Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Jah, her går det på livet løs som sædvanligt, har haft meget at se til, dels med dyrene, dels med besøg af vores søn, Jens, fra Århus, som lige lagde “vejen forbi” til et 14 dages besøg og samtidig kom min “hunde-veninde” Shari, fra Arizona og blev et par dage. Hun er den eneste frivillige der virkelig har gjort noget for hundene her, desværre måtte hun tage tilbage til USA, hvor hun arbejder aften og er dog-sitter om dagen og det hun tjener ved det, afsætter hun lidt og køber ting til mine hunde, som jeg ikke kan købe her, feks Program, en pille man giver til hunde og som steriliserer lopperne. Apropos lopper, har min hushjælp, Yadira, og jeg erklæret KRIG mod de små skiderikker og vi er ved at vinde!!!!!

I går havde jeg fødselsdag, blev 52 “forår”, ville egentligt have holdt en lille komsammen, men søndag er en dårlig dag, da jeg er alene med alle mine 30 hunde, så et par venner kom forbi, og medbragte en pizza og resten inviterer vi, engang i april. Masser mennesker ringede og ønskede til lykke og lykke har jeg ved Gud også brug for, det er hårdt at passe en mand, lænket til en rullestol, i 24 timer, 365 dage om året og så kommer alt mit arbejde med hundene oveni og vores læge sagde til mig forleden dag, “Lisa, du kommer til at vælge…enten passer du din mand, eller du vælger hundene, for du kan ikke klare begge dele!!!” Hvilket ultimatum at sige til sådan en som mig….det er for mig det samme, som at sige til en mor, at hun har en mand og et barn og en af dem, skal hun vælge fra!!! Det kan man jo ikke, så da jeg ikke kan ændre situationen, så kan jeg måske ændre HVORDAN jeg ser på den og derfor har jeg ønsket mig af min mand i fødselsdags-gave, at jeg tager 3 sessions hos en psykolog med speciale i NLP og det psykiske stress i forbindelse med angst for at miste min mand og dermed også fremtiden. Grunden til at jeg kun vil tage 3 sessions er, at jeg dels i tidernes morgen, beskæftigede mig meget med transaktions-psykologi (TA) og dels er jeg lige ud ad landevejen, har intet emne der er tabu og så snakker jeg som bare fanden og kan få sagt en masse i meget kort tid!!!! Bare spørg min mand som siger at jeg, ved Gud, ikke er faldet “på munden”….stakkel…

Jeg er lige kommet hjem fra “hunde-besøg”. Vet. Mariano kom her i morges og opererede PINTA, hende vi hentede på kirkegården for nogle måneder siden, hvor hun boede i et lille kapel. Hun var meget angst men en ung mand der arbejde der, kunne få fat i hende og nu er hun stadig angst men ikke nær så meget. Egentligt ville jeg tage hende med til en kastrationsrunde vi har på næste lørdag i en lille by i nærheden men nu er hun ved at få fortrolighed og så er det en skam at tage hende med til et sted hvor hun først skal køre i bil og så al den larm der er med hunde der gør, katte mjaver og folk tror det er en fødselsdagsfest med larm og grin etc. Hun ligger nu til opvågning i gæstehuset, hvor hun blev opereret stille og roligt, Yadira kigger efter hende , hun blødte en del fordi hun var kommet i løbetid, kun en 3 dage men alligevel er det bedre at tage løbetiden i opløbet også fordi hun går i dogrun med to hanner, begge kastrerede men de kan jo alligevel bedække hende og gøre hende ondt.

