Tibet – maj/juni 2008

, , , , , ,

Af Mark Kim, Vet.

Drs Sonya Yu and I joined final year students from Denmark, Maria and Louise, in New Delhi to head up to McLeod Ganj for 3 weeks of volunteer work with Tibet Charity. Sonya and I had never been to India before, and the thrill of Delhi was in stark contrast to the incredible scenery of the Himalayas that greeted us on arrival.

After settling into our accommodation at a neighbouring guest house, we had a patient waiting for us even before we’d had any chance to settle into the clinic at Tibet Charity (T.C.) House. Getting straight into the work was the perfect way to settle our minds with something more familiar after 3 days of cultural revelations. Even after half a day in the clinic and the upstairs classrooms, we got a sense of the very relaxed, very welcoming atmosphere that we thoroughly enjoyed for the whole 3 weeks. The first people we met were 2 volunteer English teachers, Shaun and Tanya, an American couple who were coming to the end of their stay.

In the clinic, we were finally introduced to Bishan Das, or Vishnu, the vet nurse already held in high esteem from Louise’s experience of the previous year. Many other people entered our circle of companions over the next few days, from Bhum the general fixer-of-everything, to Rinzin, the lovely Tibetan English teacher, and of course, the Director, Tsering Thundup. Our clinic was a smallish, but well setup room with the most efficient use of space as one would ever find in any clinic, anywhere in the world. And this was where we began with a street dog with mange. Mange, as we learnt very quickly, was an extremely common affliction in street dogs, as frequent preventative treatments was near impossible to carry out.

The work in Himachal Pradesh involved 3 main components: local work in Dharamsala neutering street dogs and treating any diseases/injuries of dogs caught or brought in by concerned locals; setting up neutering camps in regional towns, again also treating any medical conditions; and finally the rabies vaccination program carried out everywhere we went.

The latter probably carried the least significance for us personally prior to our time there, but for reasons described below, was eventually realised for its true value in controlling the disease. Our first camp was at a satellite school of the main TCV School in Suja. Over the next couple of days, we had an excellent time staying on school grounds, and during the day, operating on local strays caught for us by the students. There were many unforgettable scenes of Tibetan high school students crowding around our makeshift surgery tables set up under the open skies (with tarpaulin sheet prepared in case of rain) in the courtyard of one of the student dormitories. One thing we found time and again here and in some of the places in and around Dharamsala, but perhaps less so in the bigger cities of India, was the excellent condition many of the stray dogs were in, being looked after so well by the animal loving local (Buddhist) population.

As with many of our camps and road trips, there was a visit to one of the nearby monasteries, where we also attempted to find some surgical equipment left there the previous year! From Suja, we drove to Tashi Jong, another beautiful Buddhist monastery, for another couple of days of surgery. Here, we were hosted on the first night by the head monk, the Rinpoche, and one of the senior Korean nuns. Like everywhere else, we could see evidence of previous camps, with numerous dogs carrying the distinct ear notch, as proudly pointed out by Vishnu. After 2 days, we had neutered over 15 dogs, and treated many for mange, as well as vaccinating many more. Again, there was a very friendly attitude from the locals, who openly showed their appreciation of our work, and as we left, we were to humbly accept several Buddhist shawls from the residents. After nearly a week away, we very much looked forward getting back to our new “home”. We spent a couple of days unwinding, during which Vishnu took us up for an inspiring ascent into the surrounding mountains, followed by a gruelling descent, as our fitness failed us dismally, while Vishnu and his wife effortlessly cruised ahead.

Shortly after this, we were to experience first hand the horrors of the disease we were here working against. One of the TC staff was bitten by a stray dog, whom we later confirmed on suspicion as being rabid. Reports followed later in the day, while we attempted to get the human immunoglobulins for the staff member, that several other people and dogs had been bitten. This set the scene for the next week or so as we attempted to catch the rabid dog and begin inoculating as many of the local strays as possible. For the first time during our trip, there was an element of seriousness and heaviness in the air as we thought about the immediate and long term repercussions of what had happened.

It was like nothing we had experienced before, and put into perspective our fortunate position in life, since once we had left India, we were no longer living with this threat that locals lived with everyday and with complete acceptance. It also brought about many interesting discussions among us in regards to protocols for such situations. Factors to be considered were: – extent of our involvement as a charity organisation operating under strict regulations of local authorities; – the effort (or lack thereof) of local authorities in catching dogs suspected of having rabies, and the manner in which this is carried out; – dealing with animals suspected of being bitten- there were several different thoughts from various persons involved, from local vets to foreign vets to medical texts and resources; – educating locals on the whole rabies disease process; and – taking into account the very important issue of Buddhist philosophy on matters of euthanasia. Ultimately, we did not progress far beyond dealing with the immediate situation only.

There are several similar programs being carried out around the world, some with many more years experience. Even still, there are no protocols set in concrete, and as we found, it is the immediate situation that is most important to be attended to with the short time available. Together with the plans for long term practice of TC, this will hopefully create an ‘ecosystem’ amongst the stray dog population in India, which seems part and parcel of daily life, that will minimise the propagation of rabies. And the long term future of organisations such as TC require the continual supply of volunteers from the developed world, something we aim to contribute to for many years to come.

Mark Kim, Vet.[divider]

/af

Costa Rica – 9. juni 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Til Dyrenes SOS og alle støttemedlemmer kan jeg meddele at jeg har modtaget en donation på USD 1370.00, mange, mange TAK for den og en helt speciel TAK til den, som har doneret USD 400.00 til at få hunde og katte kastreret hos indianerne hvor tanken er at give de første 30 dyr operationen gratis til de mest fattige, og til resten for halv pris d.v.s.2500 colones som svarer til USD 5.00 som stadig er en god pris. Mange tak, jeg har i dag taget kontakt til indianerne og vil informere om, hvornår vi laver en klinik hos dem, de vil være meget taknemmelige, det kan jeg love!

Apropos kastrationer, så kan jeg fortælle at min søde franske veninde, Patricia, havde klinik i går i en lille by, Palmichal og hvor 107 dyr blev kastreret!!! Palmichal, hører til “mit område” men jeg har aldrig kunne få en kontakt, der men det kunne hun via en, der kender en, der kender en anden, så det var helt fint. 3 dyrlæger opererede og de sluttede kl. 23.00, derefter gjorde de rent, kørte hjem og kom i seng kl. 1 om morgenen. Hun ringede fortvivlet til mig 5 gange i går og skulle have telefon numre på diverse dyrlæger der arbejder i kampagner, for den ene hun havde, kunne ikke klare så mange. Det sjove er, at hun fik fat på en dyrlæge som jeg lavede min første klinik med for hele 17 år siden og han kunne sandelig godt huske mig, nok fordi jeg lavede danske frikadeller med flødestuvede kartofler til frokost!!!!! Jeg kan huske at der kom hele 14 dyr, hvilket jeg dengang syntes, var helt vildt mange. Patricia har fra SASY fået donationer, som jeg har øremærket til kastrationer, og hun lavede det helt vildt billigt, 1000 colones, noget i retningen af USD 2.50 for hvert dyr, derfor kom der så mange og vi har aftalt, at næste gang skal det være lidt dyrere, til gengæld betaler jeg for restbeløbet, for nu er hun løbet tør for penge, jeg har stadig en del fordi jeg “husholder lidt”, pengene skal jo helst kunne holde til hele året.

Ruth, min veninde i Puriscal og hendes lille gruppe af damer, er ved at forberede en runde der i nærmeste fremtid, de har nu lavet en 5-6 klinikker og kan selv, jeg behøver ikke engang at være der, kun giver hun mit telefonnummer. til specifikke spørgsmål omkring dyrene og hvis der er specielle omstændigheder m.h.t. betaling, f.eks. at en person har taget en tæve til sig med 7 hvalpe fra gaden og selvfølgelig hjælper jeg denne person. Ruth tager 5500 colones, hvilket folk finder billigt men det er fordi det er en større by hvor folk har arbejde og kan betale i modsætning til landbefolkningen der har mad, men ingen kontanter. Ruth ringede i går og fortalte glad, at hun havde fået kontakt med en gartner der ordner parken, hvor de fleste hunde bliver sat på gaden. Jeg var i “cowboy-byen” som min svoger kalder Puriscal, fordi man der, stadig, kan se folk handle ind til hest, med macheten hægende ved siden og hunden der render i rumpen på “far”…han binder hesten og hunnie sidder pænt og venter hvis den da ikke går med ind i forretningen !!!!! Da jeg var der, så jeg en lille tæve som løb rundt, jeg gav den noget af min kylling, nogle fritter og bønner og så fik jeg øje på denne gartner og gik op for at snakke lidt. Der var 3 venlige mænd som stolte fortalte at de tre tæver der var der, sandelig var opereret, (det vidste jeg godt, jeg har betalt for dem) at de passede dem med foder og minsandten om ikke denne gartner går rundt og afsætter hunde og katte til folk!!! Virkelig dejligt……så de får en ny chance.

Mvh.

Lise

/af

Costa Rica – 1. juni 2008

, , , ,

Af Lise fra Costa Rica

Kære allesammen.

Så er det tid til at sende jer lidt nyheder igen, herfra regnvåde Costa Rica, i øjeblikket skulle man være i lille Danevang!!!! Men det er måske meget godt at jeg er her, for kors hvor folk ringer med alt muligt, hver dag noget nyt og en del bliver henvist til de to dyrlæger, hvor jeg hjælper med regningen, og ofte bliver det hele betalt af mig med jeres donationer, TAK for dem…..

Kastrationsrunden i Puriscal gik fint men denne gang med lidt mindre dyr, 55 hunde og katte. Heldigvis fik gruppen der, med Ruth i spidsen, indfanget 5 gadehunde , alle tæver som går frit på gaden og bliver fodret af venlige mennesker. I Puriscal er der en park og det er der, de fleste hunde bliver “sat ud” til deres egen skæbne, praktisk taget altid tæver som enten er gravide eller i løbetid, mange kender jo slet ikke til biler og blive derfor påkørt, det er bare så synd, så synd. I parken er der tre gartnere der kigger efter hundene der, 4 har de taget til sig, alle opereret og i går lykkedes det en af dem at få fanget en ny tæve der er sat på gaden fordi hun er i løbetid, med en hale af hanhunde de vil prøve lykken!!! Ruth tog den til dyrlægen for at blive opereret og han åbnede hende også, men kunne ikke sterilisere hende fordi hun havde infektion og fibrosis så det hele lignede et edderkoppespind. Dyrlægen ringede til mig for at få et OK på at give hende nogle vanvittigt dyre indsprøjtninger, to stk. koster over USD60.00 og hunden er endnu ikke opereret men hvad skal jeg gøre, bortset fra at få hende aflivet, men det er imod mine principper, ALLE skal have en ny chance til livet.

Det er der sandelig også mange der har fået i de sidste 14 dage, hvor folk har kimet mig ned med forladte hunde og katte og om jeg ikke kunne hente dem. Det kan jeg ikke, jeg har nu 32 hunde for lille BETSY, som har en størrelse af en lille cocker, fik 4 kæmpe hvalpe, hvor den ene ikke klarede den, fordi den døde i forbindelse med fødslen, trist, men for mig en hund mindre til at få afsat og godt nok, fordi de hvalpe er så store og suger alt ud af tæven så måske var det alligevel godt, at det kun blev til tre hanner, hun ville næppe have haft mælk til 4. De har lige fået øjne og nu er det lidt sjovere at se dem, den ene er sågar begyndt at gø, når jeg kommer og det med knap 13 dage, han skal nok blive god til at passe på!!!!

Her et par “solskins-historier”, som sikkert vil glæde jer, i hvert fald glæder de mig. En kone ringede, Rosa, og fortalte at der var blevet smidt to tæver på gaden og den ene var blevet påkørt og var død. nu var hun bange for at den anden skulle lide samme skæbne og ville at jeg hentede tæven, som ovenikøbet var fyldt med skab. Samtidig ringede en mand, Cæsar, der gerne ville have en hund og jeg sludrede frem og tilbage og foreslog ham denne tæve plus at jeg ville give ham USD20.00 om måneden plus mad og medicin og når den har det lidt bedre, ville den blive steriliseret. Denne mand er nu blevet “foster-family” med penge fra Dyrenes SOS og et par dage efter, ringede han og fortalte at han havde taget en anden tæve fra gaden så nu havde han to. Alle tiders, så har vi to væk fra gaden. Fanny, en indianer pige ringede om en kat der var sat på gaden, meget bange og som hun fodrede. Hun kan ikke have den, har allerede 3 katte og tre hunde og denne lille hanmis har et hul i siden som skal behandles. Jeg sagde at hun skulle kontakte dyrlægen i Tarbacia som kommer en del hos indianerne og at jeg ville betale for missen plus at jeg vil kastrere den næste gang vi har en runde hos dem. Det var hun helt med på, nu skal den bare fanges først, kan hun ikke, tager jeg derop, jeg har en god hånd til katte. Så ringede LLenori, også indianer, om en lille tæve der var smidt hos hende og med tre hvalpe. Tæven var meget bange og det var svært at få fat i hende men det lykkedes at få hende, men da hun gik tilbage efter hvalpene, var to af dem døde af kulde, de lå i et lille hul i skoven som tæven havde lavet som rede, men en fik hun da reddet og jeg gav hende foder og kalkpiller plus nogle vitamindråber. Hende har jeg også aftalt med, at jeg tager udgiften til sterilisering af begge når den lille er stor nok, ca. 3 måneder. LLenori passer dem begge og så ser vi videre, heldigvis er de af lille størrelse, så er de nemmere at få afsat. Så ringede Angela, en lidt ældre indianerkvinde, som har det problem, at alle smider hunde og katte hos hende. Først samlede hun to op, jeg gav foder etc., de var meget bange så hendes mand var så sød at fodre dem hver dag efter at have gået ca. en halv time og dem fik hun afsat til en familie. Efter et par dage, ringede hun igen og nu var der et par hvalpe plus to killinger og hvad hun skulle gøre??? Jeg sendte Marito af sted med USD 20.00, foder til hund og kat og de er nu hos hende til de kan blive steriliseret , Angela er virkelig en lille “engel”, Hertil kommer alt “det løse” hvor jeg ikke engang ved hvem der ringer!!!! Hunde der ikke vil spise ( som regel er det mangel på ormemiddel, 80pct sådan cirka) og dem råder jeg så til at købe det der skal til, hunde med skab får samme råd etc. etc. Så ringede Melania, hun bor i indianerområdet og tager hunde til sig som hun ser på gaden. Hun har vist nok 7, og en af dem hun har taget til sig, et labradormix, var blevet syg. Den halsede helt vildt, og kunne ikke rejse sig. Jeg stillede en masse spørgsmål men kunne umiddelbart ikke finde ud af, hvad den fejlede. Det var sent aften og da jeg ikke havde nogen til at se efter min mand, Uwe, der jo har parkinssons, kunne jeg ikke komme selv men sendte dyrlægen fra Tabarcia. Ham kunne hun ikke få fat i, men fortalte at nu kom der blod ud af næsen på hunden og så vidste jeg at den havde fået Erhligia, en blødersygdom,overført af tæger. Dyrlægen kom dagen efter og stillede samme diagnose og jeg sendte hende doxiciclina og nogle piller til at stoppe indre blødninger. Kuren er dyr for den varer 28 dage men hun kunne betale halvdelen selv, så det var jo fint nok.

Sidste solskinshistorie kommer her. I ved jo at vi lever livet farligt i Costa Rica med giftige frøer og giftige slanger og Gud hjælpe mig, om jeg ikke forleden dag så en inde i vores have, dvs. den lå på gangen hvor jeg fodrer Whisky. Da han fik foderet, var slangen der ikke, kom altså indenfor et par minutter og da jeg så den, parat til at angribe, fik jeg i en hulens fart Whisky og hans skål med ind i huset og lukkede døren. Slangen lå helt stille, men i s-form så den har kraft til at rejse sig og bide, den gloede på mig og jeg på den!!!!. Jeg ringede til Marito som kom med en ven og de slog den ihjel, trist, men det går altså ikke med dem. Så ringede en ung fyr, Danilo, også oppe fra indianerne. Hans to hunde var blevet bidt af samme type slange og den eneste dyrlæge der har antiofidico, altså serum, var ikke til at få fat i, jeg har købt denne enormt dyre serum og har den i køleskabet, men det skal gives via vene og i drop for ikke at få en allergisk reaktion , og det har jeg ikke og kan i øvrigt heller ikke lægge et drop. Jeg anede ikke mine levende råd, nul dyrlæge, og overvejede om jeg selv skulle tage op til indianerne og give serum intramuskulært men tænkte også, det er jo dyrlægearbejde men i en snæver vending, kunne jeg jo klare det, mit problem var, at hvis hundene døde af serum, så kunne jeg få en anklage på halsen, jeg er jo ikke dyrlæge, så jeg ringede og ringede til dyrlægen i Puriscal og til sidst fik jeg ham til at komme ud til dyrene i en taxi og de blev reddet lige på stregen. Det bliver en dyr historie, sikkert en USD50.00 eller mere, og Danilo kan kun betale USD 10.00 men han var så glad, så glad og så er det jo det hele værd…….specielt da hundene nu har det godt.

Såååå, kære hundevenner, det er vist alt for i dag…..en hundehilsen fra Lise i regnvåde Costa Rica, og endnu engang tak for hjælpen til dyr og mennesker her, 1000 tak.

Mvh.

Lise

/af