Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Siden jeg skrev sidst, har jeg haft en masse at lave, dels med dyrene, dels med min mand der var meget syg og faktisk skulle være indlagt på hospital men da han er een af dem der står i første række og råber “her, her”, når der “bliver uddelt div. sygdomme” så ville det ikke være nogen god ide….man skal have et godt helbred hvis man skal på hospital!!!! Nå, nu er han mere eller mindre ok , og så kan vi lidt igen…..

Den 28. februar 2009 havde vi kastrations-klinik i Tabarcia med 107 dyr, flest tæver og kattedamer, mange af dem i løbetid eller nyligt bedækkede så der undgik vi lige en masse hvalpe og killinger. Vi startede kl. 830 og sluttede kl. ca 1700, så det gik stærkt med de 2 dyrlæger og deres 5 assistenter, jeg var der selv med 2 hjælpere og det tog mig lige en 3 dage at kommer over “ondt i benene” af at bøje mig ned, rejse mig op etc. når vi efterså dyrene. Dyrlægerne var forbavsede over dyrenes sundhedstilstand, ikke een med skab eller svamp, praktisk taget alle godt i stand, så det var en fornøjelse at se. En lille gut på en ti år kom dampende med en trilleboer hvori der var en kasse med 5 hvalpe som var til adoption, heldigvis havde han også moderen med så hun blev opereret sammen med 3 tævehvalpe og de blev alle givet væk, damen, Lidiet, der hjalp mig, havde 7 katte med og gav 4 væk, så alt i alt, var det en rigtig god dag, selvom anstrengende. Min ide er, at “rydde op” i dette område omkring en måneds tid idet vi blev nødt til at afvise 15 dyr men foer det, skal vi lige have en runde i Puriscal hvor jeg jo ikke bliver nødt til at deltage. I en større by, Acosta, ligger en halv times kørsel fra Tabarcia, siges der, at der er en mængde dyr, så der skal jeg også hen i nærmeste fremtid, måske med en special donation således at vi kan få alle med, i Acosta bor der kun bønder uden cash, så enten skal det være gratis eller ihvertfald meget billigt, i Tabarcia gjorde jeg det for 2000.00 colones og hvor SASY betalte differencen op til de 6000.00 colones dyrlægerne tog, det er ca. USD10.00.

Når vi kastrerer så mange dyr, er der jo altid en del “efter-veer” i form af tæver der slikker såret op, hanhunde der bliver ophovnet etc. så jeg har haft en del opkald men ikke noget helt slemt bortset fra en lille pincher-tæve, Odie, hedder hun, som var i løbetid og fik indre blødninger, hun var så syg, så syg pga. at hendes lever blev dårlig af at udskille det gamle blod hun havde i bugen, hendes afføring var gul og blød, hun var så dehydreret at hun ikke kunne åbne øjnene, ville ikke spise og brækkede sig i lange baner. Well, jeg sendte en dyrlæge afsted, han gav den noget medicin men som ikke hjalp men heldigvis var familien meget obs på situationen og lige akkurat den dag min gode dyrlæge Claudio var på visit her for at checke mine hunde, ringede de og jeg sagde at de skule komme hertil så han kunne tilse hunden. Manden kom med hende på motorcykel, den lille pakket godt ind i en taske og hunden blev behandlet her, noget medicin samt dråber til leveren og en creme til de lukkede øjne som hun straks åbnede efter cremen blev givet. Familien ringede igår og sagde at hun nu spiste, gøede, legede men at hun ikke åbnede øjnene helt endnu så jeg sagde at de skulle ringe til Claudio. Denne familie er lidt anderledes end de fleste, Claudio tog ikke noget for at behandle hunden, jeg betalte for medicinen og de insisterer på, at betale de penge tilbage!!!Det er ikke normalt, de fleste er bare glade for at jeg betaler og så er den potte ude!!! Af skade bliver man klog siges det, og jeg sørgede for, at alle hanhunde fik dexametasona piller med til 5 dage plus noget sulfa, for det er bombesikkert at de hæver op og lige så sikkert er det, at folk ikke får købt medicinen til at tage det værste og hunden risikerer at dø af infektionen, hvis den breder sig til f.eks. bagben. Jeg ringer altid rundt et par dage efter en runde, alle hanner bliver checket og dem der har medbragt flere end 3 dyr, bliver ogå ringet op og her var der en lille han , der havde det skidt, meget , meget hævet sagde konen. Hannen fik medicinen og jeg anbefalede at hun lavede en stærk kamille te med masser af te-blade, te´en skulle i køleskab og bladene i fryseren, derefter skulle hun bade området med te´en og lægge de frosne blade på og repetere hver time og sandelig om hun ikke ringede dagen efter og sagde at nu så området helt normalt ud, rådet har jeg fra vores naturlæge som bruger kamille-te til alt der har med hævelser at gøre…rådet er hermed givet videre, også til hævede fødder….

Saeti, der bor i indianer-reservatet ringede og fortalte at hendes 3 måneder gamle hvalp var blevet forgiftet og jeg sagde at hun skulle ringe til Diego, så han kunne behandle den lille. han kom , behandlede men hunden blev ikke bedre så jeg sagde at hun skulle ringe igen, hvilket hun gjorde og så tog han den med hjem og lagde den i drop, hun ringede igår og sagde at han ville komme med den idag for nu var den ok igen. Saeti er meget , meget glad og sød ved hunde og tidligere var hun fosterfamilie for mig men det har jeg droppet for hun bor klods op ad en befærdet vej og så betyder det at hunden skal stå bundet hele tiden og det dutte ikke.

En kvinde ringede og fortalte at hendes hanhund var blevet kørt over, hun påstod MED VILJE, for hunden gik i vejkanten og en bil kørte så tæt på den, at den blev ramt. Hun var fuldstændig hys fordi hunden skreg af smerte og hun sagde at hun ville finde een, der kunne komme og skyde den!!!!!Jeg fik hende beroliget, sagde hun skulle tage hunden ind og ringe til Diego, det gjorde hun men han var ikke til at få fat i, hvilket gjorde hende endnu mere hys. Jeg sagde at hun skulle give hunden noget smertestillende og blive ved med at ringe til ham og til sidst, fik hun fat i ham, han tilså den lille og ringede til mig, fortalte at det ville blive en dyr operation, konen kan ikke betale men jeg sagde at han skule se hvad han kunne gøre evt. amputere hvis det skulle være nødvendigt, evt. gipse benet ind men det er alt for hævet til det. Til konen sagde jeg, at vi ville gøre hvad vi kunne men at det kunne være at den ikke vil få den normale førlighed men da i hvertfald være i live, nu må vi se, hvad der kan gøres, hun har ikke ringet igen. Luis, een jeg hjælper med hundefoder til hans tre hunde, ringede at der var blevet sat to små tævehvalpe på gaden hos ham og at han havde taget dem til sig men ikke havde foder. Jeg kørte hen med foder, gav dem ormemiddel og sagde til konen at sådan som de stod der i snor, gik det ikke, f.eks. havde de ingen vand og stod i sol!!! Jeg gik så vidt at jeg sagde at de ville dø i løbet af dagen hvis hun ikke gav dem vand, specielt når de får toerfoder!!! Hun var lige ved at opgive ævred men nogle gange bliver jeg virkelig nødt til at “smøre tykt på” ellers fiser den ikke ind og da jeg kørte forbi forleden dag, uanmeldt, havde de vand og stod i skygge. Den samme mand ringede og sagde at en hanhund var blevet overkørt , han havde den hos sig og jeg sagde at han skulle ringe til Diego som skulle se på hunden og se skadens størrelse, enten reparere eller aflive på stedet sådan at hunden ikke lider unødvendigt, jeg ved ikke i skrivende stund, hvad resultatet blev.

Man skal høre meget før ørerne falder af og jeg skal love for at jeg fik en skideballe af en mand, hvor jeg tilså en hund der havde en hævet penis og noget kræftsvulst ved mundvigen. hunden havde været i behandling med anti-inflamatorio plus antibiotika i 5 dage da jeg tilså den igen. Jeg kom, sagde lige hej til manden og gik iøvrigt hurtigt hen til hunden, en vagthund ingen kan roere og der stod den og logrede med halen og slikkede mine hænder, manden var flappergasted, troede ikke sine øjne og begyndte at blive lidt småsur. Hunden stod bundet ligeså en anden lille hand og uden vand i 33 graders varme!!! Det gjorde jeg opmærksom på, den syge havde vand i en gummispand som jeg lige tog en stirrer på!!!jeg siger jer, vandet var GRØNT og SLIMET, jeg tog spanden og spurgte, ironisk, om han havde lyst til at få en slurk og da “gik den på Dagmar” han blev så vred at jeg troede han ville slå mig……jeg slutter lige nu, vi har jordskælv og strømmen er gået…kommer tilbage…..

Jah, jordskælvet er overstået, 6.2 på Richter scala så det var noget der ville noget, strøm og telefon røg sig en tur men kom tilbage efter en times tid.

Nåh, den rasende mand var ikke til at få i tale, Marito var ikke til meget hjælp, han sad i bilen og gloede ligefrem og så gik jeg, spurgte ham om han ville lade sit raseri gå ud over hunden og det mente han ikke. Da jeg kom hjem og også selv faldt lidt ned, tænkte jeg lidt over situationen og om aftenen ringede jeg til konen , der ikke vidste noget om det skete, lidt underligt, og for mig betød det, at han alligevel godt kunne se, at jeg havde ret til at skælde ud pga. vandet. Jeg sagde til konen at jeg gerne ville undskylde for min opførsel bare for at få ham i tale og han tog telefonen!!!! Det skal dertil siges, at costarikanerne ikke kender til ironi og det burde jeg vel efterhånden vide, jeg har jo boet her i 15 år og man går heller ikke ind på folks område uden at give hånd etc. så han havde faktisk ret til at blive sur men da ikke rasende. Nuvel, når man begår en brøler, må man også stå ved det og han accepterede min undskyldning og sagde “med mig, har De ingen problemer” og Marito og Yadira var totalt flappergasted dagen efter, da jeg fortalte at jeg havde ringet…det er nemlig noget en costarikaner ALDRIG vil gøre, det er derfor de har så mange problemer med hinanden og forbliver uvenner for evigt.

Forrige lørdag var Uwe og jeg inviteret til 50 års fødselsdag hos Jens, et “karibisk party” hvor mutter var stadset ud til den store guldmedalje med autentisk kjole fra oeen Guadelupe, halve blondehandsker, stiletter, orange hat…jah ikke et øje var tørt!!! Meeen…det var lige før at jeg ikke kunne tage afsted for Maria kom løbende og “fangede mig i badet” totalt uhørt her, men SALLY gik med skum om munden, kunne ikke rejse sig og gik i krampe. Jeg styrtede over i dogrun, tog hendes temperatur som var 38 grader, normalt for en hund. Jeg ringede til Claudio og efter hvad jeg fortalte, mente han at det var et frøbid men der er ingen frøer i dogrun og jeg mente at det var evt. et giftigt insekt så jeg gav hende antihistamin og dexametasona hvilket hjalp men kun for en kort stund og så startede det hele forfra da hun fik noget mad sammen med de andre. Ok, Claudio een gang til…som insisterede på, at det var et frøbid og at jeg skulle vaske munden med vand og give citron som antidot. Det gjorde jeg men intet hjalp, nu var hun gået i krampe igen og så ringede jeg een gang til og sagde til ham, uanset hvad du siger, så giver jeg hende atropin, 0.2 cc og det gav han ok til. Nu var det jo blevet sent og jeg havde stadig en del gaver jeg skulle købe, kl. var lige ved 1800 og så er det altså bare mørkt her i landet og jeg ser dårligt om aftenen, det ved min mand Uwe og han blev nervøs for at jeg ikke skulle nå over bjergene inden. Well, jeg tog afsted, nåede det selvfølgelig ikke og havde det ikke været fordi jeg havde en del gaver her, ville jeg ikke være taget afsted med en syg hund, der evt. kunne dø. på den anden side set, var der ikke mere jeg kunne gøre så jeg ringede ikke engang hjem for at høre hvordan det gik og troppede op, næste morgen med et par enkelte tømmermænd, til en hund der var fuldstændig normal!!!! Ingen ved, hvad SALLY havde men en intoxikation var det, af een eller anden art. Det var en pragtfuld fest, jeg har i årevis ikke danset og flirtet sådan, så det gjorde mig rigtigt godt, også at gøre noget for mig selv, alt hvad jeg laver, er noget med problemer, folk ringer ikke for at fortælle at syge dyr er blevet raske etc. og det er faktisk lidt deprimerende en gang i mellem, så det er dejligt at kunne “slå roeven i vejret” og bare more sig for en gangs skyld…..

I går var jeg, sammen med 11 andre, inviteret til en reception hos SASY (Stop Animal Suffering, Yes) hvor vi alle fik en check, til at dække omkostninger i forbindelse med kastrationer. vi blev opdelt i 3 grupper, de nye, hvor man ikke rigtigt ved hvordan de arbejder,de skal bede om penge til enhver kastrations-klinik, en “mellemgruppe” som er kendt for deres arbejde og de fik USD1500.00 og den sidste gruppe, hvor jeg var i sammen med 3 andre, fik en check på USD3000.00 !!! I denne gruppe var der folk der virkelig er meget aktive og jeg var PAVESTOLT over at tilhøre denne gruppe!!!! OK, det skal dertil siges at jeg er meget aktiv når det gælder om at hjælpe med at sælge billetter, kalendere etc. til SASYs fundraising og jeg er faktisk den der sælger mest, bortset fra en co-founder af SASY, saa det er nok det, de har tilgodeset også. Altså, idag er jeg ikke til at “skyde igennem” og er virkelig glad……glad for at få et skulderklap for det jeg gør.

Jeg er lige blevet ringet op af en kvinde der havde fået mit telefonnummer af en dyrlæge i nærheden, hendes hund var i krampe og dyrlægen havde ikke medicinen men som hun sagde, “det kan være, at Lisa har det”??? det er ikke unormalt at dyrlæger spørger for jeg har virkelig et “hunde-apotek” der vil noget, men desværre, denne medicin har jeg ikke og da det er søndag, er alt lukket og kan ikke skaffes. Well, damen ringer nok igen og fortæller at hunden er død men jeg sagde, at hun skulle ringe til Diego, som kunne tilse hunden. Diego, dyrlægen fra Tabarcia, var her i forgårs, ville gerne se lidt penge, USD200.00 som jeg lige akkurat har men det er fantastisk som dyrlægerne behandler mig, et visit til et sygt dyr, tager han knap USD10.00 for, det betaler ikke engang benzinen hvis jeg selv skulle afsted. pengene fra SASY er “øremærket” må kun bruges til kastrationer og INTET andet men som jeg sagde til dem igår, “det er sku meget godt at vi kastrerer, men hvis dyrene doer af sult bagefter, så kan det vel være lige meget”!!!!!

Jah, det var vist alt for idag, jeg har masser “på kistebunden” men det må blive en anden dag..Caesar, som er fosterfamilie for TESSA og TIGRA har lige ringet og fortalt at TIGRA har ædt to kaniner…slemt nok for det er naboens…..men i det mindste spiste hun dem og slog dem ikke bare ihjel for sjov, jeg tænker tilbage på Konrad Lorenz bog, “Wie der Mann auf dem Hund kam” hvor han fortæller om hans hund, der gik efter mus!!

Ha det godt allesammen, jeg skriver igen en anden dag med lidt nyt fra “de varme lande”..vi har mellem 28 og 32 grader, nul vand i over 3 måneder og alt er bare så tørt , så tørt…..en hundehilsen herfra…Lise

Af Anne Østergaard Mortensen

I sensommeren 2008 drog jeg af sted mod Costa Rica, hvor jeg skulle i praktik som et led i min uddannelse. Inden denne rejse, i min søgen efter praktikpladser, stødte jeg på hjemmesiden for Dyrenes SOS og herigennem fandt jeg frem til historien om Lise og hendes arbejde med hunde i Costa Rica. Jeg kontaktede Lise, og hun blev således en vigtig del af mit costaricanske netværk. Jeg vil gerne starte med at fortælle, om en oplevelse, jeg fik, da jeg havde været i Costa Rica i en uges tid. Jeg var på vej ud for at besøge Lise sammen med mit danske værtspar. Vi kørte på en ret trafikeret vej og pludselig løber der en hund ud på kørebanen. Hunden bliver ramt af en bil, som kører et stykke foran os, ruller rundt og lander i midterrabatten. Det var i sig selv en meget ubehagelig oplevelse og vi kørte chokerede videre i et par minutter, inden vi bestemte os for at vende om for at se, om den stakkels hund var død – ja, for den bil, som ramte den, fortsatte bare ufortrødent og uden at se sig tilbage! Vi fandt hunden, som lå i vejkanten ved et busstoppested, hvor der stod en masse mennesker og ventede på bussen.

Vi holdte ind til siden og kunne fra bilen konstatere, at hunden stadig trak vejret, så vi besluttede os for at tage den med i bilen og køre den til en dyrlæge for at få den aflivet. Hunden var en fin collie, der var ingen åbne brud og den pev ikke, med den blødte fra mundvigen og inden vi nåede til dyrlægen var den holdt op med at trække vejret. Det var utroligt hårdt og vi græd – men hvad der chokerede mig allermest var, at den bilist som ramte hunden, ikke kørte tilbage for at tjekke op på hunden, eller at de mennesker ved busstoppestedet ikke havde gjort noget! Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvordan man bare kan stå der og være passiv, når der ligger en hjælpeløs levende hund i vejkanten og lider! Men efterhånden som min tid i Costa Rica gik, gik det mere og mere op for mig, at der har man ikke det samme forhold til hunde, som man har i Danmark. Slet ikke! Og for en hunde-elsker som mig, er det et hjerteskærende faktum at opdage.

billede1

Under mit 4 måneder lange praktikophold i troperne fik jeg lejlighed til at besøge Lise og hendes mand Uwe nogle gange. Lise og Uwe bor, som hun selv udtrykker det, ”ude på herrens mark” oppe i bjergene og bare køreturen derud er en oplevelse i sig selv – gennem smuk natur, små landsbyer og snoede bjergveje for til sidst at blive mødt af en fantastisk velkomst bestående af høj hundegøen, som i starten kan virke meget overvældende, ja næsten skræmmende, og det lokale pizzabud har også for vane at stoppe udenfor grunden og derefter ringe til Lise, så hun kan hente pizzaerne ved indkørslen.

Nå, men Lise og Uwe bor altså ude midt i den costaricanske jungle på en dejlig grund, som også er blevet hjem – eller midlertidigt hjem – for godt 30 hunde, som hver især har deres egen triste historie at fortælle. Hundene er alle enten blevet mishandlet, vanrøgtet eller er syge eller hjemløse og Lise har gjort det til sit livsværk at hjælpe disse ”menneskenes bedste venner” med at blive raske, komme sig efter vanrøgt og finde nye gode hjem til dem. I nogle tilfælde er hundene desværre så ilde tilredt, at der ikke er anden udvej end den evige søvn – men det er alligevel bedre at ende livet på et tæppe hos Lise end i en støvet og beskidt vejkant.

I løbet af de par gange, hvor jeg fik mulighed for at besøge Lise og alle hundene, steg min respekt for denne fantastiske kvinde til uanede højder. Dét hun gør, er essensen af godhjertethed og kærlighed til taknemmelige firbenede væsner. Det daglige arbejde med Lise’s ”egne” hunde er hårdt, men Lise finder stadig tid og overskud til at tage ud og udføre kastrationer, tilsyn med de adopterede hunde og hvad det end måtte være. Hendes telefon kimer konstant – ”Lise, du må hjælpe os – vores hund har ikke spist i en uge”, siger den costaricanske husmor, ”Lise, vi har ikke råd til at give vores hund mad, kan du hjælpe os?”, spørger den fattige bonde, og så er der de ulykkelige opkald fra tilfældige mennesker, som har set vanrøgtede hunde efterladte i vejkanten i håbet om, at de så vil blive kørt over ”Lise, hvad skal vi gøre – har du plads til flere?”, og Lise rykker ud. Da hun har viet sit liv til at hjælpe så mange som muligt, er der ikke tid til et 9-16-job. Derfor lever Lise og Uwe af Uwe’s pension, og arbejdet med dyrene afhænger af donationer fra fonde og privatpersoner – men det hænder ofte, at Lise må grave dybt i lommen, for de færreste hunde kan vente på den næste donation.

Min hensigt med dette indlæg er at fortælle om en utrolig modig, stærk og dygtig kvinde, som gør en stor indsats for at redde hundene i et land, hvor hunde ikke har samme status og betydning som herhjemme. Jeg ville ønske, at der var flere som Lise – for Gud skal vide, at der er brug for mennesker som hende.

Med venlig hilsen

Anne Østergaard Mortensen