I gæstehuset har jo jeg også mit “smertens-barn” Willy, ham der havde en metaltråd som halsbånd og som der var en 30 personer involveret i at fange. Traaden var inde i koedet ca 2-3 cm. og såret var ligeså bredt , han blev behandlet på vores vet. universitet men fjolserne der, kastrerede ham ikke så det må jeg få gjort her men igen, er det et problem, nu har jeg ham så vidt at han selv opsøger mig og spiser af min hånd, han opsøger selv kærtegn og nu mister jeg al hans fortrolighed i og med, at han skal “indfanges” således at dyrlægen kan bedøve ham, operere ham og så skal stingene tages ud. Jeg har sagt, at det må dyrlægen og Marito finde ud af, hunden er blevet til vildhund efter flere år på gaden eller marken , rettere sagt, og da jeg er den “gode fe” så vil jeg slet ikke være der, sådan at jeg ikke mister det , jeg har opnået. Willy har en del fobier, bla. bliver han frygteligt bange for blæsevejr hvor bladene rasler, ikke nemt for ham, vi bor i urskoven, han er fuldstændig ude af den og regner det, så bliver han ligeså bange for slet ikke at tale om tordenvejr men han føler sig sikker i sit hundehus og han går jo sammen med 3 unge tæver, ca. 1/2 år gamle, som han er legeonkel for og de fjoller rundt og så vil han også, han elsker at blive kløet i nakken og i hovedet og det er lidt af et dilemma for mig, for egentligt havde jeg tænkt mig at kastrere ham for derefter at sætte ham ud der, hvor han har boet hele sit liv…på gaden, men denne gang med en dame, Elisa, som har lovet at give ham mad , ormemiddel etc. og inden vil jeg vaccinere ham MEN, da han er så angst og kun jeg kan røre ham, hvem skal så give ham kærtegn??? Se, det er sådan nogle tanker jeg gør mig og som stresser mig og jeg skal lære, ikke at bekymre mig om det men jeg ser jo at hunden har det godt her, er glad og legesyg og så smerter det mig at sætte ham på gaden igen til det uvisse, alt fra påkørsler til slagsmål med andre etc. Nå, lad os se hvad jeg beslutter mig for, det ender sgu nok med, at jeg beholder ham her, i hvert fald et stykke tid mere og så ser vi videre…

Da vet. Mariano var færdig med at operere PINTA, tog vi sammen hen for at tilse to hanner, OSO den ene som har et dejligt liv, er fritgående og den første til at høre min bil på vejen fordi han ved, at der vanker godbidder!!! Jeg blev ringet op af en nabokone om jeg ikke kunne gøre noget for OSO, han havde en abcess på halvdelen af bagpartiet og kunne ikke prutte og det dutter jo ikke. Hans ejer, Carlos, ringede jeg til og sagde at han skulle binde ham og jeg ville komme og tilse ham. Det var godt nok en sølle hund jeg så der, en kæmpe abcess og hunden tynd, tynd med en skål ris, som var råddent og naturligvis uden vand!!!! Normalt flipper jeg ud over at se noget sådant men Carlos er nabo, er ikke helt vel i hovedet og da jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde ringet til mig før, så svarede han, at han skammede sig over at belaste mig med det problem men som jeg forklarede ham, nu er det jo langt værre og nu skal vi bruge penge på en veterinær og stakkels Carlos stod med øjnene klistret i jorden og nægtede at se mig i øjnene. Nuvel, jeg gav ham noget antibiotika og noget antiinflamatorio som han har givet hunden, det var i lørdags og i aftes ringede jeg for at høre om hunden var bedre og han sagde at det så ud som om at inflamtionen var dalet, hvilket jeg kunne bekræfte da jeg så hunden i dag. OSO futtede rundt og var glad, specielt for at se min bil og med godbidder i sigte, Carlos købte endda noget hundefoder men havde ikke nok penge da han også købte en lille pose kaffe, det gjorde han, for at vise sin gode vilje, han er glad for sin hund og jeg vil hjælpe ham lidt med foder, så OSO kan komme op at stå igen.

