Costa Rica – 23. august 2009

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen.

Ja, denne gang er det hele i en stor pærevælling, der er så meget at skrive om, men jeg vil bare tage noget af det vigtigste…..

Det vigtigste og værste for mig har været, at vi mistede vores dejlige Schæfertæve Bonnie for ca. 14 dage siden. Hun havde skrantet lidt , forstået på den måde, at hun gik noget krumrygget, men da hun var næsten 10 år og havde hostedysplasi, så tænkte jeg, at det nok var det og alligevel, det var anderledes så jeg tænkte, at det måske også kunne være nyrerne.

Jeg fik en dyrlæge herfra landet til at undersøge hende og han mente, at hun havde ondt når han trykkede ved den ene nyre, sikkert en infektion sagde han og ordinerede antibiotika, hvilket jeg gav hende. Det skete en lørdag, hun opførte sig normalt, spiste, legede, løb rundt og gøede, men mandag aften, syntes jeg at kunne se at hun havde mere ondt og sagde til min mand, “jeg tager hende til dyrlægen, Claudio, i morgen, så vi kan få taget nogle blodprøver og en gastroskopi” for Bonnie havde, for et par år siden, et problem med at hun kastede blod op, og det viste sig, at hun havde enten, et blødende mavesår eller en tumor der sprængte.

Og rigtigt nok, tirsdag morgen så jeg at hun var meget skidt, havde kastet blod op i store mængder, gammelt, størkknet blod så jeg gav hende dicynone, noget koagulerende, ringede til Claudio som anviste hvad jeg skulle købe og give hende, han kunne ikke komme selv men det havde heller ikke hjulpet, hun skulle have “menneske-medicin.

Nu var det sådan, at Marito havde meldt sig syg, Yadira havde fri, min mand skal have én her hele tiden, så jeg ringede til apoteket, de havde hvad jeg skulle bruge, ringede til en taxi-ven som kørte det ned til os, hun fik medicinen, lå stille men halsede meget, ville gerne drikke lidt vand og var mere rolig når jeg sad hos hende så det gjorde jeg.

Jeg syntes ikke at medicinen virkede så jeg ringede igen, igen til Claudio som sagde at jeg jo lige skulle give det noget tid til at virke, hvilket jo er rigtigt nok men jeg kunne se, at hun bare blev svagere og svagere men løftede dog hovedet når jeg gik væk fra hende ligesom for at sige,,,”bliv her, jeg er ved at dø”…..Det kunne jeg godt se og da hun fik sort blod-afføring, der simpelthen bare stank, vidste jeg at nu var det forbi, prøvede at få fat i en dyrlæge til at aflive hende men der var ingen der kunne, hun begyndte at strække sig og hive efter vejret, jeg havde Claudio i telefonen hvert kvarter og til sidst, kunne hun ikke trække vejret og han sagde at det var fordi hun ikke havde blod nok i kroppen til lungerne og så døde hun stille og roligt.

Hun klagede sig ikke eet sekund, lå bare stille med en sofapude under hovedet og kiggede på mig og i øjnene, kunne jeg se, at livet var ved at ebbe ud, de blev slørede og matte. Jeg snakkede blødt med hende, fortalte at vi jo klarede den sidste gang og at hun nok skulle blive ok igen, jeg gjorde alt for ikke at tude, det bliver hunde kede af og forskrækkede over, men efter hun sov ind, i ordets betydning, tog jeg den store tur, Gud hvor gør det ondt hver gang…..dog må jeg sige, at jeg var glad for, at hun ikke skulle tage den lange tur til dyrlægen i bilen, dernæst alt hurlumhej hos ham, med den normale angst dyr har hos en dyrlæge, men bare kunne sove ind her i vante omgivelser. Jeg tændte et lys for hende, bad en bøn til Francisco de Asis og bad om at hvis hun skulle genopstå som hund, så i hvert fald ikke som gadehund!!!

Jah, og hvad nu, tænkte jeg??? Hun skulle jo begraves så jeg ringede til Marito og spurgte om han ikke kunne sende nogle venner til at lave hullet og putte hende i, ringede til Yadira, om hun kunne komme og fodre alle de andre 28 hunde for jeg var helt opløst.

