Det sidste Thailandsprojekt:
Her i oktober og november 2007 var jeg i Bangkok for atter en gang at samarbejde med de 2 organisationer SCAD og DogChance. Den første organisation bliver ledet af flere vestlige personer med bopæl i Bangkok, hvor DogChance bliver ledet af Pym, som er en hovedrig thailandsk kvinde. På hendes bopæl i Bangkok har hun ca. 100 hunde, som hun passer, på hendes landejendom mellem Bangkok og HuaHin har hun ca. 600 hunde, og på hendes klinik tæt ved landejendommen har hun 150 hunde. Alle sammen hunde, som er gadehunde, og hvor de fleste af dem lider af en eller anden sygdom. Således har hun mange hunde, som er totalt lammet i bagkroppen efter biluheld, og hvor Pym og hendes mange ansatte hjælpere hver dag behandler deres sår, som fremkommer, når de slæber deres bagkrop henover jorden. Der er også mange hunde, som mangler et eller flere ben. Jeg har set hunde, som mangler begge bagben eller forben, og sågar set en hund, som manglede det et forben og et bagben. Gudskelov ikke på samme side, og det bevirkede, at den faktisk kunne løbe rundt på de 2 ben. Det så helt surrealistisk ud. Man kan nu som vesterlænding spørge sig selv, hvorfor man dog ikke afliver disse hunde. Dette er ikke aktuelt i Thailand, som er et buddhistisk land. Her er opfattelsen, at en hund indeholder en menneskesjæl, som ikke har opført sig korrekt i et tidligere liv. Dette bevirker, at for at blive et menneske igen skal man gennemgå lidelser, da det er gennem lidelser og afsagn, at man kommer nærmere en højere bevidsthed. Så hvis man afliver hunden, så fratager man den lidelserne, og så vil dens sjæl ikke komme nærmere en højere bevidsthed. Dette er også årsagen til, at man ikke har aflivningsmidler på de thailandske dyreklinikker. Man har derimod stor erfaring i at amputere ben!

Ankomsten:
Vi var en gruppe på 4 dyrlæger, 8 veterinærsygeplejersker og flere frivillige hjælpere, som ankom i spredt flok fra Danmark, Norge og Danmark i midten af oktober. Faktisk var det en mere international flok, da 3 af dyrlægerne var henholdsvis fra Tjekkiet, Frankrig og Estland, men bosiddende og uddannet i Danmark. Vi mødtes sædvanen tro på The Dubliners, en irsk pub i Bangkok, med de 2 organisationer for at tilrettelægge arbejdet. Og dagen efter gik vi i gang. Vi startede hos SCAD, som havde fået moderniseret deres klinik lidt udenfor Bangkok tæt ved Bangkoks nye og moderne lufthavn. Når jeg siger moderniseret, så er det ikke efter vestlig standard. De havde fået overdækket burene og operationsområdet med fast tag (før var det telt-dug), men vi stod stadig udendørs med udsigt over et meget sumpet område langt ude på landet. En dag skulle jeg tage alene derud i taxi, og jo længere vi kom ud af små let oversvømmede veje, jo mere nervøs så taxichaufføren ud. Til sidst så han nervøst på mig, trak hånden henover halsen, og spurgte, om det var det, jeg havde tænkt mig at gøre ved ham. Jeg svarede tilbage, at jeg var fra mafiaen, og at han bare skulle køre videre. Og så grinte jeg. Vi opererede mange katte, hvilket var nyt i denne organisation. Før hed den SoiDogRescue, men efter at de begyndte med også at hjælpe de mange katte, som især holder til ved de mange templer, så måtte de ændre navnet til SCAD, som står for Soi Cat And Dog (soi er det thailandske ord for gade).

