde ud ad og har besluttet mig for, ikke at tænke på det mere, men da naboens hund blev forgiftet også, men reddet på stregen, så kan det jo være at det ikke var familien selv…..

Kattene, jeg har hos vet. Carolina, havde det nogenlunde , hun sagde godt, men en morgen var en killing død og en fik det dårligere og jeg havde en “Lise-diskution” med hende for hun har ikke givet dem antibiotika, hvilket jeg ikke kan forstå når vi nu ved, efter et heck hos vet. Claudio, at både mor og en syg datter, havde infektion. Hun blev ved med at sige at det var hende der var dyrlæge og det gav jeg hende ret i, MEN som jeg sagde, en dyrlæge burde jo vide, at er der bakterie, så skal der gives antibiotika !!! Det behøver man sku ikke være dyrlæge for at vide.

Hun ville have at jeg skulle hente dem i lørdags men det sagde jeg nej til, sagde at nu skulle de have antibiotika og så ser vi videre på mandag hvor jeg nok henter dem, der er moderen og to killinger tilbage, en var syg og er sikkert død, jeg foreslog at hun separerede dem i tilfælde af noget viralt og der var hun hurtig, sagde at det troede hun og så hjælper antibiotika ikke. Det er rigtigt MEN normalt understøtter man med antibiotika for at afhjælpe bakterielle problemer eller side-effekter.

Nåh, hun ved at jeg ikke synes hun har gjort det her rigtigt og hun sagde at hun da ikke havde noget imod at jeg hentede dem og afleverede dem hos vet. Claudio!!!!Jah, jah, jeg har ikke ringet og ved i øjeblikket ikke hvem der er levende eller død, har afleveret kattemad til dyrene på apoteket og penge og regner med at hun har hentet det igår.

Igår var Marito og jeg i Puriscal og vi blev kontaktet af en Alex, der fortalte en en hund var blevet påkørt og at den lå hos ham i værkstedet. Hunden er ikke hans, siger han, ved ikke hvis det er, men jeg tror at tager røven på mig, sagt lidt pænere, han lyver, for jeg så at hunden kendte ham, da jeg gav den nogle godbidder og checkede den. Jeg sagde at han skulle få fat i vet. Mariano, hvilket han gjorde og at Mariano skulle se om der er noget at stille op, hvis ikke, så aflive!!!! Det er sket i morges. Grunden til at jeg tror at hunden er Alex’s er, at han var utrolig hurtig til at sige ja til, at han ville passe den og hans søster ligeså, det er unormalt her, at folk vil passe en syg hund der ikke er deres, såh, lad os se hvad enden på den historie bliver.

JOCHO, den lille han der har kæmpet for livet og imod sarna, ræeveskab af den røde og slemme slags, har jeg her. Han blev jo “givet” til mig ved kastrationen i San Antonio, Nancy, min hollandske veninde, og fosterfamilie, er taget på ferie og jeg hentede ham. han får ivermectina hver dag og skal have det i to månder, lidt groft for leveren men alternativet er aflivning. Dette her er hans 3. chance til livet og da han er utrolig kvik, løber og leger med sig selv, når han ikke er i bur, spiser godt etc. så får han lige det sidste med og kan jeg ikke få bugt med sygdommen, må jeg nok tage den tunge beslutning og aflive ham for han er ensom i buret, men jeg kan ikke have ham sammen med de andre, for denne ræveskab er er utrolig smitsom og da alle hunde her har een eller anden kontakt med hinanden, så kan jeg få gevaldige problemer.

Han hyler sit ensomhedshyl, når han ser de andre lege men jeg har fundet en løsning for ham og det er, at en dame, ca. 65 år, har ringet og vil gerne være frivillig her hos os. Jeg talte med hende i aftes og spurgte om hun kunne tage JOCHO i de sidste 14 dage hun er her, hun tager hjem til Canada men kommer igen om 1 – 2 måneders tid, i mellemtiden kan det være at han holder op med at smitte og/eller at Nancy tager ham igen.

Apropos tunge beslutninger, så så jeg at min Schaefertæve, BIENE, med knogle-kræft, gav mig “signalet” i søndags. Hun spiste fint men jeg så, at hun alligevel var lidt trist, jeg checkede hende og hun blødte med frisk blod ud af næsen, ikke meget men nok til at det var signalet som jeg har ventet på i flere måneder.

Ergo ringede jeg til vet. Mariano mandag morgen, han kunne ikke komme og aflive hende, men jeg insisterede kraftigt og han kom. Han gav hende en beroligende sprøjte, een anden til men hun ville ikke dø. Så gav han 50 cc af een eller anden art væske, direkte i hjertet og sagde at det burde være nok, men hun ville stadig ikke dø, så han gav nbr 2 og intet skete, hun åndede og hjertet slog fuldstændig normalt. Vi ventede igen og han sagde, den hund er virkelig stærk, hun vil livet men så gav han nbr 3 og så var hun i fred og også jeg!!!!.

Han havde sagt til mig inden, om det ikke var bedre at jeg ikke var der men jeg sagde til ham, at jeg troede han var tosset, ingen hund bliver aflivet her, uden at jeg er der med hovedet i skødet og snakke blødt, takke for tiden der gik og ønske et godt liv fremover. Jeg tænder altid et lys og beder en bøn til Francisco de Asis. Jeg ved, at aflivningsmetoden er den man bruger her, ihvertfald på landet og jeg bryder mig ikke om den så jeg sagde til Mariano, at jeg ville finde ud af, hvilken metode vet. Claudio bruger for det er kun to sprøjter intravenøst og det tager to minutter. Chasqui, min 9 årige grå Schæferhan, tog jeg til dyrlæge i onsdags, han ville ikke spise og var møgskidt så afsted, afsted det gik ind til San Jose, men Claudio var på ferie.

Hans assistent Danny fandt ud af, at hunden havde en enorm mængde bakterier i en prutteprøve, så han gav mig sprøjter med hjem, som jeg har givet ham, en kombination af to produkter, cefalexina og gentamicina men det var lige i overkanten af, hvad hunden kunne tåle, han fik en kraftig diarre så jeg gav ikke den 4. behandling men gik over til kun cefalexina i pilleform, som jeg giver i 5 dage – det skulle være nok og han er ok nu. Ii morges kl 5 gik jeg ud med ham i haven for at se, hvordan hans afføring så ud og den var ok, havde købt noget imod diarre som man faktisk bruger her, også i forbindelse med diarre hos hvalpe med parvo-virus men det er så ikke nødvendigt. Da jeg var hos Danny, bad jeg ham om at skrive ned, hvad de bruger til aflivning og det er faktisk “kun” en anestesi, som bliver givet i overmål, denne skrivelse giver jeg Mariano og håbe på, at han vil bruge den i fremtiden, for det varer ikke længe, så må han komme igen, desværre, men mine hunde er utroligt gamle men alligevel holder de sig og har endnu ikke givet “signalet”.

Jah, det var så alt for idag, senere vil jeg ringe og regere til alle der havde dyr til kastration i lørdags, og høre hvordan dyrene har det, sige at hvis de stadig har tråd i operations-såret, så skal de fjerne tråden. En tæve på ca 6 måneder sked blod i forbindelse med opvågning og vi var alle enige om, at den evt. kunne have parvovirus så vi smed alt ud, karton, avispapir etc. som blev brændt med det samme og lagde nyt, således at andre, yngre dyr, uden beskyttelse af vaccine, ikke blev udsat for smittefare, hunde over et år, får normalt ikke parvo-infektion, jeg tatoverede hende heller ikke fordi jeg ikke ved, om der kunne være en evt. smittefare i forbindele med blod, tror det egentligt ikke, normalt er smittefare ved tis og afføring men jeg lod anyway være, går i oevrigt udfra, at den lille ikke har klaret det, infektion, uanset art, plus operation, er lige i overkanten af, hvad man kan byde en hund eller kat men den lille så udmærket ud og ejeren sagde bagefter, at den ikke ville spise aftenen før, et udtryk for, at hunden er syg og derfor ikke er kandidat til operation men folket her på landet, ser det ikke sådan, han ville bare have at den ikke fik hvalpe og benyttede at vi havde en runde i nærheden.

Et sommerknus til alle, vi har hurrican-sæson og lortevejr, gråt og trist…men jeg er ligeglad, vi har el, vand og telefon….

Knus
Lise

/af

Bosnien 2010

, , , ,

Af Dyrlæge Karen Hørmann

Siden Dyrenes SOS i efteråret 2009 fik en henvendelse fra den dansk-bosniske dyreværnsorganisation NOA om hjælp til gadehunde, har vi arbejdet med at organisere et ABC projekt i Bosnien. Der har været mange sten at flytte undervejs, og en af de størtse udfordringer har været at udføre det kunststykke der består i at skaffe udstryr og medicin til operation og rabiesvaccination af 200 hunde – indenfor de beskedne økonomiske rammer som en organisation som Dyrenes SOS og NOA har. Vi skulle selv medbringe alt – undtagen medicin, som vi af lovgivningsmæssige grunde var nødt til at købe dernede, så der skal lyde en stor tak til firmaerne Kruse og Eickemeyer for donation af udstyr. Instrumenter til oprationerne havde de heller ikke dernede, så dem skulle vi også skaffe. At købe instrumenter til 10 dyrlæger er ganske udelukket af økonomiske årsager, så jeg henvendte mig til Køge Sygehus og Rigshospitalet, og begge steder var de meget positive overfor projektet. Jeg tilbragte en eftermiddag med at gennemgå deres beholdninger af kasserede instrumneter, og fik samlet sammen så der var et operationssæt til hver dyrlæge.

En anden eftermiddag tilbragte Anne (vores kasserer, der var med på turen) og jeg med at pakke gazetamponer til operationerne, vi pakkede 1000 tamponer i 100 pakker, forseglede pakkerne med et strygejern, og steriliserede dem i min ovn – skal man spare må man være kreativ!

billede1

 

Efter en hel lang snefyldt vinters forberedelser, var vi 18 forventningsfulde dyrlæger og dyrlægestuderende fra Danmark, Norge og Sverige, der samledes i lufthavnen i Zagreb en varm og solfyldt lørdag eftermiddag i april. Jeg havde holdt vejret i ugen forinden – askeskyen truede nemlig meget længe med at gøre de mange mange timers forberedelser nytteløse og forgæves, men heldigvis kunne jeg lægge de stressende dage og søvnløse nætter bag mig, da vi steg ud af flyet i Zagreb.

Fra Zagreb kørte vi i bus til vores første stop, byen Visoko, der ligger ca 400 km fra Zagreb.mHer havde NOA i samarbejde med myndighederne gjort et stort forarbejde med at organisere projektet, både med at indrette den lokale veterinærklinik til os og med at informere lokalbefolkningen og de lokale medier. Så det var hverken de fysiske rammer eller opbakningen det var galt med, men der imod den bedøvelse vi havde til rådighed, der gjorde vores første dag temmelig kaotisk.

Vi var på forhånd klar over at vi kunne få problemer på denne front og havde presset meget på for at NOA skulle skaffe det bedøvelslsesmiddel der sædvanligvis bruges til ABC projekter, nemlig pentobarbital, eller at få tilladelse til at vi selv kunne medbringe medicin, men ingen af delene lykkedes. Sandsynligvis som følge af en kombination af manglende medicinsk kendskab hos de bosniske dyrlæger der stort set kun uddannes til at beskæftige sig med produktionsdyr, og et stort og tungt myndighedsbureaukrati – i hvert fald forblev alle vore henvendelser til myndighederne ubesvarede.

Så da vores første to arbejdsdage var omme, havde vi brugt al den bedøvelse som var indkøbt til hele projektet, og det lykkedes os gennem snirklede kanaler at få fat i noget mere velegnet medicin til bedøvelse til de kommende dages arbejde. Trods disse problemer nåede vi det planlagte mål: ca 50 hunde, og vi sluttede af mandag aften med at være inviteret til middag på hotel, inviteret af det lokale bystyre. Tidlig tirsdag morgen var der afgang kl 6 til byen Doboj, hvor vi i løbet af en meget lang dag nåede godt 50 hunde.

Jeg havde forventet at vi ville se gadehunde rundt omkring i byerne. Det gjorde vi ikke, der var faktisk kun ganske få hunde. NOA forklarede at det det simpelthen skyldes at gadehundene holder til bestemte steder i udkanten af byen hvor de gemmer sig, jaget som de er af hundefangerne. Jeg oplevede selv hundefangerne på nært hold en eftermiddag i Visoko. Hundefangerne bragte hunde til klinikken i deres kassevogn. Vel ankommet åbner de bilen, og med en slynge om halsen bliver de skrækslagne hunde brutalt smidt fra bilen og hen i klinikkens bure. jeg sneg mig til at kikke ind i bilen under protest fra hundefangerne, de brød sig bestemt ikke om tilskuere til deres aktiviteter.

I Bilen sad der tre skrækslagne og bange hunde, klemt inde i det bageste af lastrummet og med ørene trukket helt om i nakken. Jeg rakte hånden frem og kaldte forsigtigt på dem, og med en svag logren med halen og ørerne rettet mod min kalden, strakte de hals og krøb lige så stille frem mod min hånd, mens de så på mig med store, bedende brune hundeøjne, parate til et lynhurtigt tilbagetog. De kom helt hen til mig, og jeg fik lov til at kæle med dem et øjeblik. Det var tre søde og venlige hunde, der var vant til gadelivets hårde ord og tæv, men som nok i et tidligere liv havde levet blandt mennesker der havde været kærlige og omsorgsfulde overfor dem, og som ad ukendte veje var endt som gadehunde. Da en af hundefangerne viste sig igen, krøb de lynhurtigt tilbage til deres hjørne, og rystende af angst sad de nu og ventede på hvad der skulle ske. Hundefangeren ville lægge slyngen om halsen på den ene for at smide den over i et bur, men jeg fik lov til kalde hunden til mig igen, og lige så stille kunne jeg løfte den ud af bilen og over i buret.

Det var en episode som i den grad fik mig til at tro på det rigtige i vores mission, og som samtidig viste hvor meget uvidenhed og hjerteløshed vi har at kæmpe i mod. Denne brutale fremfærd er også en af årsagerne til at dyrevenlige og hjertevarme mennesker opretter internater til gadehundene. Her kan hundene få et liv i fred uden vold og tæv, i hvert fald så langt som resurserne rækker. Alle internater drives ene og alene med private midler, og det er en kamp at skaffe foder til hundene, og endu sværere at sørge for dyrlægehjælp og medicin. Internaternes mål er at de fleste hunde skal videreformidles til private hjem i landet, men på nuværende tidspunkt sker det desværre kun meget sjældent, så de fleste hunde må leve deres liv i internaterne.

De sidste to dage skulle vi bruge i Banja Luka, hvor der ventede os ca 100 hunde, dels gadehunde, dels internatshunde. Torsdag morgen pakkede vi vores udstyr ud og indrettede os, og var klar til at modtage de første hunde. Vi ventede og ventede. Efter et par timers venten kom der tre store hvalpe, som hurtigt blev neutraliserede og vaccinerede, og efter endnu et par timers venten kom der tre mere. Og så skete der ikke mere. Vi undrede os og spurgte hele tiden NOA-folkene hvornår der kom flere hunde. Snart lød svaret, alt i mens de førte tilsyneladende hektiske telefonsamtaler. Vi ventede længe, og sidst på eftermiddagen måtte de meddele os, at der ikke ville komme flere hunde denne dag, og sandsynligvis heller ikke den næste dag. Efter en kort råsslagningning blev vi enige om at slutte projektet der, og skuffede og frustrerede pakkede vi sammen for sidste gang. Alt hvad vi havde tilbage af medicin, vacciner og materialer, overlod vi til NOA så de kunne videregive det il nogen der kunne bruge det, og kun vores instrumenter tog vi med hjem.

Senere fik vi en forklaring på den noget uventede afslutning. Forud for projektet havde NOA forhandlet med myndighederne i Banja Luka, og alle aftaler var på plads, og der var opbakning til ideerne bag projektet. Eller sådan da. For det viste sig at der var en højt placeret og vist nok temmelig magtfuld, kommunal dyrlæge, der havde ansvaret for indfangningen af hunde, og som var leder af hundefangerkorpset. Denne dyrlæge tjente hvert år rigtig mange penge på indfangning og aflivning af gadehunde. Så han fik sat en grundig kæp i hjulet ved at give ordre til hundefangerne om kun at levere 6 hunde sådan rent symbolsk, til trods for aftalen om ca 50 hunde.

De øvrige 50 hunde skulle komme fra et privat internat – og de kom heller ikke. Her viste det sig at ejeren, samme dag som vi kom, havde valgt at lade alle hundene aflive. Grunden kender jeg ikke og kan kun gætte. Måske magtede ejeren ikke længere den hårde kamp for at drive internatet, måske er de private internaters eksistens afhængig af en vis velvilje fra de veterinære myndigheder, så måske har ejeren følt sig meget presset af den kommunale dyrlæge, og ikke vovet at trodse ham. Under alle omstændigheder er sådan en afslutning både sørgelig og trist, og er med til at gøre projektet og en eventuel gentagelse meget problematisk.

Så vi sluttede to dage tidligere end planlagt og med kun halvdelen af de planlagte 200 operationer gennemført. Det er selvfølgelig overhovedet ikke tilfredsstillende, og det har betydet at vores udgifter skal fordeles på 100 hunde i stedet for på 200, så prisen for hver hund bliver urimelig høj.

Samtidig har projektet vist os, at forholdene i Bosnien stadig er meget usikre og skrøbelige. Der skal så lidt til før alt falder til jorden og er forgæves. Men selvom projektet ikke forløb helt som vi havde ønsket os, så rejste vi alle hjem med mange indtryk – og med mange erfaringer. Her tænker jeg især på den store forskel der er på begreber som dyrevelfærd og dyreværn, og her venter der et meget stort arbejde og en mere målrettet officiel stillingtagen til problemerne med gadehunde.

Mange venlige hilsener
Karen Hørmann

/af