De kom begge to og havde en onkel med og så blev hun begravet sammen med de andre på den lille “kirkegård” som vi har lavet. De tog af sted igen og jeg sagde til min mand, “jeg lægger mig lige lidt og tuder færdigt” og hvad ser jeg i soveværelset??? Lille Fanta, et gadekryds på ca. 12 år, ligger og ryster som et espeløv, fuldstændig udstrakt og bare kiggede på mig.

Jeg undersøgte hende og så at hendes ene analkirtel var meget hævet, tog hendes temperatur, som var 40 grader, gav hende noget til smerten og ringede igen til Claudio som sagde at det var en analkirtel-infektion og jeg skulle give noget antibiotika, jeg ikke havde men jeg havde noget andet sulfa, som jeg gav hende intramuskulaert, hele 2 cc til den lille hund og jeg spurgte ham 3 (tre) gange om han nu var helt sikker på hvilken hund vi talte om, for normalt giver jeg 2 1/2 cc til en hund på ca. 35 kilo og Fanta vejer ca. 9 kg. ??

Naah, han sagde at det skulle jeg gøre, jeg mener han er dyrlæge og det virkede faktisk efter en times tid , jeg ville give noget anti-inflamatorio til bylden men det skulle jeg ikke, sagde han. Jeg lavede noget kamillete, frøs te-bladene og lagde dem på bylden, teen drak jeg selv!!! Fanta var for så vidt ok igen efter nogle timer, ville ikke spise aftensmad men det regnede jeg heller ikke med.

Næste morgen var bylden sprunget og jeg undersøgte hende og vaskede såret og lod hende selv klare resten, hun fik 2 cc til og er nu ok, skal bare have renset analkirtlerne oftere selvom hun hader det, for det gør ondt på hende, normalt kommer der stinkende væske ud men hos hende, er det hårdt som sten. Nå, den lille overlevede, godt nok, jeg havde ikke kunne klare at miste to hunde på en dag!!!!!

I gør jer ikke begreb om hvor mange der ringer og om alt muligt, mange opkald handler om hvornår den næste kastrations-klinik finder sted og hvor??? Det er jo til at leve med, de værste er, når folk ringer og spørger om jeg kan hente hvalpe som er smidt på gaden og det kan jeg ikke, jeg har ikke plads til så mange men her forleden, blev jeg nød til at tage tre små tæver fra en dame jeg kender fra før og hvis mand mener det, når han siger at han ville sætte dem på gaden igen, der var 5 hvalpe, en han fik hun givet væk, en anden han, tog Victor i petshoppen i Puriscal, den var der kun i to timer, så kom der et ægtepar og adopterede den efter at jeg havde aftalt med Victor, at jeg ville betale for vaccine, som han gav.

Marito hentede så de tre tæver som nu er her. De var meget ængstelige men det fik jeg hurtig pillet af dem ved brug af dæmpende signaler, lidt blød snak, godbidder, naturligvis og OSO, som jeg har til opfodring, var ikke særlig samarbejdsvillig i starten, han mente at godbidder tilstod ham og KUN ham, men nu går de alle 4 i et lille område bagved gæstehuset og OSO er blevet til legeonkel hvilket passer ham godt, tæverne hyler og skriger når han ikke er der. De tre små kommer på et andet shelter i næste uge, en aftale jeg lavede i aftes med dem.

Sagen er den, at en gammel mand fra et slumkvarter, kom på hospitalet og døde. Han havde en masse hunde og katte, jeg kan ikke rigtigt huske om det var 40 ialt eller 40 hunde og 40 katte, i hvert fald blev de hentet af dette shelter som spurgte os alle, der laver det samme som jeg, om vi kunne hjælpe, for dyrene så Herrens ud. Ok, jeg meldte mig på banen og sagde at jeg ville tage de tre værste med skab eller to med mentale problemer, begge dele min “specialitet”.

Siden vi aftalte det, har jeg jo så hentet de tre tæver og har ikke plads til hverken eller, men så fik jeg den ide at spørge om vi ikke kunne lave en “deal”, de tager hvalpene som vil have det bedre hos dem, de har mange frivillige som kan tage sig af dem, og jeg tager to hunde som er så bange at de ikke engang vil ud af hundeburet af bare skræk.