Templerne og tigrene:
SCAD samarbejder meget med templerne i Bangkok og får mange hunde og katte herfra. Mange thailændere afleverer nemlig deres hunde og katte til templerne, når de ikke kan/vil have dem mere, for efter buddhistisk tankegang, så gør man en god gerning ved denne handling. Jeg tror ikke, at munkene er helt tilfredse med denne ordning, for templerne i Thailand har meget få penge at gøre godt med. Og det betyder, at munkene ikke har råd til mad og behandling af dyrene. Det er fra templerne, at vi modtog de værste tilfælde af hudlidelser, udsultning og andre sygdomme. Det eneste tempel, som virkelig tjener kassen lige nu, er tigertemplet vest for Bangkok. For 6 år siden var jeg derude, og der var ingen mennesker ud over vores lille gruppe. Og der var ingen rejseorganisation i hele Bangkok, som vidste, hvor det lå, så det tog en evighed at finde derud. Men så blev de kendt via en udsendelsesrække i Animal Planet, og siden har det taget fart. I dag er der annoncer på ture derud hos alle rejseorganisationer, som laver det som en tur til tigertemplet sammen med at se Broen over floden Kwai, som ligger tæt ved. Og i dag er der 4 – 500 turister på besøg hos tigrene hver dag, og man bliver ført rundt i flokke af guider/hjælpere. Men økonomisk er det godt for templet, for nu er der penge til at bygge det store frie tigerområde, som var ved at falde til jorden på grund af økonomi.

DogChance:
Efter veloverstået gerning hos SCAD, hvor vi fik opereret ca. 150 katte og 100 hunde, så tog vi ud til DogChance. Vi skulle være 2 dage på Pym’s klinik udenfor Bangkok nede mod Hua Hin, som er en badeby, der er blevet meget populært hos turister. Efterhånden er der også mange, som køber lejlighed ellers hus der. Pym’s klinik kan nærmest betegnes som et fængsel. Der er 4 betonvægge midt på en mark med glasskår på overfladen af hver væg. Den eneste åbning ind til området er en stor jerndør, som låses, når man er kommet ind. På selve området er der et meget stort burområde med 4 bure, hvor der er ca. 40-50 hunde i hvert område. Derudover er der 2 sovesale samt et lagerrum, spiseområde og beboelse til de faste ansatte (eller måske nærmere indsatte!) Her skulle vi være i 2 dage og operere. Når man har stået ved Himalaya’s bjerge og i en tæt regnskov og opereret, så var det rent mentalt hårdt at operere i dette miljø. Men var vi manglede i udsigt og omgivelser, det fik man til gengæld i entusiasme og effektivitet. Der sker virkelig noget hos Pym. Der er hele tiden hunde, hun arbejder selv med og dirigerer tropperne og vi får virkelig sved på panden. Og både veterinærsygeplejerskerne og de andre dyrlæger var helt oppe at ringe. Dette var jo derfor de var hernede, for at gøre en forskel og ikke bare sidde med hænderne i skødet og drikke cocktails. Så det var en gruppe meget glade og trætte personer, som tog tilbage til Bangkok om aftenen efter 2 dage med masser af arbejde og 100 hunde opereret.

Slutning:
Vi havde en skøn tur med masser af oplevelser og indtryk. På denne slags ture, hvor man engagerer sig i et arbejde, det være sig humanitært eller animatært (nyt ord!), så får man nogle oplevelser, som man slet ikke får som almindelig turist. Jeg nyder også meget at være turist for at koble helt af, og Anna, min kone, og jeg sluttede da også af med at være turister på en lille thailandsk ø i 10 dage. Men jeg kan ikke undvære den følelse, at jeg via mit erhverv har mulighed for at gøre en forskel, uden at der skal være penge involveret i det. Rent faktisk så går en stor del af overskuddet i Dyreklinikken Holger Danske til disse projekter, og dermed er mine klienter med til at støtte disse projekter. Derudover skal der også lyde en tak til følgende firmaer/privatpersoner for støtte i forbindelse med gennemførelsen af dette projekt: