Af Lise fra Costa Rica

Kære alle sammen

Jeg har gang i mange ting, er nu næsten ved at nå målet med hensyn til en kastrationsklinik i Acosta som bliver sponsoreret af Dyrenes SOS. Det har holdt hårdt, min kontaktperson er smaddersød, men som folk er flest her, noget utilregnelige dvs. sådan i stil med, ” det skal nok gå, vi finder en løsning” men sådan arbejder jeg ikke og stakkels pige, har vist fået “the message” for jeg blev nødt til at ringe til hende hver eneste dag for at høre, om hun NU havde fundet lokalet således at jeg kan kontakte de 3 dyrlæger jeg ønsker skal komme. Nå, datoen var fastsat til 20. juni 2009 men så ringede hun og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, for den dag var der bespisning af fattige i kirkens lokale (som var afsat til os). Folk får også en pose med ris og bønner og de ting de behøver til den daglige mad etc., og det er jo lige de folk, vi skal have fat i, idet det er dem, der ikke har råd til at få deres dyr kastreret og derfor reproducerer de sig, som kaniner.

Efter sigende, er der omkring 25 gadehunde og nu skal jeg have fat i folk, der vil hjælpe dem, dvs. at de indfanger hundene og binder dem, så de er fastende. De beholder dem et par dage efter kastrationen/sterilisationen for at checke sår osv. Derefter slipper de dem fri igen. En uge efter bliver de igen indfanget for at fjerne sting, hvis de stadig er i området. Det bliver det “springende punkt” og jeg bliver nok nødt til at gå på deres lokale kabel-tv og fortælle dem lidt om hvorfor det er nødvendigt at de selv hjælper til med at nedbringe antallet af uønskede hunde og katte, ydermere er det nemmere at afsætte en tæve eller hunkat, der er opereret. Jeg har dyrlægerne, vi skal nok bruge 3, de har deres assistenter, så nu skal jeg “i krig” med at skaffe mine folk, samt få lavet kampagnen med logo fra dyrenes SOS. Denne gang vil jeg gøre det lidt anderledes, da jeg vil bede folk om, at komme med deres dyr ”dewormed”. Mange aner ikke, at man skal give ormemidler til hunde og katte og ind i mellem, dør hunden, ikke pga. af operationen men et kraftigt angreb af orm, derefter hedder det sig, at dyrlægerne har skylden!!!

Well, det skal stå på papiret som bliver delt ud og ophængt, så er der ingen der kan sige “det vidste jeg ikke”!!!

Jeg har også lige lagt sidste hånd på en forespørgsel til WSPA om en donation til forbedringer til mine installationer her, så nu er der bare at vente på, at de i London, acceptere min forespørgsel , jeg har brug for en forlængelse af taget i dog-run så dyrene ikke bliver våde når det regner heftigt, et isolations område til de hunde jeg henter på vejen og som evt. er syge og kan smitte, en vaskemaskine til at vaske deres senge eller klude, en lille transistor til musik og snak, således at de ikke bliver forskrækkede over larm fra TV og radio, når de evt. en dag bliver adopteret. Mange familier bor tæt på hinanden og de har hver deres program og det er HØJT så det overdøver naboens radio. Her er er der så stille, at man kan høre græsset gro!!! Ydermere har jeg bedt om 3 gigant-transportkasser som jeg vil bruge som hundehuse til dem, hvor jeg ikke har plads andre steder således, at jeg da ihvertfald kan få dem væk fra vejen/gaden…få dem op at stå og håbe på at en eller anden god familie vil have dem når de er opereret, dewormed, vaccineret og i god foderstand. Det lyder enkelt men er faktisk en stor opgave at få det hel til at passe sammen fordi der er så mange og sådan en radmager hund der ikke har spist i lang tid, skal behandles lidt forsigtigt så man ikke ødelægger maven på den.

I mandags kom der et TV-hold fra Puriscal og bad mig om at fortælle om gadedyr, hvorfor de bliver sat på gaden,(der er mange grunde) og jeg snakkede og regerede i over 45 minutter i et væk, faktisk lang tid men da det er min “kæphest”, så var der rigeligt at tage af!!! I “slutspurten” bad jeg inderligt folk om at hjælpe dyrene på gaden, har den enkelte ikke råd selv, så søg hjælp hos naboer, familie, venner etc. og jeg fortalte dem om mit motto ” vi kan ikke redde alle men sammen kan vi redde mange”, så nu er der kun at håbe, at den er “feset ind”. Programmet er for unge og min ide var/er, at det er dem jeg skal have fat i, sådan at hvis deres forældre tænker på at smide en hund eller kat på gaden, så skal de opponere mod det og finde løsninger selv. Det er så nemt at ringe til Lise og videregive problemet til mig!!! Jeg er klar til at hjælpe med råd og vejledning og kastration men hunden bliver hos dem!!!

De hunde der løber fortvivlet rundt på vejen og ikke har nogen til at hjælpe dem, tager jeg med, hvis jeg kan fange dem, det lykkes normalt, hvis ikke første gang, så anden hvis jeg kan hitte dem igen, jeg rasler med madposen, taler blødt til dem og lægger noget foder som de spiser, måske løber de væk, men næste dag er de der igen og sådan får jeg deres fortrolighed til jeg kan få fanget dem og taget dem med herhjem….jah, sådan er det, men heldigvis er der ikke så mange på gaden mere, jeg ser frugterne af mit arbejde, så nu er det bare at vente en 8-10 års tid, så er de unge voksne og vil forhåbentlig tænke en ekstra gang og ikke gøre som deres forældre, som bare satte hunden på gaden, men tage ansvaret for den beslutning de i sin tid tog, da de besluttede sig for at have hund!!!!! Det sidste var min afslutning til tv-programmet.

I øvrigt kommer de igen snart, jeg er ved at lægge sidste hånd på information om de mest almindelige sygdomme og hvordan man selv kan behandle dem, dvs. hvad folk bør have hjemme i en lille kasse, sådan at de kan give en form for første hjælp inditl de ringer til mig og som henviser til en dyrlæge. Sådan er det faktisk altid, de ringer her i håb om at jeg kommer og hjælper deres dyr, og da de ved jeg gør det gratis , så prøver de mig først – enten vil de ikke betale, har måske ikke transport til dyrlægen eller simpelthen så fattige, at de ikke kan betale. Jeg spørger dem hvor meget de kan betale og siger, at jeg deltager i udgiften men kan de, skal de hjælpe til selv og derved “lærer” jeg dem, at hvis et dyr er sygt, skal de opsøge en dyrlæge ligesom de opsøger en læge eller hospital, hvis et menneske er sygt. Det kan vel ikke være saa svært at begribe!!!

Så, det blev en længere “smøre” nu vil jeg gå ud og underholde min lille mand der sidder og keder sig i rullestolen. En veninde har lige ringet og vil komme med noget kinesermad, dejligt så bliver jeg fri for at koge i aften, og vi nøjes med en bid brød…

Endnu engang tak for donationer og vi mailes ved.

Knus
Lise

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Der er jo lavet en mægtig god brochure i Finland hvor der er det billede som Lars Friis tog, det er det med min beskidte T-shirt med logo fra Proplan…hvor jeg er i rehabben, Jenny springer op og
de andre leger….. et billede hvor man kan se dynamikken i flokken. Hvis I vil, kan jeg spørge Raili i Finland
om hun kan sende diverse billeder til jer, hun fik en Guds benådelse af Lars, Diana og Angela og valgte nogle herfra rehabben samt operations-klinikker hos indianerne, hvor man kan se, hvordan vi lærer folk at pleje deres egne dyr.

På lørdag kommer der et tv-hold hertil og vil lave et interview med mig omkring dyr der bliver forladte dvs. sat på gaden og som dermed bliver gadehunde. De baserer deres tv-program omkring ” en hunds dagbog” jeg fik den for ca 4 år siden af en amerikansk veninde, oversatte den til spansk og publicerede den i en avis , den der er mest læst af folket her, noget Ala ekstra bladet. Jeg har læst den over 30
gange og tuder hver gang men det er Bl.a. den, der gør, at jeg fortsætter fordi jeg synes det bare er så synd for de dyr, der bliver til gadehunde og katte.

Jeg er i fuld sving med jeres klinik i Acosta, den foreløbige dato er den 20. juni 2009, jeg har, vist nok, de tre dyrlæger og mangler et totalt OK fra præsten omkring deres kommunale salon som skulle være stor nok til alle, de fleste dyr kommer jo med , ihvertfald to personer og kommer der 150 dyr, så skal der være plads til over 300 personer under tag, da det regner cats and dogs om eftermiddagen og vi kan ikke operere på våde dyr. nå, ideen er
at jeg tager min gode husbond ud på en tur dertil, dels kommer han lidt ud, dels kan jeg lige kigge på forholdene og få en sludder med præsten og dem der vil hjælpe med kampagnen.´

Jeg er også i fuld gang med at bede om en donation fra WSPA til
forbedringer af de allerede installerede bure etc. Det er et værre bøvl med indhentning af priser på materialer etc. plus arbejdskraft, det kan jeg jo ikke , kun estimere, idet jeg ikke ved, hvor lang tid det tager at lave disse forbedringer, det nemmeste var, at indhente tilbud på en stor semiautomatisk vaskemaskine, således at jeg kan bruge den til dyrene i rehab og dogrun…(altså ikke dyrene men deres tæpper!!!)har også bedt om 3 gigantiske transportkasser, een til at hente gadehunde i, to til brug som
hundehuse, når jeg ikke har plads i burene, så har jeg bedt om en radio med god reception, et isolerings område bagved gæstehuset, som i øvrigt nu står færdigt, et gulv i rehab, som også er færdigt, det har Uwe og jeg betalt, USD 500.00 kostede det, kunne ikke vente idet det var der, hvor de giftige biller kom op af jorden, deres “tid” er nu forbi og i år havde jeg ingen problemer med syge dyr der skulle i drop på klinikken. Sidst men
ikke mindst, har jeg bedt om en udvidelse af taget i rehabben således at dyrene ikke bliver våde når det regner med vindstød……det er såmænd det hele!!!

Nå, de kan jo bare sige nej til noget af det men det tror jeg nu ikke. I morgen går det afsted til London og så er der bare at vente på godt nyt!!!!

Jeg er smuttet, vi har lige strømsvigt men jeg har tid på laptoppen til at sende så det vil jeg gøre nu.
Knus Lise

Af Dyrlæge Igor Zinger

Rapport til Dyrenes SOS fra den israelske dyrlæge Igor Zinger, som har arbejdet på klinikken i Dharamsala i foråret 2008, og igen i foråret 2009.

Er netop kommet hjem efter at have været på camp. Vi har været i Bir, en tibetansk landsby  3 timers kørsel fra McLeod Ganj, hvor der overvejende bor flygtninge. At køre i en indisk bil på de “specielle” veje, har virkelig været en sand koncentrationsprøve – næsten som at udføre en operation! Varm velkomst af de lokale, med øjne fulde af iver – vi smeltede efter de første dage.

Den problemtiske indfangning af hundene, og deres ophold før og efter operation, blev håndteret af af vores personale, der bestod i en bil, to dyrlæger og to veterinærsygeplejersker.

Den nye dyrlæge ankom et par dage før camp’en, blev introduceret til vores virkelighed, og håndterede det virkelig flot. Hun er en stærk og intilligent kvinde, og en veluddannet dyrlæge med den nødvendige erfaring.

Vi vågner op tidligt om morgenen til lyden af tibetansk sang fra klostrene, og skynder os ud på gaderne, og rabiesvaccinerer, giver vitaminer og indsprøjtninger mod skab. Samtidig indfanger vi de hunde der har behov for særlig pleje med antiparasitære og varme desinficerende bade, og afmagrede og forsømte hunde der behøver omsorg og mad.

Særlig opmærksomhed fik en en ikke mere end to måneder gammel hundehvalp, der blev bragt til os af en lokal kvinde. Den var underernæret, fyldt med både orm, lus, skab, hårsækmider og lopper. Hvalpens største problem var synligt på lang afstand: Et kæmpemæssigt lyskebrok, der strakste sig langt ned ad bagbenet.
Størstedelen af hvalpens tarmsystem var faldet ud gennem lyskekanalen og lå som en kæmpe klump under huden på indersiden af bagbenet – næsten som en falsk bughule. Efter et par dages stabilisering med væske, vitaminer, antibiotika og parasitbehandling, samt afhjælpning af den forstoppelse der var en følge af brokket, besluttede vi at operere hvalpen for dens brok.

Vi fandt den bedst egnede bedøvelse, og åbnede ind til brokket og fandt ud af, at lyskekanalen manglede fuldstændigt; i stedet var der et stort hul i bugvæggen. Vi måtte rekonstruere den del af bugvæggen der manglede, ved at lave en flap af den eksisterende bugmuskulatur – et arbejde der krævede stor forsigtighed for ikke at beskadige den lille hvalps blodkar

Det lykkedes os at få tarmene på plads, og samtidig blev han kastreret. Operationen varede mere end tre timer med konstant overvågning af den lille hvalps livstegn, og takket være det varme vejr vågnede den lille hvalp hurtigt op bagefter og begyndte at se sig om efter mad! Vi gav ham navnet “Tashi” der er tibetansk og betyder heldig. Han blev adopteret til nye forældre, og fik således en cahance for at starte en ny periode i sit liv.

En hund fra et helligt sted, Rivalsar Søen, blev indbragt til os af nogle udlændinge. Han var blevet bidt af en tiger, og de havde plejet ham i ti dage, og bad os nu – mod betaling af udgifterne – om at bringe ham tilbage til sit eget område, så på vores fridag fuldførte vi den mission også.

Vores arbejdsplan var at patruljere i gaderne og behandle på stedet og rabiesvaccinere, og de hunde der skal neutraliseres – og som kan indfanges – ville vi så bringe til vores lejr- klinik.

Forud for operationen gives dagen før antibiotika, enten oralt eller injektion. Vitaminer og antiparasitbehandling efter behov.  På selve operationsdagen gives igen antibiotika. Præmedicinering med xylazin og atropin, efterfulgt af enten ketamin/diazepam narkose til små hunde, thiopental narkose til de store. Intubering obligatorisk. Operation gennemføres så antiseptisk som muligt, med sterile instrumenter og afdækninger. Postoperativt gives Meloxicam eller butorphanol som smertestillende. Operationssåret sprayes med et ayurvedistisk sårhelende middel, og hunden overnatter til næste dag.  Her undersøges hunden igen, og får antibiotika. Er hunden i orden, vaccineres den og slippes løs i det område hvor den blev samlet op. Hvis det er muligt, overvåges hunden den følgende dag på dens levested i landsbyen.

Hudinfektioner og parasitangreb bliver desværre kun  behandlet delvist, da vi ikke har tilstrækkelig tid til værre samme sted til gennemføre den optimale behandling. Kun første behandling med Ivermectin, og nogle gange injektion nr 2, er muligt. Afficerede hvalpe bades dagligt.

Vores team arbejdede fint some et hele, dette var min første camp, og det så ud som om at arbejdet var fuldført. Vores team var en enhed og alt hvad vi havde udrettet, blev gjort meget smukt, med hjælpsomhed og samarbejde.

Hvert eneste øjeblik og med hver eneste patient, lærer jeg noget. Hver eneste operation er forskellig, og jeg nærmer mig til hver af dem som til en ny bog.

Alle operationer bliver udført omhyggeligt og med tålmodighed. Operationstiden varierer fra en halv time til 1½ time ved komplicerede, drægtige, løbske eller meget fede tæver. I løbet af en uge  med 4 hele operationsdage, indfangede vi mere end 40 hun- hunde, hvoraf nogle få dog desværre undslap. 33 tæver blev steriliserede, 1 hvalp med lyskebrok, 5 hvalpe og 4 store hunde blev behandlet for skab og hårsækmider, og 57 hunde blev rabiesvaccineret.

Gennem instruktion af lokale frivillige i at rabiesvaccinere og parasitbehandle, håber vi at have skabt en vedvarende gruppe, der kan fortsætte det arbejde vi har startet.

Med hensyn til udgifter til sådan en camp, om og de er det værd: JA – og der er stadig MANGE hunde der behøver behandling og som er parate til at blive opererede. Men der er ikke tilstrækkelig tid eller uddannet personale til at gennemføre det, skønt udgifterne til det er relativt små for en vestlig organisation.

Nogle få ord om vores klinik i McLeod Ganj:
Da jeg første gang kom hertil sidste år, fandt jeg klinikken lukket på grund af tekniske problemer. Men efter de nødvendige foranstaltninger var blevet gjort, arbejdede jeg i klinikken i 4 måneder, og fik indrettet klinikken til at kunne modtage og behandle patienter.

Det daglige arbejde varierer fra akut-arbejde til ABC-arbejde, rabiesvaccinationer, parasitbehandling og tilsyn af patienter ude omkring. Patienter med benbrud og ikke-helende sår indlægges. Småoperationer såsom fjernelse af mammatumores foretages samtidig med sterilisation.

Alle lokale hunde behandles en gang om ugen med Ivermectin for hårsækmider og skab på deres levested i byen, og hunde med TVT ( et smitsomt virus der giver store svulster i kønsorganerne, findes ikke i DK. OA.) behandles med kemoterapi.

At løbe efter en såret abe eller et forsømt æsel gennem bjergene  holder min fysik i orden og rede til aktion!

Vand-og elektricitetsforsyningen til klinikken er ustabil, og vi er altid rede til at arbejde med lommelygter og pandelamper. Den generelle hygiejne og de sanitære forhold i klinikken er acceptable. Vi har fået nye borde der kan indstilles i højden, til operation og undersøgelse. Godt for min ryg!

Vi er udstyrede med mobiltelefoner, så vi kan altid holde kontakt med hinanden. Vejret i bjergene skifter konstant, fra extremt koldt til extremt varmt.

De medicinske forsyninger, operationsudstyr og udstyret til den basale patientundersøgelse, er tilstrækkelige til vores formål. Vi har intet narkoseudstyr, undtaget trachealtubus’er. Hjælperne, og særligt Vishen Das (Visnu), er det allerbedste i klinikken!

Vi kan kommunikere med de lokale gennem fagter, og ubesværet med vore kolleger. Hver enkelt af os kender præcis vores job, og vi hjælper hinanden.

Jeg arbejder for sagen med entusiasme, taknemmelighed og stort gå-på-mod! Føler vi bliver bedre dag for dag, udvikler mig konstant, og ønsker at jeres team må fortsætte med at være så gode som I er!

De kærligste hilsner
Dr. Zinger Igor[divider]

Dyrlægegruppen Frijsenborg afholdte et flot arrangement til fordel for Dyrenes SOS/Dyrlæger uden Grænser. Tilslutningen var stor og rigtig mange deltog og var dermed med til at støtte en god sag.

Artikel om hundemarchen i Frijsenborgskov fra Favrskovposten – skrevet af Kian Johansen:
“Ikke færre end 160 hundeejere og 75 hunde trodsede i søndags regnen og gik fire kilometer for at samle penge ind til dyreværnsorganisationen “Dyrenes SOS/Dyrlæger uden Grænser”. De 620 ben travede 3100 kroner sammen til dyreværnsorganisationen “Dyrenes SOS/Dyrlæger uden Grænser”, da foderfirmaet “Royal Canin” sponsorerede hvert ben med fem kroner. Både hundene og deres ejere nød turen rundt i den smukke nyudsprungne bøgeskov omkring Frijsenborg Slot.

“Det var dejligt at opleve så mange mennesker, der sammen med deres dyr ønskede at tage et globalt ansvar for dyrevelfærd,” fortæller en af arrangørerne, dyrlæge Helene Austevoll fra Dyrlægegruppen Frijsenborg. “Vi glæder vi os meget over den store opbakning, som langt oversteg vores forventninger. Vi fik mange positive tilkendegivelser fra deltagerne, og planlægger allerede at gøre Hundemarchen til en årligt tilbagevendende begivenhed,” fortæller en tilfreds Helene Austevoll.

Vi takker Dyrlægegruppen Frijsenborg for deres flotte initiativ og arrangement i vores arbejde!