Her hos mig er der stille og roligt, ikke noget larm bortset fra gøen hvis der kommer nogen, så her kan de slappe af og jeg vil gå i gang med at få dem beroliget. Aftalen er så, at når de er ok til adoption, så skal de sørge for en god familie og jeg betaler for operation af hvalpene hos dem, de er alligevel for små til at blive steriliseret. I morgen vil jeg købe vaccination til dem og give det inden de skal hen til et sted hvor der er mange hunde der ikke er vaccineret endnu, således at de dog er lidt beskyttede.

Jah, det er jo alligevel ikke alt der “lykkes i en gasovn” men her til morgen, havde jeg held med at finde fosterfamilie til hhv. 3 , næsten, nyfødte killinger og to hvalpe, der bor med deres mor i et hul i jorden, jah bogstaveligt talt. Tæven er en gadehund der er blevet “vild”, man kan ikke røre hende og Natalie, min “kollega” fra Puriscal, giver hende og to andre af samme slags mad hver dag, og de alle tre, er nu nedkommet med i alt ti hvalpe.

Natalia har ledt og ledt efter deres reder, fandt til sidst hvad hun søgte, et hul i jorden og nogle var døde, andre halvdøde og de sidste i elendig forfatning, men Natalie fik fat i de fleste. Hun har fået dem ind hos familier der gerne vil give en hånd med og nu har jeg så fundet et sted til de to små som er ca. 1 måned gamle, men selv kan spise.

Problemet er tæven, hun ved hvor hendes andre hvalpe bliver passet, og sidder og hyler og kalder på dem, på fortorvet, hver nat og folk er ved at gå grasat, der er ingen af naboerne der kan sove. Jeg tænkte lidt på, om man ikke skulle lade tæven beholde en han, indtil videre, jeg synes det er synd for hende at vi tager alle væk, men så har vi jo bare en gadehund til, som vil blive vild og det går jo heller ikke, sådan en lille fyr, skal jo socialiseres så vi kan hitte et godt sted til den.

I vores lille landsby, Jaris, er der også “gang i biksen” bønderne her, er lade og nærige, de kommer aldrig til de kastrationer vi laver i området, enten har de ikke transport eller de vil hellere lave noget andet eller har ikke penge til deres dyr, så NU laver jeg en kastrationsrunde herhjemme hos mig selv i gæstehuset, til en lille pris og håber så på at det NU lykkes at få folk til at komme!!! Jeg tænker på den 30. august 09 og dyrlægen vil fortælle mig i morgen, om han kan komme. Jeg har sagt at det nok bliver en lille runde, men til gengæld kan han få en god frokost, han er glad for mad!!!!

Om en times tid, er jeg inviteret til en 2 års fødselsdag hos en nabo og der vil komme mange, egentligt gider jeg ikke tage af sted for jeg VED bare hvad der vil ske….lige så snart folk ser mig, kommer de med historier om at der hvor de bor, løber der hunde rundt som er forladt, killinger etc.men jeg tager af sted alligevel, for så kan jeg fortælle om min runde her og så tager de måske deres egen, plus gadehundene med hertil og muligheden for at de tager sig af dem, er dermed større. Det fortæller jeg om senere….

Apropos kastrations-klinikker, så har jeg lidt over USD1000.00 på SASY-kontoen og dem vil jeg bruge på min lille by her, en runde i Puriscal og så Acosta men de to sidste, kommer folk til at betale lidt mindre end dyrlægen tager, så det bliver nok ikke så dyrt og jeg må hoste op med lidt god mad til dyrlægen, så han føler sig “forkælet” som han meddelte mig forleden dag, at var nødvendigt, ellers kan vi ikke få div. dyrlæger til at komme så langt!!!!!

Nå, jeg vil gå ud til min lille mand, lave noget frokost til ham, putte ham i seng vente på at Laura kommer og kigger lidt efter dyrene og så gå til den der fødselsdag hvor jeg bliver bombarderet med problemer og spørgsmaal, heldigvis kan jeg kun blive en time for så kommer en psykolog-veninde og det er ved Gud, noget morsommere, så er det mig, der kan “hælde vand ud ad ørerne”…….

En hundehilsen til alle fra Lise

/af

Indienstur – 15. august 2009

, , , , ,

Af Dyrlæge Mogens Østergaard Hansen
billede1
Atter engang lykkedes det at samle en flok entusiastiske dyrlæger og veterinærsygeplejersker, som vil bruge deres ferie og penge på at arbejde gratis under meget besværlige forhold i Indien.

Så vi forlod den danske sommer i midten af august 2009 for at ankomme til en meget varmere sommer i New Delhi. Udover at varmen var ca. 20 grader mere end i Danmark, så blev man overrumplet af farverne, menneskene, duftene (og stanken!) samt fattigdommen, også selv om man har været der mange gange efterhånden. Men en positiv ting er, at luftforureningen er ikke slem mere, efter at alle taxier, busser og andre officielle køretøjer skal køre med gas. Så i byerne er den total sorte røg, som før kom ud af udstødningsrørene, kun et meget sjældent syn.
Efter et par dage på vores faste tibetanske hotel, som ligger i et meget stille tibetansk område af Delhi, skulle vi videre til Dharamsala. Denne tur indbefatter en togtur på 12 timer, som jo altid er en oplevelse i Indien, samt en biltur på ca. 3 timer på det sidste stykke op i bjergene.

Vi ankom ved middagstid, hvor vi blev modtaget af Tibet Charitys direktør i Dharamsala, Mr. Tsering Thundup. En mand, som man kun kan føle en stor respekt for med hele hans udstråling og væremåde. Jeg mødte ham første gang, da han var leder af et skolehjem i nærheden af Bir. Det var i 2001, da vi første gang arrangerede et gadehundeprojekt i Dharamsala på H.H. Dalai Lama’s opfordring.

På en fridag tog vi så til skolehjemmet, hvor vi blev vist rundt. Børnene var alle fra de mest fattige områder af den østlige del af Tibet, hvor forældrene enten stadig var i Tibet eller var døde. Men vi blev kun mødt med smil og latter og leg, og at se den ro og orden, der var på hjemmet, hvor børnene selv stod for oprydning, tøjvask, haven, madlavning og meget andet udover deres skolegang og buddhistiske gøremål, ja det var fantastisk. Mange danske skolebørn ville have godt af en rundtur på denne skole, så de kunne se, at der er andre værdier end ligegyldighed, egoisme og mobiltelefoner.

Udover Mr. Tsering Thundup var der flere fra Tibet Charitys kontor for at byde os velkommen og hjælpe os med vores værelser. Og her må jeg nævne Vishnu, som egentlig hedder Bishandass. Han skulle vise sig at være den bedste hundefanger, som jeg nogensinde har set. Samtidig var han en utrolig behagelig fyr at være sammen med og meget hjælpsom.

Efter en hviledag var vi inviteret til åbning af den nye dyreklinik i Dharamsala. Allerede efter vores første tur til Dharamsala begyndte vi at planlægge en fast dyreklinik i Dharamsala, og efter meget arbejde fra især Gunver Juul og Tsering Thundup og efter mange problemer med at skaffe lokaler og problemer med de indiske myndigheder er det nu lykkedes at få etableret en fast dyreklinik tæt ved Tibetan Children Village (TCV). Og til ære for os havde de sørget for at lægge åbningen, så det passede med vores ankomst.

Til selve åbningsceremonien var der inviteret flere prominente personer, bl.a. ledende officielle veterinære personer samt TCV’s øverste ledere. Og som det er skik i de tibetanske områder så blev der holdt mange og lange taler! *G* Men det var en flot åbning, hvor vi også pr. tradition blev beæret med de flotte hvide sjaler, inden det røde bånd blev klippet over, og vi kunne se den nye klinik. Klinikken var utrolig flot, og noget af det mest moderne og praktiske, som jeg har set både i Indien og Thailand. God indretning, gode borde og alt udstyret var placeret i skabe under meget ordentlige forhold. Men de udendørs faciliteter, bure og løbegårde, var absolut ikke optimale, og der manglede penge til at købe materialer til at lave ordentlige hundebure.

Efter 3 dage i New Delhi samt 1 dag i Dharamsala var vi ivrige efter at komme i gang, og bare det at finde alle vores medbragte instrumenter og andre gode ting med fra Danmark og få det samlet og placeret klinikken var dejligt. Nu skulle vi snart til at arbejde!

Den første arbejdsdag er altid lidt speciel. Mange har ikke været med før og er måske lidt nervøse. Slår man til, kan man de ting, som kræves, kan jeg finde ud af det? Nogle kender hinanden og har måske været med før. Så der går lige lidt tid, inden man som koordinator ved, hvordan teamet fungerer. Og som regel finder de enkelte i teamet hurtigt ud af, hvem de arbejder godt sammen med. Dette var vigtigt, da Tsering Thundup gerne ville have os ud på nogle camps, dvs. mobile klinikker, hvor vi tager ud til steder, hvor de har brug for vores hjælp.

Han havde planlagt en camp i Bir, et tibetansk område 3 timers kørsel fra Dharamsala. Vi skulle også ud til et medicinsk universitetsområde nær Kangra samt til en lille indisk landsby i bjergene nær Kangra. Da han nævnte den indiske landsby, var jeg meget skeptisk. Dette med tanke på flere oplevelser med indiske myndighedspersoner, hvor de lover en masse, og der sker intet. Vi havde haft oplevelser, hvor de lovede, at der ville være masser af hunde til os, men når man så stod der med alt udstyret, ja så var der ikke en eneste hund. Men denne mistanke skulle senere vise sig totalt ubegrundet.

Jeg skal måske lige her fortælle, hvilket arbejde, som vi egentlig udfører. Vores arbejde er grundlæggende baseret på ABC arbejdet. ABC står egentlig for Animal Birth Control og har siden starten af  90’erne vundet indpas i mange lande verden over. Grundlaget for arbejdet startede faktisk i Indien, hvor specielt en person, Dr. Krishna fra Blue Cross, en dyreværnsorganisation, var forgangsmand. Man skal tænke på, at halvdelen af alle verdens humane rabiesdødsfald er i Indien. Så officielt dør 30.000 mennesker, heraf hovedparten børn, hvert år i Indien. Men det uofficielle tal kan være 5-10 gange mere! Så det var naturligt, at man netop i Indien var interesseret i at begrænse denne sygdom, som i 99 % af tilfældene overføres via hundebid. Og man havde i over 100 år prøvet med masseaflivninger uden effekt. Så hvad skulle man nu?

Dette var starten til at prøve ABC-projektet i nogle få områder af Indien, og med stor succes. ABC arbejdet består i at neutralisere (kastrere/sterilisere), vaccinere, parasitbehandle samt øremærke mindst 70 % af hundene i et område for derefter at sætte dem ud i det område, som de kom fra og sørge for, at lokalbefolkningen i området passer og fodrer kun de hunde, som er blevet behandlet. Det optimale ville så være at få løst affaldsproblemet, så der ikke ligger masser af mad, der kan tiltrække hunde, der ikke er blevet behandlet. Hvis man når op på 70 % af hundene, så taler man om en kontrolleret gadehundebestand, hvor man så løbende skal sørge for at få behandlet de hvalpe, som kommer til. Og det er en kæmpe fordel at behandle hvalpene, da de er nemme at fange og operere med meget få komplikationer.

Der har været kritik af ABC arbejdet, og selve proceduren er da også blevet ændret flere gange gennem årene. Og nogle steder, hvor ABC programmerne har slået fejl, har været områder, hvor man på grund af utålmodighed og dumhed har slået de hunde, som er blevet behandlet, ihjel. Problemer her er, at de hunde, der som regel bliver behandlet først, er også de hunde, som er mest knyttet til mennesker og nemmest at fange, og når du slår dem ihjel, ja så kommer de hunde, som er mere sky og ikke så tamme tættere på, hvor der er mad og dermed mennesker, og så har vi et større problem, for de hunde, som skulle have holdt dem væk, ja de er døde. De indiske myndigheder var startet på det i Dharamsala for nogle år siden, inden de blev stoppet. Andre problemer udover dumhed og utålmodighed, som man ikke kun ser i Indien, men også i lande i Europa som Grækenland og Tyrkiet, med ABC programmerne er, at man ikke var nået op på de ca. 70 %, eller at man ikke holdt det ved lige. Ja, og så er der stadig det store affaldsproblem, som holder liv i rigtig mange stray dogs.

Nå, efter vores første dag på klinikken skulle de fleste af os ud i felten og lege M*A*S*H. Vi skulle til et medicinsk universitetområde, hvor vi fik tildelt nogle lokaler. Meget fine lokaler, som blev brugt til studerende. Men lyset i de lokaler! Jeg har en mistanke om, at samtlige indere er udstyret fra fødselen med natkikkertsyn. Hvordan er de i stand til at læse under de betingelser? Men belært af tidligere ture så havde jeg taget pandelampe med. Vi havde Vishnu med, og dagen før havde vi været dernede for at fange hunde.

Det skulle vise sig, at hundene i dette område var ekstremt sky. De havde meget lidt menneskelig kontakt, da det var et universitetsområde uden mange fastboende familier, primært studerende. Så det var et show at fange hundene, som alle vores tilskuere var meget fornøjet over. Og det er utroligt, som vores tilstedeværelse kan trække folk til. Man kommer ud, hvor der umiddelbart næsten ingen mennesker var, og pludselig står der 100 personer, der virker, som om at de har hele dagen til at kigge på os.

Jeg kiggede faktisk lidt efter de huller i jorden, som de måtte være kommet op ad, for der var ingen huse i området. En lille sjov oplevelse var en hundefamilie med mor og 6 små hvalpe, hvor vi fangede moderen samt en hvalp. Resten gemte sig i et rørsystem i overfladen af jorden, hvor der var flere udgange. Der blev udtænkt mange måder at få dem ud på, og intet lykkedes den første dag. Men næste dag var de rimelig sultne, så de kom ud af deres hulesystem, når de blev lokket med mad. Alt i alt nåede vi ca. 40 hunde i dette område, så betingelserne taget i betragtning, så var det OK.

Vi skulle derefter til Bir, som ligger ca. 3 timers kørsel østpå fra Dharamsala. Udover at Bir også er et område med meget tibetansk indflydelse, så er det også et meget kendt sted for paraglidere. Faktisk bliver verdensmesterskaberne i paraglidning afholdt i dette område. Samtidig er det et meget smukt område med alle deres theplantager på bjergskråningerne. Da vi ankom, skulle vi først mødes med den lokale tibetanske hundegruppe, som var meget ivrige og gjorde et stort stykke ulønnet arbejde. Vi skulle stå under et smalt halvtag lige ved nogle meget nedslidte bygninger. Vi delte arealet under halvtaget med nogle indiske kvinder, som puttede hør i nogle meget dekorative puder/madrasser.

Vi fik stillet vores borde og udstyr op, efterhånden kunne alle deres funktioner i søvne. En af de første patienter var en meget hærget hanhund, som havde et kæmpe betændt område med dødt væv, maddiker og rester af et øre på den ene side af hovedet. Han havde vist rigtigt levet livet som slagsbror og områdets Don Juan. Vi fik ham bedøvet, behandlet hans hoved og selvfølgelig også kastreret og vaccineret. Da vi kom næste dag, var han meget deprimeret. Han lå bare og kiggede uden at røre sig, som om han vidste, at vi havde taget hans mandighed fra ham. Denne tilstand stod på næsten hele dagen, og vi var faktisk lidt bekymrede for ham. Indtil der kom en løbsk tæve til operation. For første gang løftede han hovedet, og pludselig var han henne hos hende og parre hende på alle mulige måder.

Vi havde nogle dejlige dage i Bir med pragtfulde mennesker og gode oplevelser. Jeg boede som den eneste på et tibetansk hotel for munke. Der var en dejlig fred og ro om aftenen! Og vi afsluttede med en afskedsceremoni for alle, der havde været involveret i arbejdet, hvor Tsering Thundup og hans kone og børn deltog med tale og uddeling af de flotte hvide sjaler til alle.
Vores næste camp var jeg meget skeptisk overfor. Tibet Charity’s direktør, Tsering Thundup, Vishnu og jeg tog ud til et bjergområde med småbyer, hvor der havde været rabiesdødsfald blandt menneskene. Efter at have ventet i rimelig lang tid på en ”restaurant” (2 borde og en stegepande på et gasblus på gulvet) ankom områdets leder. Vi blev kørt langt ud af en bjergvej, hvor der ingen beboelse var, kun et hus med 3 rum og en overdækket terrasse. Min reaktion var meget blandet. Stedet var pragtfuldt med udsigt over bjergskråningerne med træer, flod og rismarker. Men jeg havde en forventning om, at vi måske ville se 1-2 hunde på de 3-4 dage, som der var planlagt. Det skulle vise sig, at jeg tog meget fejl!

De fleste af os tog derud dagen efter, og vi havde knap stillet op, før der var en kø på 20 hunde. Folk, gamle som unge, kom langvejs fra gående med deres hunde. Der var en gammel mand med stok, der kom gående 15 kilometer med 3 hunde for at få dem opereret! Jeg var meget forbavset, da jeg flere gange før havde været ude for, at når man aftaler noget med indere, så sker der intet. Men forklaringen her var, at den øverste ledelse i området var meget indstillet på at udrydde rabies, og alle folk i området havde fået at vide, at hvis de ikke fik deres hunde opereret og vaccineret, så ville de blive aflivet. Så her fik vi vores sag for.

Hver gang vi talte hundene i køen, så var der ca. 20, uanset hvor mange vi lige havde opereret. Og dette fortsatte i 3 dage, hvor vi stod ved 4 borde, og i nogle tilfælde opererede på gulvet også. Hver dag gik vi meget trætte i seng i vores guvernør bolig, som var en tidligere bolig ude i skoven til brug til prominente gæster. Efter 3 dage havde vi nået 150 hunde og en ko (koen blev behandlet for et sår).

Vores tid i Dharamsala området var nu slut, men Liv, vores friske norske dyrlæge, ville gerne blive et stykke tid og hjælpe i Dharamsala på klinikken sammen med Lobsang og Vishnu. Efter en afskedsmiddag for alle samt Tsering Thundup, Vishnu og Lobsang tog vi op til Ladakh for at mødes med den anden gruppe, der nu havde arbejdet deroppe i 7 dage. Vi havde lavet et samarbejde med Vets Beyond Borders, en australsk gadehundeorganisation, som arbejder meget i Indien på forskellige lokaliteter og har et tæt samarbejde med den indiske regering, bl.a. med uddannelse i Delhi af indiske dyrlæger til gadehundeprojekter. Vet Beyond Borders har startet en klinik med midler fra Brigitte Bardot Fonden i byen Leh i Ladakh området i den allermest nordlige del af Indien. De har brug for frivillige i hele sæsonen, som er fra forår til september. Resten af perioden er det nærmest umuligt at komme ind eller ud af området, da alle bjergpas og lufthavnen er lukket af sne. Dette undrer sådan set ikke, da bjergpassene er de højeste i verden på ca. 5700 meter, og en af byerne ved et af passene har målt 62 graders kulde, hvilket er den næstlaveste temperatur målt i et beboet område.

På vores tur op til Leh var det også tydeligt, at det var sidst på sæsonen og passene snart lukkede. Der blev kørt forsyninger ind til området, hvilket medførte kørsel nærmest i kortege med et endeløst antal af stærkt forurenende lastbiler, som kæmpede sig op af de stejle bjergveje. Her er det så lige, at den indiske mentalitet på vejene kommer til udtryk. Vores chauffør var ikke til sinds at bruge sin ungdom med at ligge i lastbilskøer, og dette medførte mange, ja nærmest et utal af hasarderede overhalinger med hornet i bund på meget dårlige, hullede og snoede bjergveje uden trafikværn til beskyttelse af frie fald på mange hundrede meter. Med en ipod i ørerne og et stille billede af alle ens kære i Danmark på nethinden kunne man opnå en tilstand af en grad under total panik og dødsangst. Men udover dette var det en utrolig naturoplevelse, hvor der efter hvert sving var et nyt sceneri, som nærmest tog pusten fra en. Og hvis ikke sceneriet gjorde det, så tog højden resten. Vi var ude i sneen i 5300 meters højde, og bare at gå lidt opad i denne højde var hårdt. Og mens vi stod der, så kom der en vesterlænding på mountain bike cyklende opad i korte cykelbukser! Det var grænseoverskridende bare at se på.

På trods af alt så nåede vi sent om aftenen efter 16 timers kørsel Leh. Vi bookede samme hotel som den anden gruppe, hvor jeg fik et værelse på 2. sal. Vi var i 3500 meters højde, og bare i denne højde blev man forpustet af at gå op ad trapperne. Næste dag skulle vi mødes med den anden gruppe, som var stået tidligt op for at arbejde, så vi tog en taxi derud. Klinikken ligger i et ørkenområde et stykke uden for Leh, og på trods af, at vi lige havde været i områder, hvor der var sne, så var det faktisk meget varmt derude, omkring 30 grader. Til gengæld var der nærmest frost om natten. Lederen af klinikken var en australsk dyrlæge, Ruth Prye. Hun kørte klinikken meget entusiastisk og professionelt, og i løbet af sæsonen havde de nået næsten 1000 hunde. Alt var sirligt skrevet ned i bøger, og der var godt styr på alt medicin og udstyr.

Vi havde en god tid deroppe, men der var ikke meget at lave, da de var ved at lukke ned for sæsonen. Men vi fik nogle gode diskussioner, især om fordele og ulemper ved de 2 måder at operere tævehundene på, nemlig ”midline” og ”flank” operationer. ”Midline” operation er den metode, som bruges hyppigst i hele verden, hvor man laver sit snit i midten af bugen og derigennem fjerner æggestokke og livmoder, hvor ”flank” operation bruges en del i Australien og på en del gadehundeprojekter. Her opererer man gennem et snit, som lægges på siden af hunden et stykke under rygsøjlen. Fordelen ved ”flank” operation er, at man ved gadehundene nemmere kan holde øje med såret, og der er mindre risiko for, at såret bryder op. Ulempen er, at der er større risiko for blødning samt smerter, ligesom der nemmere går infektion i såret.

Efter et par dage i dette pragtfulde område skulle vi tilbage igen, men vores oprindelige plan med at tage samme vej tilbage, var umuligt, da passene var lukkede på grund af sne! Og vi havde kun været i Leh i 4-5 dage. At bestille fly var også umuligt, alle i området, som ikke var fastboende, ville ud af området nu, så alle fly var fuldt bookede. Gode råd var dyre, men det viste sig, at vi kunne tage taxi til byen Srinigar i provinsen Kashmir, hvor vi så kunne tage et fly til Delhi. Dette havde faktisk været en af mine drømme at komme til Kashmir i mange år, idet jeg sidst havde været i Srinigar i 1975. I den mellemliggende periode har det i mange perioder været farligt at være i Kashmir området og især Srinigar, da der har været uroligheder mellem de muslimske frihedsorganisationer i området og de indiske regeringsstyrker. Dette har givet sig udslag i bortførelser af vesterlændinge, væbnede kampe og bombeattentater. Men i de sidste par år har der været rimeligt roligt, og nu er turisterne begyndt at komme igen, og sågar er der organiserede skiture til området nu. Og de næste 3 dage skulle vise sig at være en perfekt afslutning på turen.

Vi startede med en pragtfuld tur til Srinigar, hvor vi ankom til Dal Lake. Srinigar ligger ved en meget stor sø, som hedder Dal Lake. Rundt om hele søen kan man se Himalaya bjergene, og fra kanten af søen bliver man i gondoler, her kaldet shikhara, sejlet ud til store husbåde, som Dal Lake er kendt for. Husbådene ligger ved små øer i søen og er bygget meget kunstfærdigt i træ. De har en lille terrasse i den ene ende, hvor man kan sidde og nyde sin morgente eller aftens øl, mens man ser på bjergene, ørnene, lotusblomsterne og vandliljerne og lytter på isfuglenes latter. Indenfor er der spisestue med træmøbler, hvor man får serveret alle måltider. Her nød vi livet en dags tid, vi kunne sagtens have brugt 14 dage her. Men videre til Delhi, hvor vi så havde booket os ind på et eco friendly 5 stjernet hotel tæt ved lufthavnen, hvor vi blev forkælet den sidste dag, inden turen gik hjemad.

Disse ture giver så meget energi, da man er i kontakt med så mange pragtfulde og positive mennesker, som alle gerne vil gøre en forskel. Og det gælder både i gruppen og alle de lokale personer, som vi møder. Læg dertil alle de oplevelser, både naturmæssigt som arbejdsmæssigt, som man bliver rig af indeni, og så pludselig forstår man, hvorfor man hellere vil være her end at stå derhjemme på klinikken og blive rig økonomisk. Rent praktisk så nåede vi op på ca. 400 hunde og en enkelt ko på vores tur, og selvom det er lidt i forhold til de 350 millioner gadehunde på verdensplan, så har vores tilstedeværelse dernede stor indflydelse på mange menneskers forhold til hundene. For hvis en masse rige vesterlændinge vil tage helt fra Danmark, Sverige og Norge til Indien for at tage sig af hundene, så ændres indernes og tibetanernes indstilling til hundene også mærkbart. Og så har vi gjort en forskel.

Med venlig hilsen

Mogens Østergaard Hansen
Dyrlæge
/af