På samme tur, tog Mariano og jeg hen og tilså en ca. 10 år gammel Schæferhan, MECATE!!!Guderne må vide hvorfor de har kaldt hunden det men jeg har et godt bud!!!! Mecate er på spansk et reb, og hunden har sikkert stået bundet hele sit liv og derfor navnet. Hunden stod bundet i en svinestald, uden rigeligt mad og vand og heldigvis, har hundens ejer en sød hushjælp som insisterede på, at hunden skulle stå, stadig bundet, men ved huset og det var der jeg så den, sagde til Marito, her er der noget galt og jeg vil lige undersøge den. Hunden står i en løbesnor, godt nok men det kunne ikke bevæge sig fordi snoren var kringlet og den kunne ikke nå den skål med vand som i øvrigt var tom!!!Normalt flipper jeg også ud over at se noget sådant, men da Arnoldo også er nabo og kendt for sit temperament, så tog jeg det stille og roligt og gjorde det “omvendt”, nul skæld ud men tilbud om hjælp til hunden. jeg gav den først ormemiddel, det har den sikkert ikke prøvet før og efter endt undersøgelse, fandt jeg forskellige ting som var i vejen med hunden. Hunden har evt. tumorer omkring penis, kunne være en sticker, som er en virus, derfra bløder den og ved berøring, piver han men bider ikke. jeg gav ejerne trimetropina sulfa forte, 750 mg og sagde at de skulle give ham det to gange om dagen , i første omgang 7 dage, og se om det hjælper, det kan være at det bare er en kraftig inflamation men jeg tror det ikke. Hannen er ekstremt tynd, de giver ham ris og bønner men jeg kommer til at give noget anaboliko, noget der styrker immunsystemet , vitaminer men i første omgang får han antibiotika, prednisolon som egentligt dæmper immunsystem men han har hudproblemer pga. et kraftigt loppeangreb, det får hen i 5 dage og så “bygger” jeg ham op igen med andre ting bla. et godt hvalpefoder, et æg hver 2. dag, og et bad med speciel shampoo og da Arnoldo er det man kalder på engelsk, “ignorant” dvs. i denne forbindelse, ligeglad, så har jeg aftalt med Marito, at HAN giver medicinen til hunden , han kører forbi hver dag og jeg har aftalt med Arnoldo, at den hund bliver hvor den er, ikke noget som helst med at sætte den et sted hen, hvor jeg ikke kan se den når jeg kører forbi og det accepterede han. Nu er der bare at vente og se, hunden er for gammel til at blive opereret, vet. mariano mente, at han måske skulle amputere penis og lave en udvej til urin men det er jeg fuldstændig imod og det bliver ikke gjort. Havde det været en ung hund, så ja, men det er et ekstremt trauma for en gammel, underernæret hund, operationen vil blive enormt dyr og de penge kan bruges bedre på unge dyr, som har brug for hjælp, men lad os nu se, han spiser, altså når han får noget!!! Men det er også noget jeg kan gøre, skal bare passe på, at jeg ikke rager uklar med Arnoldo, således at han ser, at jeg ser, at han ikke er i stand til at passe hunden, det er altid et problem med mænd her, machismo!!!!!det er til at dø over, og i dag, da han hørte min bil komme og så at veterinæren var på vej, skyndte han sig at give hunden noget vand, stillede i farten skålen så langt væk , at hunden ikke kunne nå skålen. Jeg flyttede den og hunden drak og drak….han sagde, det er fordi han lige har givet den tørfoder!!!! Ja, min bare……den familie er simpelthen bare p…. umulig!!! Egentligt ville jeg tage hunde hertil, få ham op at stå, men tør ikke, hvis hunden har en sticker, kan hans blødning inficere mine og det går ikke, så vi behandler ham på stedet og jeg har sagt til hushjælpen, at enhver ting hun ser skal hun ringe hvilket hun vil gøre….

I dag skriver vi 17. april 2010, og jeg har lidt tid til at sende til siden. Tid er ellers ikke det jeg har mest af i øjeblikket, idet jeg har min mand Uwe, sengeliggende på “fuld tid” bortset fra en time i ny og næ, hvor han har det godt nok til at sidde lidt i rullestolen. For ikke indviede, er det sådan at Uwe lider af poly-neuro-patia, en slags Parkinssons, en sygdom der er degenererende og hvor der ikke er udsigt til bedre tider. Det er i sig selv svært at se på for os andre og naturligvis for ham, han kan praktisk taget ingenting, kan ikke vende sig i sengen, ikke spise selv, ligger med ble på og bliver vasket liggende for han kan heller ikke sidde i sengen. Vil han gerne sidde lidt i rullestol, ca. en time kan han holde ud, jah så er vi 5 mand om at få han fra seng i stol, dels er han tung (95kg) og dels har han ondt i ben og ryg og klager over smerter, når vi løfter ham, så det er ikke nemt. Den 30.marts 20

D. 10 havde vi et check hos neurologen som indlagde ham på hospitalet, noget som Uwe var så ked af, at han bare kiggede på mig, lignede en hund der var sat på gaden og jeg begyndte at tude over at se ham sådan. Han var indlagt i 9 dage over påsken og de kunne ikke finde ud af, hvilken bakterie han havde og hvilket medikament der skulle gives for at slå denne bakterie ned. Det var jo påske, noget der bliver betragtet som HØJT HELLIGT her, så mange læger havde fri og der blev arbejdet på minimum. På hospitalet lå han på en stue med 5 andre, den mest rolige mente man, for på de andre, lå der syge patienter der også var mentalt syge, én kaldte på sit kvæg hele natten, to andre kaldte på deres familier og ville at de skulle hente dem etc. og jeg så, at Uwe blev mere og mere skidt for hver dag og sagde til børnene, at hvis jeg ikke får ham hentet hjem i en hulens fart, så dør han derinde og jeg har LOVET ham, at skal han dø, så bliver det herhjemme. Hospitalet er for ældre over 65 år, understøttet af WHO, der er kun to hospitaler af den slags, et i Chile og så vores her, har alt hvad man kan ønske sig af teknik men personalet er vildt larmende og patienter ligeså, så Uwe fik ikke sovet og det dutter ikke. Når jeg besøgte ham, lå han bare med øjne der intet så etc. Jeg prøvede at få ham ud mandag efter påske, men så fik han hoste som alle de andre og der skulle et xray til, for at se om han havde fået lungebetændelse, så først onsdag efter påske, kunne han komme hjem for der var intet at se på billedet. Nuvel, han havde det skidt, jeg så han havde feber men sagde ikke et KUK om det til den læge der udskrev ham, for så ville de have beholdt ham. Han blev kørt hjem i en ambulance og vi var 5 mand om at få ham puttet i seng.

Jeg tog temperatur og han havde 39 grader , han hostede vildt men kunne ikke få hostet slim op, fordi han var så svag. Vores familielæge kom og tjekkede ham, tog en urinprøve med til laboratoriet og der blev lavet en frotis, uro-cultivo og han havde infektion, så derfor blev der sat en sensibilitetsprøve over for at se hvilket antibiotika der skulle anvendes. I tror det er løgn men det viste sig, at han havde fået en stafylikok fecalis på hospitalet og kun to medikamenter kunne anvendes, andre 12 var bakterien resistent overfor!!! Nå, jeg er ikke sådan at slå ud men jeg må sige, at jeg er ved at opgive. Har man ikke prøvet det selv, kan man ikke vide hvor svært det er, at passe en sengeliggende patient der hverken kan stå eller gå, men det er lykkes mig, at få fat i en kvinde på 56 år, der bor hos os i gæstehuset og som hjælper mig med pasningen og på mandag, henter vi en hospitals-seng hos Lions Club og det skulle hjælpe lidt på , at vi ikke skal løfte ham, men kan dreje ham op i forskellige stillinger så han ikke får liggesår for de er ved Gud, svære at komme af med og da han ikke kan vende sig selv, så er det lidt svært. På mandag kommer lægen og tager blodprøver for han er ved at få feber igen.

Jah, som om det ikke var nok til at blive trist over, så har vi lige mistet vores lille FANTA og det rider mig som et mareridt,, at jeg ikke fik reddet hende på stregen for måske kunne jeg have haft gjort det!!! Hun blev 13 år, har skrantet lidt i den sidste tid og jeg har ikke haft “mit gode øje” med mig denne gang, troede hun havde problemer med ryggen som hun har haft før, hun var lang og med 13 år, kommer der en vis skred i ryggen. Jeg behandlede hende med anti-inflamatorio og noget mod smerte og det virkede godt nok, hun spiste men uden appetit og lagde sig således at det gjorde mindst ondt, jah sådan så det ud for os alle men vi så at hun trak vejret meget hurtigt, halsede lidt men det gør hun også når hun har ondt. En morgen så jeg, at hun ikke kunne tisse som normalt, AHA, tænkte jeg, her har vi nok et nyreproblem og derfor har hun ondt i ryggen, så jeg tog hende til vet. Claudio der i første omgang sagde, NEJ Lisa, her er noget andet galt og det er sikkert erhligia. Han lavede kit-testen og den viste negativ, FANTA hyperventilerede og han tog en blodprøve for at se blodbilledet der viste, at hun havde en helt vild kraftig infektion MEN han kunne ikke sige hvor!!! Hun fik nogle indsprøjtninger bla. et kombinationspræparat med cefalexina og jeg fik 4 sprøjter med hjem til de næste dage.

Jeg kørte hjem, købte ind på hjemvejen og hun sad stille og roligt i bilen der var varm men med alle vinduer åbne. Indkøbet var gjort og jeg tilbød hende noget vand hun ikke ville have, så jeg kørte hjem, snakkede med hende i de 25 min. det tager og på et tidspunkt, 10min. før vi var hjeme, lugtede jeg at hun havde lavet en prut. Jeg fortalte at nu var vi snart hjemme igen hos Far. jeg parkerede , ville tage hende ud og så at hun ikke længere trak vejret!!! Jeg var og er, vildt ked af det, ringede tudende til Claudio og spurgte om jeg havde slået hende ihjel ved at have haft hende i bilen men han beroligede mig og sagde at hun virkelig var skidt, havde fået et kollaps og MÅSKE ville vi kunne have reddet hende, havde jeg kommet før men som jeg sagde, det var der jo ingen grund til eftersom hun spiste og opførte sig ret normalt, men da jeg så hun havde problemer med at tisse, tog jeg jo af sted med det samme . Nuvel, fordelen er, hvis man kan sige det sådan, at hun ikke døde alene på et hospital men i bilen sammen med mig men det er vist også det eneste jeg kan “glæde” mig over!!!!

Dagen før, havde vi også hunde-begravelse her hos os men ikke en af mine men en lab-han på 13 år, som skulle have været aflivet for lang, lang tid siden men et eksempel på, at hunden skriger ( i bogstaveligste forstand) på en aflivning men familien kan ikke få gjort det. Endelig fik de ringet og jeg sagde at nu var det nu og at de skulle få en dyrlæge til at komme hjem til dem, de kunne komme hertil og begrave ham og det blev så gjort og nu ligger han, sammen med de andre på vores lille hunde-kirkegård.

Den 31. december 2009, nytårsaften meddelte jeg, at jeg vidste at dette nye år, ville blive noget værre noget, vi bliver nødt til at tage afsked med vores gamle hunde, FLICKA er jo nu 13 år, gamle WHISKY er 15 år og nu næsten blind men begge spiser og opfører sig normalt bortset fra, at han støder ind i ting og skal have lidt hjælp til at finde retningen. BIENE, som jeg har haft til dyrlæge 10 gange, tog jeg jo til vores “landbrughøjskole” hvor hun var indlagt i 3 dage for at de kunne tage biopsier etc. for at se, om det hun har over et øje og lidt længere nede på snuden, var kræft og i tilfælde, knoglekraæt eller “kødet” (tissue) omkring knoglen. På denne veterinær-skole var man meget interesseret i dette og de lavede en Gudsbenådelse af biopsier, patologen var med i hele processen og en eller anden studerende, havde øvet sig på at tage hår af med skalpel og resultat var, at hun havde små snitsår over hele snuden som i øvrigt var hårløs. De har haft hende lagt stramt så hun kunne knap gå da jeg hentede hende, så stramt behøver man ikke at lægge en 10 år gammel hund i, når man kender tendensen til dysplasi hos Schæferhunden. Selvfølgelig skal hunden ligge fast men man kunne jo vise lidt respekt, binde forbenene og en eller to personer, kunne fastholde bagbenene under processen. Nu må vi se hvor lang tid hun holder, hun opfører sig totalt normalt, er vild med mad, løber rundt og fjoller og larmer etc. så jeg venter med en aflivning til hun selv siger besked. Inflamationen, eller kræften vokser eller rettere hæver, så brister den og der flyder slim og lidt blod ud, det vasker vi flere gange om dagen og det kan hun godt lide , saa lukker det sig igen og det starter forfra. Jeg er holdt op med at give antibiotika men hun får anti-inflamatorio og noget til smerte som jeg faktisk ikke kan se hun har men det må hun jo have, kræft i hovedet skulle gøre ondt, i hvert fald hos mennesker men alle der ser hende, også dyrlæger kan ikke konstatere at hun har ondt men måske lidt. Jeg vil gerne aflive hende men hun skal selv bede om det og denne gang holder jeg et meget skarpt øje med hende, således at vi ikke får en Fanta-situation igen men her ved vi jo, hvad vi har med at gøre, og det er det, der gør forskellen.

Jah, det var så alt for i dag. Jeg vil kigge lidt til Uwe og høre om han har brug for noget, måske vil et glas rødvin ville hjælpe lidt på humøret. Jeg skal betale ungdommen og så plejer vi at få en lørdags-bajer og så ses vi i øvrigt på mandag morgen igen, heldigvis har jeg vores nye “hushjælp” så jeg ikke står helt alene med det hele, dyrene skal jo også passes, jeg har 30 i øjeblikket.

Ha’ det godt alle sammen, jeg hænger i her og så ser vi hvad der sker hen ad vejen…

knus Lise